
Ytringsfrihed/tavshedspligt og hemmelighedskræmmeri
10. november 2014 - kl. 0:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Enhedslistens kommunalpolitiske Udvalg har gennem et stykke tid hørt fra borgere, som har været visiteret til hjælp af praktisk art, fordi de ikke kan klare hverdagen selv typisk på grund af sygdom eller alderdom.
Byrådet har i år vedtaget store besparelser på området, det har ført til en omvisitering af borgere, som får den slags hjælp. I de tilfælde vi har hørt om, må der nu kun bruges halvt så megen tid på hjælpen som tidligere.
Det sætter både borgere, som har hjælp behov for at klare livet i en uoverskuelig situation, og det presser hjemmehjælpernes arbejdsmiljø.
En hjemmehjælper siger, at der er mennesker, som hun nu er nødt til at give ble på. Inden omvisiteringen kunne de klare sig uden, fordi hun oftere kunne komme og hjælpe med toiletbesøg. Hjemmehjælperne fortæller også, at det nu er umuligt for dem at nå at gøre rent, så bare det nødvendige er gjort ordentligt.
Da vi ville se, hvordan borgerne var blevet informeret om ændringerne af den hjælp, de kan få, viste det sig til vores store overraskelse, at de slet ikke er blevet informeret. Nogle har fået en slags svar, når de har spurgt hjemmehjælperne, andre har familie, som har ringet til social-og sundhedscenteret, men resten, som ikke har overskud eller en energisk familie er usikre og bange for, hvad der sker.
Vi troede simpelthen det var en fejl, at borgerne ikke blev informeret, når den tid, de f. eks fik til hjemmehjælp blev halveret.
Derfor skrev Ida (som byrådsmedlem) til centerchef Ole Steffensen og spurgte om, hvornår og hvordan borgerne var blevet informeret, og om de var informeret om evt. klagemulighed.
Centerchefens svar er, at borgerne ikke er informeret, at de ikke har ret til information, fordi serviceniveauet på deres hjælp ikke er ændret, der er bare effektiviseret, og derfor har de heller ikke mulighed for at klage.
Det er oprørende. I sig selv sætter nedskæringerne borgerne i en svær situation, men det er uværdigt og respektløst, at de ikke bliver informeret officielt om deres ændrede situation. Desuden sætter det de ansatte i en urimelig og stressende situation, at de kommer ud til borgere, som ikke ved, hvorfor deres hjælpere yder mindre hjælp end de er vant til. Det oven i, at de ansatte synes, de ikke længere kan udføre deres arbejde ordentligt lige meget, hvor meget de skynder sig.
Det er også urimeligt, at det på en måde bliver de ansatte, der får skylden for nedskæringerne i stedet for de politikere, som har besluttet dem.
Nogle af de ansatte har den opfattelse, at de ikke må tale med borgerne om, at de skal give hjælpen på den halve tid, andre er usikre på, hvad de skal sige, men fælles for dem, jeg har talt med er, at de ikke tør stå frem og kritisere forholdene.
Det er også forståeligt i en situation, hvor der skal fyres flere hjemmehjælpere ol, men det er meget uheldigt, så opstår der let misforståelser og dårligt arbejdsmiljø til skade for alle, og hvis de sparsomme ressourcer skal udnyttes bedst muligt, er det vigtigt, at bruge ekspertisen fra de, der er tættest på borgerne.
Foranlediget af denne sag har Enhedslisten stillet et dagsordensforslag til næste byrådsmøde. Her håber jeg, byrådet vil beslutte, at borgerne skal informeres, inden der ændres i den tid, deres hjælp må tage. Andet er uværdigt og ydmygende for borgere, som har brug for hjælp og ødelæggende for de ansattes arbejdsbetingelser.
Enhedslisten har også besluttet at arbejde videre med spørgsmålet om begrænsning i kommunalt ansattes ret til at ytre sig, baggrunden er:
– ovennævnte hjemmehjælperes fortælling.
-lærernes opfattelse af at de ”har fået mundkurv på” i alt, der vedrører skolestruktur og skolereform.
-pædagogernes frygt for at kritisere de mange lukninger af børneinstitutioner.
I den anledning holder Enhedslisten offentligt møde i dag d. 10/11 i Maskinhallen kl. 19:30.
Venlig hilsen.
Kommunalpolitiske Udvalg/ Ida Skov
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ytringsfrihed/tavshedspligt og hemmelighedskræmmeri' til en bekendt