Ugens klumme: Projekt ”Ung i arbejde”

15. november 2014 - kl. 0:07 - af

Soeren-Visti_600x250Somme tider er man ganske uforvarende kommet ind i en serie af begivenheder, der viser sig at få afgørende betydning for i hvilken retning ens liv efterfølgende vil forme sig. Valg og fravalg. Chancer man tager, eller muligheder man forpasser. Små ting får stor betydning.

Søren står i en mennesketom lagerhal på Sæby Kommunes Materielgård på Søndermarksvej. ”Ung i arbejde” er betegnelsen for projektet, der er en del af kommunens lokale tiltag for at nedbringe den skyhøje ungdomsarbejdsløshed. ”Dum i arbejde”, bliver ordningen sarkastisk kaldt ung og ung imellem, og dum er lige netop det, den 22-årige unge mand føler sig i slutningen af juli 1979.

Det var igen Albert Albertsen fra Arbejdsformidlingen, der havde anvist arbejde. ”Mød på Kommunens Materielgård mandag morgen kl. 7.00”, stod der på den gule anvisningsseddel. Søren var pligtskyldigt mødt op på det pålagte tidspunkt, og forventede med et naivt håb, at han nok skulle med ud at arbejde sammen med et hold af kommunens faste folk – måske et vejsjak eller nogen af dem, der passede de grønne områder.

Men da han mødte op, var der var ingen, der interesserede sig for den langhårede lidt splejsede fyr, der med sin butiksuddannelse helt klart ikke var forvænt med fysisk krævende arbejde. Da alle andre – der havde mødested på Materielgården – var kørt bort i deres respektive lastvogne og traktorer, stod Søren alene tilbage på pladsen og vidste egentlig ikke, hvor han skulle gøre af sig selv, indtil en tung barket næve bagfra pludselig lagde sig på hans ene skulder. ”Do ska vist mæ mig”, buldrede en kraftig stemme, der dog hurtigt knækkede over i et harkende hosteanfald.

Den stemme kendte Søren fra et eller andet sted i fortiden – og da han vendte sig om genkendte manden også ham. ”Jamen er det dig”? Spurgte ”Kilde Egon” og nikkede venligt. Han huskede åbenbart tydeligt den lille dreng, der 15 år tidligere havde været fast ølhenter, når det vejsjak som Egon på den tid var formand for, arbejdede i nærheden af Sørens bopæl på Aalborgvej. Drengen var blevet stor, men manden var blevet mindre – eller så i det mindste sådan ud. Et eller andet ved Egons forslidte udseende, rødmossede ansigt og øjne, der havde en tendens til at være blanke af vand, fik Søren til at mindes Jeppe Aakjærs sang om ”Jens Vejmand”. Han så gammel ud, selv om vel næppe endnu havde rundet de 60.

Årene var ikke gået sporløst hen over Egon Jensen. Måske var han ikke helt rask efter mange års hårdt udendørs arbejde i al slags vejr, og måske havde han heller ikke altid været lige god til at passe på sig selv. Men han var lige så reel og rar som Søren altid havde husket ham. Egon fortalte, at han af kommunen var blevet sat til at være ”Projektleder” – han var ved at brække tungen ved udtalelsen af ordet – for den del af ”Projekt Ung i Arbejde”, der havde udgangspunkt fra Materielgården. Egentlig skulle der være mødt fem unge mænd op den pågældende mandag morgen, men Egon mente, at de nok havde fået andet arbejde, siden de ikke var at finde på pladsen. ”Eller måske er de mere snu eller frække end mig” tænkte Søren for sig selv.

Det var egentlig også spild af tid, at han var blevet anvist dette arbejde ved kommunen, for i midten af næste uge skulle han starte på HF i Frederikshavn. Fuldtidsstudium på SU og det vidste Albert Albertsen ganske udmærket. Men af en eller anden grund havde den gamle fisker set sig gal på Visti, og da Søren ikke ville risikere at miste sine dagpenge på grund af udeblivelse, var han selvfølgelig som forventet mødt op.

Det viste sig at Søren skulle lære at binde jern og støbe hegnspæle under kyndig vejledning af ”Kilde Egon”. Pælene skulle så bruges til at lave indhegning omkring kommunens sportspladser, så der var jo på den måde en vis fornuft i projektet. Men det det lagde alligevel en dæmper på Sørens arbejdsglæde, at kunne konstatere, at han med håndkraft skulle stå og lave de samme hegnspæle, som Ango Thomsen på betonstøberiet på nabogrunden lidt længere henne ad Søndermarksvej serieproducerede maskinelt. Så jo – lidt dum kunne man ikke lade være med at føle sig i kommunens beskæftigelsesprojekt.

Men Egon var heldigvis mere optaget af at snakke om gamle dage og hygge end at overholde en kvote for håndproducerede hegnspæle, så de otte arbejdsdage – hvor der i øvrigt kun mødte en enkelt anden ung mand op udover Søren – gik forbavsende hurtigt. Ind imellem støberiet blev han også sat til at rydde op på pladsen og i maskinhallerne, og han stoppede som planlagt i midten af den efterfølgende uge, og tog afsked med Egon – der i øvrigt selv stoppede kort tid efter for at gå på en velfortjent pension.

