Ugens klumme:
Ansættelse hos SiD i Sæby

22. november 2014 - kl. 8:10 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Søren sidder ved sit skrivebord i sin lille lejlighed hos Robert Hansen i Algade 29. Han sætter et hvidt A4 ark i sin lille orangefarvede ”Brother” skrivemaskine – den han også bruger, når han skriver kronikker til de lokale aviser.

Skriveriet er blevet en hobby, han har fået sig ved siden af sit job på Sæby Fiskeindustri, hvorfra han netop er kommet hjem efter en 10 timers arbejdsdag.

De historier han skriver handler mest om samfundsforhold og hvad der ellers interesserer eller falder ham ind. Forurening, havmiljø, arbejdsløshed, kold krig og oprustning. Selv om man som 22-årig af gode grunde ikke kan have den store livserfaring at øse af, så bliver artiklerne alligevel trykt – i såvel Vendsyssel Tidende som Aalborg Stiftstidende og Frederikshavns Avis – selv om avisernes officielle meget borgerlige observans kun meget dårligt harmonerer med de synspunkter, den unge Visti sædvanligvis lægger for dagen. Men et par artikler om måneden bliver det til, og checkene på 250,- kroner pr. kronik, der dumper ind af brevsprækken for ulejligheden, skaber en vis stolthed og glæde hos en ung mand med skrivekløe.

Men tilbage til Sæby Fiskeindustri. Jobbet her er for så vidt et godt arbejde, hvor han står ved den nye elektroniske vægt og taster fiskepigernes kasser med fileterede kogte makrel ind, så de kan få den korrekte afregning, når akkorden skal gøres op. Samtidig skal han sørge for at båndet med tomme kasser også holdes kørende, så der er nok at tage af for de travle højtråbende kvinder, der udbener de kogte makrel. Fiskepigerne er ikke de forsagte typer, der lider i stilhed hvis der går kludder i systemet, så det gælder bare om at oppe sig.

Der står han så 7-8 timer dagligt, men bagefter – når pigerne er gået hjem – skal maskinerne gøres rene med kraftige vandslanger og damprensere. Fedt- og olierester fjernes med skoldhed kaustisk soda, der er blandet med vand og tappet fra det kar, hvor fisken kører igennem for at få fjernet skindet – og som også kan fjerne skindet fra fingrene, hvis man glemmer sine gummihandsker.

Der er der altid overarbejde på fabrikken, og det hænger ham lidt ud af halsen, for han vil også gerne læse nogle HF fag hos VUC i Frederikshavn. Han havde med store ambitioner valgt at tilmelde sig hele 4 fag: Dansk, Engelsk, Biologi og Samfundsfag – alle valgt ud fra det der nu engang havde den største interesse.

Men de lange arbejdsdage og en mødetid kl.6 om morgenen, dræner en hvilken som helst energisk ung mand for energi, så studierne ikke bliver til helt så meget, som Søren gerne havde set. Han havde derfor efter et par måneder været nødt til at framelde sig de tre af fagene, og holdt nu kun fast i samfundsfag, hvor han havde den engagerede VS´er, Hans Otto Madsen, som underviser.

Men på skrivebordet i lejligheden denne kolde januardag i 1980, ligger det nyeste eksemplar af Sæby Folkeblad, og Søren har sat en rød cirkel omkring en jobannonce: ”SiD Sæby søger Kasserer”. Han vender endnu engang tanken i sit hoved og kommer til konklusionen, at han vil søge stillingen, uden at han umiddelbart ved hvad den måtte indebære. Kasserer måtte vel være noget med regnskab og penge. Søren har handelseksamen og er udlært kommis i Henry Lassens Farvehandel i Grønnegade, så hvad det angår, burde kvalifikationerne være nogenlunde i orden. Ellers måtte man vel kunne lære sig selv det fornødne – eventuelt med kyndig vejledning af dem, der ellers måtte være ansat på stedet.

Imod projektet talte imidlertid Sørens alder: beskedne 22 år. Og selvfølgelig faglig erfaring, evt. som tillidsmand ville også være en fordel, som Søren ikke for nuværende kunne honorere, selv om han kom af en familie fyldt med tillidsfolk, socialdemokrater og fagforeningsfolk.

Ansøgningen bliver imidlertid færdigskrevet og afleveret i postkassen på Boechsvej 8, hvor SiD har sit afdelingskontor – og Søren gik hjem for at vente spændt.

