Ugens klumme: Knold og Tot og hestehandleren

1. november 2014 - kl. 1:06 - af

Soeren-Visti_600x250Svend Sulbæk har aldrig haft så mange penge i sin bukselomme før – faktisk har han aldrig set så mange kontanter før i hele sit 19-årige liv. Desværre er pengene ikke hans egne, og han har en fornemmelse af, at alle kigger efter ham, mens han hurtigt cykler ud af Sæby ad Frederikshavnsvej mod nord. Kan det mon ses på ham, at han har lommen fuld af pengesedler? Og hvis det virkelig kan ses, er der så nogen, der kunne finde på at stoppe ham? Det er jo trods alt midt i en krigstid, og folk mangler både det ene og andet her i efteråret 1944.

Der var nu nok ikke nogen, der ud fra udseendet ville mistænke den lille unge mand – der med sine sorte træsko trampede hurtigt og hårdt i cyklens pedaler på Frederikshavnsvejens brosten – for i bogstaveligste forstand at have ”røven fuld af penge”.

Han er iklædt en bondekarls simple sorte bukser med seler, der løber via et kryds over ryggen op over skuldrene på den slidte skjorte. På hovedet har han en slidt kasket og hagen prydes af de første spæde dun af en kommende skægvækst. Han er således prototypen på datidens landarbejdere, og selv om Svend havde taget sit pæneste tøj på til byturen, er det ikke et outfit, der på nogen måde vidner om nogen form for velstand – nærmest tvært imod. Men 3.300 kroner er det nøjagtige beløb Svend har i bukselommen, og de skulle helst bringes velbeholdne hjem til hans arbejdsgiver, Holger Overbye, Sønder Knuden ved Understed.

Men selv om der er penge på lommen, og den lange cykeltur hjem mod Understed forløber planmæssigt uden nogen form for ophold eller dramatik, så er Svends humør ikke på toppen. Faktisk er han så ked af det, at han indimellem får en klump i halsen, når han tænker på de gode venner, han har solgt, for de penge han nu har i sin lomme. Gode trofaste arbejdskammerater var efterladt i Sæby – solgt for hans arbejdsgiver, og han ville aldrig se dem mere.

Svend var ankommet betydeligt mere standsmæssigt til Sæby nogle timer i forvejen. Dengang havde han cyklen i sin venstre hånd, med hånden om styret, mens han i sin højre hånd havde holdt tømmerne til Sønder Knudens to fineste heste, vallakkerne Knold og Tot. Det var ikke fuldblodede heste, men heste af blandet blod – men der formentlig en del jysk hest i deres ophav, hvis man skulle dømme ud fra deres størrelse og behåringen omkring hovene. Men på trods af deres størrelse og Svends tilsvarende lidenhed, havde dyrene – uden at kny eller lave krumspring – troligt fulgt deres unge herre på hele den 6 kilometer lange travetur fra deres hidtidige hjem og til den fremtid, de ikke kunne have nogen forudanelse om.

Gårdejer Overbye havde et løbende opdræt af solide arbejdsheste, der som 3-4-årige blev videresolgt for at give plads til yngre heste i hans stald. Svend havde knyttet sig tæt til Knold på 3 år og Tot på 4. De var nogle af de første heste, han i sin efterhånden 5-årige karriere som bondekarl for alvor havde arbejdet med – både i marken og foran gårdmandens hestevogn.

Hestene var lige så blide som de var store, og de var knusende stærke og gjorde en hård dags arbejde i marken til en fornøjelse for deres herre. Han havde personligt selv vænnet Knold til tøjret, da hesten kun var 2 år, og det havde været hårdt at få tæmmet den vilde krabat, der dengang kun var et stort føl. Men da det omsider efter store strabadser var lykkedes, var det en stolt ung bondekarl, der fik velfortjent ros fra sin arbejdsgiver for indsatsen. Tot, der var et år ældre, var allerede en arbejdsvant markhest, men også den var på sin helt egen måde en sjov personlighed. Svend havde aldrig – hverken før eller siden – oplevet en hest der spiste æg. Men det gjorde Tot, selv om den pudsige vane var opstået ved en tilfældighed.

En dag da Tot kom hjem fra arbejde i marken, var den som vanlig af egen drift gået ind i sin bås i stalden. Pludselig hører Svend så hesten pruste, stampe og lave larm, og han må derfor hen for at se, hvad der er i vejen. I ædetruget har en vildfaren høne lagt et æg, og det er den uvante genstand, der får hesten til at reagere. Ved et uheld midt i ophidselsen kommer Tot imidlertid med sin mule til at knække ægget, hvis indhold blander sig med høet. Hesten begynder at nippe til sit vanlige foder, der nu er overhældt med rå æg, og dyret kan åbenbart lide hvad det får i munden, for blandingen af hø og æg ædes med velbehag.

Den kommende tid fortsætter hønen med at lægge sine æg i Tots trug, og hesten æder med glæde æggene hver gang. Den bliver næsten mærkbart skuffet, den dag Overbyes kone – der aldrig bliver kaldt andet end ”Søster” – finder ud af, at der forsvinder æg fra husholdningen. Den skyldige høne bliver derfor flyttet til de rette omgivelser, og Tot må herefter spise sit hø uden æg.

Flere rørende historier om to heste, bliver ved med at vælde frem fra hukommelsen, og giver næsten drengen tårer i øjnene på denne sidste dag, han skal tilbringe sammen med dem.

For deres tid på Sønder Knuden var ved at være forbi – og Overbye betroede yngstekarlen Svend at forestå leveringen, og afslutte den aftalte handel i Sæby.

Det var således Svends sidste tur med Knold og Tot denne efterårsdag, og efter turen op gennem Vestergade, var han drejet omkring Torvet og havde nu direkte kurs mod turens bestemmelsessted: Slagter Bertelsen i Krystalgade.

Slagteren selv står i døren af sin butik iført sit hvide blodplettede forklæde, og er ved at skrive på et skilt udenfor på fortovet. Dagens priser på svinelever, blodpølse, stribet flæsk, oksefars og – hestekød!

Svend nikker til Slagter Bertelsen og drejer hestene rundt om den bygning, der huser butikken og kommer ind i baggården, hvor han gør holdt.

Her bliver han mødt af Bertelsen – ikke slagtermesteren men dennes bror – Jens Bertelsen, der er hestehandler, og som driver sin forretning fra et staldanlæg bag broderens butik, hvor Overbye havde aftalt at levere sine heste.

Hestehandleren hilser på den unge hestetrækker, og snakker lidt om vejr og vind – om tyskerne og krigens gang – og andre dagligdags ting.

Da disse emner alle grundigt er blevet vendt, går han i gang med at undersøge Knold og Tot. Hove, tænder, ryg og bentøj, og Svend kan ikke undgå at se den slet skjulte anerkendelse i hestehandlerens øjne og ansigt. Helt sikkert fine heste.

”Hvordan ska do ha pengen”? Spørger hestehandler Bertelsen, men da Svend ikke har nogen ide om hvad der er aftalt, så hiver handelsmanden den største ”Prångerpång” frem af sin lomme, som drengen nogensinde har set.

Uden at fortrække en mine, fisker han det aftalte beløb ud af et rum i tegnebogen, der ikke aftager nævneværdigt i tykkelse ved tabet af 3.300 kroner i store sedler. Svend tæller pengene efter inden Bertelsen lægger dem sammen i et bundt, som Svend herefter kan stoppe ned i sin bagerste bukselomme – efter at han naturligvis med stor grundighed har tjekket lommen for eventuelle huller.

Handlen er således afsluttet, men der er lige en ting Svend skal have rede på inden han tager hjem. Han er nødt til at vide, hvor hans to venner skal sendes hen i deres videre tilværelse – for slagtes skal de jo ikke til den pris.

Hestehandleren kan oplyse, at han har gode kontakter i København, hvor netop den type stærke og pålidelige heste var i høj kurs som Vognmandsheste – så der kunne den unge mand måske træffe dem igen, hvis han fik ærinde til hovedstaden.

Det mener Svend desværre ikke han får mulighed for, så det er nok definitivt den sidste gang han ser de kære heste, så med tårer i øjnene tager han afsked med sine arbejdskammerater og tro følgesvende.

Han skynder sig herefter – for ikke at knække sammen under yderligere følelser – op på sin cykel.

Således noget forknyt kommer Svend tilbage til Holger Overbye med pengene for handlen. Bondemanden kan godt se, at drengen er ked af det, og han kender et råd der hjælper, uanset om det er en hund eller en hest man har mistet.

Svend får med det samme overdraget ansvaret for et par af gårdens næste generation af arbejdsheste – og snart indtager de samme plads i hverdagen som Knold og Tot.

Men Knold og Tot må alligevel have betydet noget ganske særligt, for den 89-årige Svens Sulbæk fortalte sin historie med en glød, som jeg har lært at genkende fra andre, der også nærer en ægte kærlighed til heste.

Og hermed blev det således endnu en historie, som nu også er en del af disse efterhånden mange Sulbækkrøniker!

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: Knold og Tot og hestehandleren' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER