
Sundhedshus Sæby bliver officielt indviet
12. november 2014 - kl. 10:37 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Bestyrelsen for Sundhedshus Sæby I/S inviterer alle interesserede til indvielse mandag 24. november kl. 9.
Det er ved at være flere måneder siden, at den sidste gravko og de sidste håndværkere forlod byggepladsen og overleverede det nye sundhedshus til Sundhedshus Sæby I/S.
De første lejere i huset har haft lejlighed til at få sig indrettet, og derfor er tiden nu kommet til en officiel indvielse af Sundhedshus Sæby.
Huset har blandt andet til formål at sikre, at det bliver mere attraktivt for læger at slå sig ned i Nordjylland. Der er et behov for at tiltrække etablerede eller nyuddannede læger til området, for derigennem at sikre den fremtidige lægedækning.
Det er bestyrelsen for Sundhedshus Sæby I/S med formand og regionsrådsmedlem Jørgen Rørbæk Henriksen (S) i spidsen, der inviterer alle interesserede til at komme til indvielsen mandag 24. november kl. 9 på Sæbygårdsvej 31, 9300 Sæby. Sundhedshus Sæby I/S er et fælles selskab som Region Nordjylland og Frederikshavn Kommune har dannet til at varetage opgaven med at sikre den fremadrettede drift af det knap 2.800 kvm store sundhedshus.
– Sundhedshus Sæby kommer til at understøtte mulighederne for at etablere et unikt fagligt fællesskab, med udgangspunkt i et lokalefællesskab. Et af formålene ved et sådant fællesskab er, at det kan medvirke til at skabe et bedre samspil mellem de forskellige aktører på sundhedsområdet. Jeg er glad for, at se, at der er en interesse for at blive en del af huset og byder både kommune og praktiserede læge Tage Thusgaard Kristiansen fra Sæby velkommen i huset, siger Jørgen Rørbæk Henriksen.
Mød husets beboere
Ved arrangementet vil der være taler ved blandt andre regionsrådsformand Ulla Astman og Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit Hansen. Det vil også være muligt at møde lejerne i huset, herunder medarbejdere fra Frederikshavn Kommunes træningsafdeling, som står for genoptræning og vedligeholdelsestræning, samt medarbejdere fra Sundhedscenter Sæby.
– Det er glædeligt, at vi har kunnet få kommunens sundhedscenter og træningsafdelingen ind i sundhedshuset, hvor der er skabt nye rammer for vores vigtige arbejde med sundhedsfremme, forebyggelse og genoptræning, siger Irene Hjortshøj (S), næstformand for bestyrelsen for Sundhedshus Sæby I/S og medlem af byrådet i Frederikshavn Kommune.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sundhedshus Sæby bliver officielt indviet' til en bekendt