En uges tid senere sidder Søren så på Boechsvej 8 i et lille ventelokale. Han tænker på den ansættelsessamtale han skal ind til om et øjeblik, når en af de andre ansøgere er færdige med at tale med fagforeningens 13 mand store bestyrelse, der alle udgør ansættelsesudvalget, når der skal ansættes kasserer. Kassererstillingen hos SiD Sæby er – i modsætning til hos mange andre fagforeninger, hvor kassereren er en valgt på generalforsamlingen – en fastansat stilling, og er derfor ret attraktiv. Der er derfor indkaldt 3 personer ud af ansøgerkredsen til en nærmere samtale, hvoraf Søren så åbenbart er den ene.

Nu går døren til bestyrelses lokalet op, og ud kommer en af de andre aspiranter til stillingen: en midaldrende tillidsmand fra en af Sæbys større virksomheder. Og SiD formanden, Aksel Sørensen vinker Søren ind i lokalet.

Søren kender lidt til Aksel, som i sin tid boede på Ulldahlsvej, hvor Søren havde sin gang som barn. Svend Sulbæk kender også udmærket Aksel, som har fået tilnavnet ”Røde Aksel” – sikkert givet halvt i respekt og halvt i foragt af den resterende socialdemokratisk styrede fagbevægelse. Aksel er medlem af DKP.

Søren kan med det samme godt lide Aksel. Han er jordnær og ligetil, går i træsko med uldne grå vikinge sokker, og de øverste knapper i den ternede skjorte står altid åbne og afslører en pjusket samling grå hår på brystet.

Aksel anlægger en afslappet stemning i bestyrelseslokalet, hvor der ud over formanden sidder yderligere – i Sørens øjne – 12 ældre mænd, hvor gennemsnitsalderen formentlig er omkring de 50. Det er garvede arbejdsfolk, nogle tillidsfolk og andre almindelige ansatte ved kommunens større arbejdspladser: Skiold, Atlas Copco, Sæby Fiskeindustri, et par entreprenørfirmaer og kommunen.

Aksel fortæller om afdelingen. Der er hovedkontoret på Boechsvej, og så er der de små udbetalingssteder i alle oplandsbyerne. Arbejdet som kassererbestår i at varetage afdelingens regnskab med opkrævning af kontingent og afregning af samme til hovedkontoret i København. Herudover skulle man bistå med forefaldende arbejde i A-kassen, hvor Johannes Ellemann Nielsen var leder – eller som betegnelsen var i SID: kontorbestyrer. Ellemann sidder ved siden af Aksel og kæderyger – som stort set alle andre, undtagen Aksel – på en cigaret i det tæt tilrøgede lokale. Ellemann er en lille velklædt – næsten lapset – mand, med et meget velplejet udseende, og han  adskiller sig en del fra den øvrige bestyrelses Kansas arbejdstøj, kedeldragter og termojakker.

Søren fortæller herefter lidt om sig selv – så meget som det nu kan blive til, når man kun er 22. Han var voldsomt nervøs før mødet, men som til alle de eksaminer han tidligere har været midtpunkt i, såvel i Realen som på Handelsskolen, så tøede han op og var ganske afslappet under selve seancen. Altid nervøs før man skal på scenen, men når man står der, og der ikke er nogen vej tilbage, kan man lige så godt give los og få det bedste ud af situationen!

Efter et par spørgsmål fra bestyrelsen – mest gående på Sørens erfaring, eller mangel på samme – siger Aksel pænt tak, og viser Søren ud med besked om at han vil få brev i løbet af et par dage.

Uden at have de store forventninger tager han så hjem i lejligheden i Algade, for at gå tidligt i seng, så han var klar til mødetid på Makrelfabrikken på Sæby Havn den følgende morgen kl. 6.

Et par dage efter kom så brevet: Du er ansat så snart du kan frigøre dig fra dit nuværende arbejde.

Søren blev ansat hos SiD Sæby den 15. februar 1980 – og har været ansat i organisationen lige siden og har deltaget i hele den fortløbende strøm af store forandringer, der er overgået fagbevægelsen i alle årene lige siden.

Det kan godt være at snart 35 år på den samme arbejdsplads i dag lyder utroligt kedeligt og fantasiforladt. Men selv om arbejdsgiveren ganske vist er den samme, så er jobbet ikke genkendeligt fra dengang. Mere om dette i de næste par historier.