Sommeren 1979 havde i det hele taget været forandringernes tid for den unge Søren. Sidste efterår var han blevet fyret i sit job som farvehandler hos Henry Lassen i Grønnegade. Der var ikke arbejde nok til indehaveren selv og to udlærte butiksmedhjælpere – hvilket var fair nok – og det gav også den unge mand mulighed for at tænke over, om det var i butiks faget hans fremtid lå. Eller om der var andet, der var mere interessant end lange og skæve arbejdstider til en ikke særlig prangende løn. Nu fik han så foræret en tænkepause, og den skulle bruges til at gøre status.

I januar 1979 – efter et par måneders ledighed – fik han så et praj om, at Sæby Fiskeindustri søgte medarbejdere på rejefabrikken, og han var heldig at få arbejde her. Jobbet var vellønnet, og arbejdspladsen reel – selv om de skrappe og rapkæftede fiskepiger krævede en vis tilvænning for en genert ung mand. Mændene på virksomheden var ikke omfattet af pigernes benhårde akkord, men fungerede i stedet som ”oppassere” for at holde gang i såvel de store rejekogemaskiner som de bånd, hvor pigerne pillede de maskinkogte rejer før indfrysning og nedpakning.

For de ansatte mænd var det en god og fri arbejdsplads, hvis bare man var parat til at påtage sig de mange overarbejdstimer med rengøring af maskinerne, efter pigerne var gået hjem. Søren havde aldrig tjent så mange penge eller arbejdet så mange timer, som de fire måneder ansættelsen varede. Men omkring 1. maj blev han hjemsendt på grund af sæsonens afslutning – dog med formodning om ansættelse igen senere på sommeren.

For Sørens vedkommende havde han dog kun været ledig i få dage – selv arbejdsløsheden på daværende tidspunkt vel var væsentlig højere end i vore dage – før han fik en særdeles kortvarig ansættelse som løsarbejder i Skiolds Støberi. Herefter gik der kun yderligere få dage, hvorefter han fik anvist arbejde på Sæby Trælast, der havde adresse på Chr. Pedersensvej.

Her dannede han makkerskab med en ældre mand, Møller Jacobsen fra Sæby og den midaldrende chauffør, Elvi Jacobsen, fra Dybvad. Som yngste mand fik Søren dog mest lov til at stable brædder og finde ting frem på lageret efter de rekvisitioner, der blev udleveret fra kontoret. Der blev dog også mulighed for at køre en del med truck, selv om han aldrig – hverken dengang eller nu – har været i besiddelse af et truckcertifikat.

Søren havde altid haft lyst til at læse noget mere, og i stedet for at imødese en fremtid med skiftende ufaglærte job eller et nyt butiksjob, så besluttede han sig for, at skulle det være, så burde det være nu – og han tilmeldte sig derfor et to-årigt HF forløb hos VUC i Frederikshavn med opstart først i august. Han havde i en del år haft en drøm om at uddanne sig til journalist, så en HF eksamen måtte være et passende sted at starte.

Omkring første juli stoppede han på Sæby Trælast for at gå på ferie indtil studiestart, men da hans feriepenge ikke helt rakte så langt, meldte han sig derfor atter ledig for en kort stund – og her var det så ”Projekt Ung i Arbejde” kom ind i billedet.

Søren startede imidlertid på sit HF studium som planlagt – men opdagede så til sin rædsel, hvor stor forskel der var på SU og en normal arbejdsløn. Og han havde jo både bil og lejlighed at betale til – samt en nyfunden kæreste der heller ikke rigtig tjente penge. Det ville være svært eller næsten umuligt at opretholde den levestandard han havde vænnet sig til i de 5 år, han allerede havde været på arbejdsmarkedet.

Så da Sæby Fiskeindustri i slutningen af august så – ganske som de havde lovet – ringede og tilbød en mere fast stilling, var han i syv sind. Efter en hurtig vurdering valgte han – og her kommer så det evige tvivlsspørgsmål, der har naget lige siden: om det nu også var klogt – at stoppe i sin uddannelse før den rigtigt var kommet i gang. Dog helgarderede han sig ved at tilmelde sig hele fire HF fag – dansk, engelsk, biologi og samfundsfag – som aftenstudium. Han var stadig opsat på at få en uddannelse, selv om det måtte komme til at tage noget længere tid.

Som så mange både før og efter fravalgte jeg således studierne af økonomiske årsager – noget jeg ikke vil anbefale andre at gøre, selv om det alt andet lige er betydeligt lettere at tage en uddannelse på SU mens man er ung og uforpligtiget.

Men jeg havde foretaget et fravalg og var tilbage som ufaglært fabriksarbejder. Men der skulle vise sig andre og ganske uventede muligheder, som jeg i de næste par historier vil komme nærmere ind på!

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: Projekt ”Ung i arbejde”' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER