
Shane Brox workshop i Manegen – Sæby Kulturhus
12. november 2014 - kl. 10:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lørdag den 29. november kl. 11.00 – ca. 13.00 inviterer Sæby Bibliotek børn fra 4 – ca. 10 år til workshop med Shane Brox i Manegen – Sæby Kulturhus.
Alle kan udfordre deres kreative evner og opnå overraskende og fantastiske resultater.
Shane Brox bliver omtalt som nutidens Jørgen Clevin, og de fleste børn og deres forældre kender ham som den kreative eventyrfortæller, der klipper og klistrer i DR´s finurlige børneprogram ”Shanes Verden”. Børn elsker at se, når Shane klippe-klistrer på skærmen og skaber udtryksfulde dyr og væsner ud af ting, som vi andre smider ud.
Tag dit barn i hånden og deltag i en workshop, hvor I får muligheden for at klippeklistre sammen med Shane, og da julen står for døren, kan I måske lave jeres egne julegaver?
Du kan låne værktøj og limpistoler til workshoppen, men du skal selv medbringe materialer. Saml en pose genbrug hjemmefra og medbring den til workshoppen. Det kan f.eks. være køkkenruller, vinpropper, skruelåg, lækre æsker (skotøjsæsker), ødelagt legetøj, gamle tandbørster og alt mulig andet, der kunne blive til fin julepynt! Kun fantasien sætter grænser.
Selvom vi har limpistoler og værktøj til rådighed på stedet, må du meget gerne medbringe din egen limpistol, hvis du har en. Vi bliver mange om at dele.
Du kan købe eller bestille billetter til workshoppen på Sæby Bibliotek, telefon 98 45 93 00. Pris: kr. 75,- pr. person. Maksimum 1 voksen ledsager pr. barn.
Hvis du har lyst til at høre mere om workshoppen, er du meget velkommen til at kontakte Merete Trap på telefon 98 45 91 56 eller e-mail: metr@frederikshavn.dk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Shane Brox workshop i Manegen - Sæby Kulturhus' til en bekendt