Foredragsholderen følte sig hjemme…

Foredragsholderen følte sig hjemme…

2. november 2014 - kl. 1:01 - af

IMG_7221 - Kopi– Når jeg drejer fra motorvejen og ind mod Præstbro og når til broen over Voer å, så er den ved at være der. Jeg føler mig hjemme – især når jeg kan se Voerså fra vest.

Disse ord er Peter Laubeks, da han torsdag 30. oktober var i Lyngså kirkehus for at holde foredraget ”Causeri om Voerså”, for omkring 40 fremmødte.

Peter Laubek er født i Dronninglund, og var her indtil han skulle i skole, som foregik i Aalborg. Efter endt læreruddannelse kom han i 1965 til Stensnæsskolen i Voerså, og han var ansat her i omkring 40 år, hvoraf de sidste mange år var som skoleleder.  Peter Laubek boede i Voerså ved åen og med rigtig god havudsigt. For ganske få år siden flyttede han tilbage til Aalborg, og hans søn bor nu med familie på adressen.

Inden foredraget havde Laubek gået en tur på kirkegården, og tænkte lidt over de mange, som han kendte, og som nu var døde og begravet – heriblandt flere skoleelever som han selv havde undervist på skolen. Mens han gik og kiggede på gravene, fandt han også ud af, at de fleste, af de mange elever, som han engang havde undervist, nu efterhånden var pensioneret.

Fortidsminder og fremtidsvisioner
I selve foredraget, som var understøttet af fotos på stort lærred, kom Laubek ind på både købmand, kro, overbygningen på skolen, børnene der hellere end gerne ville bo eller vende tilbage til byen, og om hvordan han nær var endt i Skagen i stedet for i Voerså.

En kamp var det at kæmpe mod atomkraftværket, som skulle have været placeret i Sørå, og den store skolestruktur i 1972.

Peter Laubek fortalte også om sit frivillige arbejde i både Fiskeri- og Borgerforeningen, om den store havnestrid som endte i Landsretten, jollehavnen, Sverigesvejen, oversvømmelsen i 1981, Voersåhallen, pælerækken fra 1920 og udsejlingen i åudløbet, som sandede til år efter år. Hvordan Voerså Museum blev til. Søren Ryges besøg i byen, tv-udsendelsen Hestebrødrene og om forfatterskabet til bogen ”Den jyske hest”.

Mange billeder og små sjove historier af ældre fiskere og borgere fra Voerså og omegn blev det også til. Blandt tilhørerne skabte det en hel del glæde, at se billeder af de ældre, som var engang og høre om deres historie.

Svanen
Med en særlig stolthed fortalte Peter Laubek også om skoleskibet Svanen. Stensnæsskolen var den eneste folkeskole i hele landet, der havde et skoleskib. I Svanens levetid, var der rigtig mange elever, som havde mindeværdige oplevelser på blandt andet Limfjorden med ture til Gøl og Livø, men også ture ud på Kattegat. Den 74 årige foredragsholder ærgrede sig både gul og grøn over, at denne æra nu var slut.

Osteturen
En kendt sag er, at Peter Laubek har hang til rigtig gammel ost, der helst skal være af den slags, som kommer af sig selv, når man fløjter.

På en tur med Svanen til Gøl havde foredragsholderen og en kollega, Vagn Thidemann, været i land og købe en gammel ost. Midt ude på fjorden fik Laubek lyst til en mellemmad, med den gamle ost og gik ned i Svanens lugar for at smøre maden. Osten var der ingen spor af, den var simpelthen forsvundet. Peter Laubek og Vagn Thidemann har kendt hinanden lige fra barnsben, og Laubek kendte godt til Vagns spisevaner. Vagn spiste godt og kunne spise meget, så han måtte have spist alt osten. Laubek syntes godt nok, det var meget ost, men han tænkte ikke mere over det, end så var det det.

Nogle år efter mødte Laubek nogle elever i Voerså, som havde været med på ”osteturen”, og mens de stod og udvekslede gamle minder, spurgte den ene elev ham, om han aldrig savnede sin ost på Gølturen. Det gjorde Laubek da godt nok, men den havde Vagn jo spist. – Nej det havde han ikke, sagde eleven og fortsatte. – Vi kunne simpelthen ikke holde stanken ud, når vi kom ned i lugaret, så vi fandt en plasticpose og en stor sten, som vi kom i posen sammen med osten, så vi kan godt fortælle dig, at den ligger på Limfjordens bund ud for Gøl.

Isfuglen
Peter Laubek havde bestemt ikke placeret sig på bopælen i Voerså ved åen, og med udsigt til både Stensnæs og Kattegat, for tilfældighedernes skyld. Han er både sejler og roer samt meget naturinteresseret. Sønnen Bjarke og barnebarnet Tobias har arvet naturgenerne, ved at de ringmærker fugle. Peter Laubek kunne da også fremvise et flot foto af en isfugl, som Bjarke og søn havde ringmærket for ganske kort tid siden.

Isfuglen er spredt vidt ud over Europa – også til Danmark, men der er langt mellem parrene. I Voerså har denne flotte farvestrålende fugl haft levested og reder i skrænterne langs åen i mange år. Naturelskere og Voerså-boere er stolte, når de endelig har fået øje på denne flotte fugl, der sjældent lader sig vise.

Et godt råd
Peter Laubek sluttede sit foredrag med en opfordring!

Voerså er en lilleby. Brug fantasien til at snakke med de store, hvor man kan opnå noget. Vær oppe på tæerne. Det hele kommer ikke af at se tv hver aften.

IMG_7222 P1050862 IMG_0825

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Foredragsholderen følte sig hjemme...' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger