Ugens klumme: <br>Den sidste støbning

Ugens klumme:
Den sidste støbning

8. november 2014 - kl. 0:02 - af

Soeren-Visti_600x250Sjældent har solen og den friske forårsluft været så velgørende som denne eftermiddag i slutningen af maj i 1979. Søren trækker luften så kraftigt ind, at han kommer til at hoste, og det slimede spyt han hoster op i sin beskidte hånd er gråsort. Hans nye cowboybukser har fået huller, og hans træskos hæl lugter mistænkeligt af brændt gummi. Så fik Albert alligevel ram på ham. Man skal ikke være for kæk, når man stempler ind på Arbejdsformidlingen!

Det var nu ikke fordi Søren havde været arbejdsløs ret længe. For 14 dage siden var han blevet sendt hjem fra Sæby Fiskeindustri, hvor han havde arbejdet vinteren over. Selv om fyringen var midlertidig på grund af råvaremangel, havde han alligevel været nødt til at stemple ind på Arbejdsformidlingen, der havde til huse ovenpå Tage Rasmussens tøjbutik i Vestergade.

Det var Albert Albertsen, der var Arbejdsformidler på dette tidspunkt, sammen med den lille vævre Henry fra Dybvad. Og det var Albert, der skulle registrere den unge Visti som ledigt medlem af SiD.

Albert, der med sit rynkede og vejrbidte ansigt – han var i øvrigt gammel fisker – kunne på enhver måde kunne virke gammel og langsom, og han gav sig ekstra god tid med kartotek, dagpengekort og stempel. Cigaren – der så ud til at leve sit eget liv i Alberts mundvig – var for længst gået ud, og da der heller ikke var for meget fut i den statsansatte arbejdsformidler, kunne Søren ikke dy sig for at affyre en kvik bemærkning om, at han ikke ville håbe at det tog lige så lang tid at få sig et job, som det tog at blive registreret som ledig.

Albert havde bare kigget på den kvikke unge mand gennem sine smalle sprækker til øjne og smilet på en uudgrundelig måde. Hvis Søren troede, at den gamle fisker intet kunne huske eller forstå, så tog han grundigt fejl. Men den der ler sidst, ler bedst!

Nogle dage senere lå der en gul seddel i Sørens postkasse i lejligheden i Algade 29. Det var en anvisningsseddel fra Arbejdsformidlingen: Mød hos Sæby Jernstøberi på tirsdag kl. 12.30 – i støberiet!

Umiddelbart var Søren glad for at blive anvist arbejde så hurtigt. Han kendte ikke meget til Skiold – som var det mere moderne navn for virksomheden – udover at hans onkel Børge havde arbejdet der i en menneskealder, og aldrig havde givet udtryk for at være træt af at være på fabrikken.

Søren gik – uden at vide bedre – ud fra, at han på det nævnte klokkeslæt nok skulle til en jobsamtale med henblik på en efterfølgende ansættelse, så for at gøre et så godt indtryk som muligt, han tog en ny ternet skjorte og sine nyeste cowboybukser og sortpudsede træsko på. Til tiden er 10 minutter før, siger et godt Vendsysselsk mundheld, så han mødte derfor op i god tid før det aftalte tidspunkt. Når man ikke lige kom med spydige bemærkninger, var man vel en velopdragen ung mand!

Men fabrikkens kontor ville slet ikke snakke med ham. I stedet blev han vist ud til en kraftig, skaldet mand i snavset kedeldragt, forklæde og sorte sikkerhedssko. Det var støbemesteren, der hurtigt forklarede, at man startede støbningen om 10 minutter – og viste Søren hen til en mere erfaren støberiarbejder, der skulle være hans makker.

