
Sæbybogen udkommer igen
…
24. november 2014 - kl. 15:54 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæbybogen 2014 udkommer igen, og præsenteres ved et åbent hus på Sæby Museum torsdag d. 27. november 2014. Efter et års pause er Sæbybogen tilbage, denne gang med Sæby Museums Forening som udgiver. Tidligere var det Sæby Museum, der stod bag udgivelsen, men på grund af personalereduktioner var der ikke længere ressourcer til denne opgave.
Ifølge museumsforeningens formand Vagn Thidemann har mange udtrykt skuffelse over, at Sæbybogen ikke længere blev udgivet, og foreningens bestyrelse besluttede derfor at genoptage den gode tradition med at udgive den efterspurgte årbog.
Sæbybogen udkommer i samme format, kvalitet og grafiske design som tidligere. Sæbybogen 2014 glider derfor ind i rækken af Sæbybøger. Denne årgang er nr. 12 i rækken, og planen er, at der også kommer en nr. 13. Det vil naturligvis afhænge af efterspørgslen, udtaler Vagn Thidemann, men der er kommet mange forespørgsler fra abonnenter og samlere af de tidligere årgange, så vi er optimister.
Økonomien var det springende punkt, og der skulle forventes sikkerhed for et temmelig stort beløb, før man kunne indhente tilbud fra trykkeriet, så det var ikke uden betænkeligheder, man gik i gang. Aftaler med lokale pengeinstitutter om, at de som tidligere på forhånd aftog et antal eksemplarer af bogen hjalp til en start, men en donation fra Vanggaardfonden og tilsagn om en underskudsgaranti fra Historisk Forening Saltlandet afgjorde sagen: Sæby Museums Forening ville udgive Sæbybogen 2014.
Der nedsattes et udvalg på tre bestyrelsesmedlemmer, der skulle stå for det praktiske arbejde med at udgive bogen, herunder etablere aftaler med forfattere til planlagte artikler, som skulle have et relevant historisk indhold for sæbyområdet, og som harmonerede med tidligere udgivelser. En bog som Sæbybogen kan kun udgives, fordi mange mennesker arbejder frivilligt. Lige fra forfattere og bidragydere, over grafisk designer og naturligvis redaktionen, der ud over Vagn Thidemann bestod af Elsebeth Mørk og Lars-Henrik Hyttel.
Resultatet er blevet en Sæbybog, som indeholder mange varierede artikler med illustrationer. Artikler med et indhold, der bevæger sig til havs og til lands, fra Voerså over Lyngså og Sæby, tværs over Vendsyssel og gennem århundreder af tid. En bog, som Sæby Museums Forening er stolt over at kunne præsentere for sit publikum.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæbybogen udkommer igen
...' til en bekendt