
Bliv uddannelseparat med et efterskoleophold
23. november 2014 - kl. 13:35 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efterskolefolk har vidst det længe: et efterskoleophold er guld værd for de unges udvikling, både fagligt, socialt og personligt. Men på Hørby Efterskole dokumenterer man denne viden ved hvert år at foretage elevundersøgelser og evalueringer, for at dokumentere, hvordan et efterskoleophold hjælper eleverne.
Unge, der har været på efterskole, klarer sig bedre på deres ungdomsuddannelser end de, der kommer direkte fra folkeskolen. De har et højere fagligt niveau, de har mindre fravær og frafald og de fungerer godt socialt. Det har man vidst længe, men som oftest bliver det præsenteret som en påstand eller et smart markedsføringstrick fra efterskolernes side. Men på Hørby Efterskole dokumenterer man denne vide ved hvert år at gennemføre en omfattende undersøgelse om betydningen af et efterskoleophold.
De unge føler sig mere klar
Den årlige elevundersøgelse om betydningen af et efterskoleophold gennemføres i samarbejde med konsulentfirmaet Lilhauge Svarrer og konklusionerne er klare: de unge føler, at de efter et år på Hørby Efterskole er blevet mere klar til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Fx viser et af resultaterne, at 94,4% af eleverne mener, at opholdet på Hørby Efterskole har gjort dem mere parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse. En elev fortæller i den anonyme besvarelse at:
“Jeg er blevet mere moden, og jeg har lært at tage mere ansvar. Det har helt sikkert sat nogle ting igang, i forhold til min modenhed, og om at kunne klare en gymnasial uddannelse :)”
En anden svarer: “Jeg er blevet mere bevidst omkring mig selv, mit faglige niveau og mine kompetencer. Jeg er dermed også blevet mere selvstændig.”
Fagligheden stiger
Også når det handler om fagligheden oplever eleverne, at deres niveau hæves. Undersøgelsen af årgang 2013/14 viser således, at 80% af eleverne har hævet deres faglige niveau og dermed også muligheden for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Dermed slås det for alvor fast, at efterskolernes fokus på faglighed betyder, at eleverne ikke bare modnes, de flytter sig også rent fagligt. Samtidig svarer kun 3,3% at de var mere glade for at gå i folkeskole, end de var for at gå på Hørby Efterskole. Tendensen er dermed klar: betydningen af en efterskoleophold (på Hørby Efterskole) er overordentlig positiv.
Lærerne har stor betydning
Forholdet til lærerne på efterskolen og selve undervisningen nævnes også årsager til, at eleverne har været mere glade for at gå på Hørby end i folkeskolen. Hele 94,5% af eleverne på årgang 2013/14 angiver, at de har været glade for deres lærere på Hørby Efterskole, hvilket underbygges af følgende kommentarer:
“Fordi man er sammen hele tiden, og der er altid nogen at snakke med. Man har et helt andet forhold til lærerne, fordi det ikke kun er i skoletiden, man er sammen med dem, men også i valgfag og i ens fritid. Så man kan også snakke om personlige ting med dem.”
En anden anonym elev beskrev det således: “Lærerne på en efterskole har mere tid til at lære eleverne at kende og være sammen med eleverne end lærerne i folkeskolen har. Det giver ligesom en tryghed.”
På Hørby Efterskole arbejder man bevidst med at udvikle en særlig pædagogisk platform, der baserer sig bl.a. på Harvard-professoren Howard Gardners teorier om “de mange intelligenser”, og man anvender læringsstilsundervisning som et pædagogisk redskab, der anerkender den enkelte elevs individuelle måde at lære på. Denne undervisningsform er stadig ret unik i efterskoleregi, hvilket betyder, at man på Hørby Efterskole føler et endnu større behov for at dokumentere, hvordan det pædagogiske arbejde påvirker elevernes faglige niveau og udvikling. 98 elever deltog i undersøgelsen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bliv uddannelseparat med et efterskoleophold' til en bekendt