Den unge Visti tilbringer så ventetiden med at kigge sig omkring. Han kunne se, at der også var andre fra Sæbys bybillede, der var blevet indkaldt til arbejde på Skiold denne dag. Der var ham den kraftige Marius, der havde været hotelkarl på Harmonien, og som nu gik til hånde på byens værtshuse, samt et par stykker mere fra samme miljø, som Søren også kendte fra gadebilledet. Alle var de blevet parret sammen med erfarne støberifolk, og fik nu forklaret dagens arbejdsplan – der i øvrigt var den samme hver af de to gange om ugen, der blev støbt.

Ovnen havde været startet op fra morgenstunden samme dag, med opfyring med træ og cinders, og var nu blevet påfyldt jern af forskellig beskaffenhed, der i 13-1400 graders varme var blevet flydende som lava fra en vulkan. Der var omkring 6 tons i ovnen – blev der forklaret – og denne hvidglødende jernmasse skulle nu i støberiets hal fyldes på de forme, der efter et sindrigt system var stablet ovenpå hinanden i rækker – kun adskilt af smalle stier, hvor der lige netop var plads til at støberiarbejderne kunne færdes.

Det var nu meningen, at den flydende jernmasse skulle flyttes fra ovnen og over i de ventende forme, og det var her at Søren og de øvrige støberiarbejdere kom ind i billedet.

Denne transport foregik nemlig i gryder, der hver især indeholdt 80 kilo flydende jern. Disse jerngryder var forsynet med håndtag i hver side – i den ene side formet som en gaffel med to arme, så gryden kunne tippes, når indholdet skulle hældes på formene.

Søren blev – som uerfaren – placeret i enden uden gaffel, mens hans erfarne makker fik den modsatte ende, samt ansvaret for at styre den gloende jernmasse ned i den form, hvor den skulle hærde til den færdige støbejernsartikel.

Søren – der jo var vant til at stå i butik, bortset fra en kortere periode på Fiskeindustrien – var ikke vant til hårdt fysisk arbejde i tæt røg og 40 graders varme. Bedre blev det ikke af, at der skulle gåes mange gange med de tunge forme ad smalle stier mellem glohede støbeforme. En skødesløs snublen eller et lille skridt i den forkerte retning, og man kunne roligt sige farvel til en arm eller et ben. Heller ikke dengang manglede den unge mand fantasi med hensyn til hvad der i værste fald kunne ske, og han balancerede derfor i de to timer støbningen varede et ubehageligt sted mellem rædsel og panik.

På et tidspunkt var der pause, hvor der lige kunne trækkes lidt luft i den varme forsommersol, der var rystende kølig i forhold til den forsmag på helvedes forgård, der udspillede sig i den kvælende varme og røgfyldte støbehal, der var beliggende omtrent der, hvor Brugsen i fremtidens Sæby fik til huse.

Men det lykkedes Søren at gennemføre jobbet – med alle lemmer i behold, bortset fra ødelagte bukser og træsko. Ansættelsen varede kun i to timer, men den generøse virksomhed havde indgået aftale med fagforeningen om at udbetale løn for fire – som kompensation for det ubehagelige arbejde. Og aldrig havde han følt, at en løn var så surt tjent.

Samtidig med at Søren hostende forlod arbejdspladsen, var også et kamerahold ved at pakke sammen. Hele processen var blevet filmet med henblik på eftertiden. Den omtalte støbning blev virksomhedens sidste, og Søren Visti kom aldrig mere til at arbejde på Skiold, der i øvrigt kort tid efter flyttede udenfor byen til virksomhedens nuværende placering.

Men 2 timer rakte dog til en plads som ufrivillig aktør i en lokalhistorisk dokumentarfilm. Filmen genså jeg i øvrigt en regnvejrsdag i den forgangne sommer, hvor jeg lånte et eksemplar på Sæby Museum, hvor alt fremstod som jeg husker det – inklusive en meget nervøs ung mand med svedperler under pandens tætte mørke hår.

Udover at øge min respekt for støberiarbejderne fra stor til det næsten grænseløse, så drog jeg også en anden lære af den historie: Dril aldrig en arbejdsformidler!

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
Den sidste støbning'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER