
Vrå Folkemusikorkester gæstede Sæby
23. november 2014 - kl. 0:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Pensionist og Efterlønsklub havde onsdag besøg af Vrå Folkemusikorkester, som spillede masser af folkemusik for dem. De fortalte også om forskellige musikere, både fra nutiden, og om nogle der levede for mere end 100 år siden. Hver især havde de haft stor betydning for folkemusikken, og det var interessant at høre om de forskellige menneskeskæbner. Det var en spændende og underholdende eftermiddag, og publikum gav dem da også stående klapsalver, som resulterede i at de gav et ekstranummer.
Næste onsdag d. 26. november kommer Lønstrup Seniororkester og underholder. De er 25 mand i orkesteret, så der skal nok blive masser af god musik. Dette arrangement er sæsonens sidste onsdagsmøde, så derfor har bestyrelsens damer lavet juledekorationer, der bliver udloddet på det amerikanske lotteri denne dag. Så der er god grund til at møde op denne eftermiddag og være med i fællesskabet. Damerne har lavet over 80 dekorationer, så der bliver helt sikkert nogle som ikke bliver udloddet. Dem vil de sælge til højstbydende.
Lørdag d. 29. er der så julefrokost for alle, der har købt billet til dette. Der er solgt 130 billetter, så der er lagt op til en god aften med mad fra Dybvad kro og musik v. Lasse og Keld.
Bestyrelsen vil derefter sige tak for en god sæson. Klubben mødes igen d. 7. januar 2015 i Kulturhuset.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vrå Folkemusikorkester gæstede Sæby' til en bekendt