Ugens klumme:
Straffearbejde for børn

27. september 2014 - kl. 0:02 - af

Soeren-Visti_600x250Helga og Svend sveder under den varme juli sol, der bager ned på den grus- og brostensbelagte gårdsplads foran Sulbækhuset.

Højt til vejrs synger lærken om frihed og åbne vidder til de unger der er i en rede et eller andet sted inde i krattet af lyng, brombær og marehalm. Børnenes frihed er imidlertid begrænset – men der klages ikke, for man kender ikke til andet end det oftest slidsomme liv, der leves på husmandsstedet. Og om end man kun har lidt, så skal man ikke bevæge sig så langt væk fra bopælen, for at træffe folk, der har endnu mindre. Vodbinderne i ejendommen tættest mod havet eller ”Stinne Søjjen” på den anden side af bækken – for blot at nævne de der er nærmest.

Årstallet er 1935 og Svend er 10 år, mens storesøster Helga er 12. I vores nutidige verden er de kun små børn, der ville gå i skole eller fritidsklub, men dengang var børn på den alder at betragte som små voksne – og det arbejde de er i gang med at udføre er i allerhøjeste grad voksenarbejde.

For enden af gårdspladsen har mor Johanne sit tørrestativ, og til to af stolperne – ”klædepogene” i daglig nordjysk tale – hænger der nogle meterlange tove. Helga har fat i enden af det ene tov, og Svend har i enden af det andet.

Oprindeligt var der tre snore bundet til hver af stolperne, men børnenes arbejde går ud på at flette disse snore sammen til et reb – og det er et hårdt og langsommeligt arbejde, der dog bliver lettere med lidt øvelse.

Og øvelse har der været nok af, for børnene har været i gang med arbejdet i flere dage nu. Snorene er lavet af grov bast, og det er hårdt ved de små fingre – så hårdt at de allerede efter den første dag fik store vandfyldte vabler i hænderne. Det fik mor til at gå huset igennem for at finde trevler af klude til at binde omkring de små fingre, så arbejdet kunne fortsætte. For jobbet var vigtigt, og det var godt betalt. I det mindste af børnearbejde at være.

Selv om arbejdet har stået på i tre dage nu – 3-4 timer dagligt – er der stadig mange ruller bast snor tilbage, og måske er der endda mere hvor det kommer fra.

Historien om flettearbejdet havde taget sin begyndelse i sidste uge, hvor familien – som så ofte før – havde haft besøg af onkel Christian, arrestforvareren fra Sæby.

Christian var sædvanligvis en glad og udadvendt herre, der på trods af sit ”bøse” ydre, var fredsommeligheden selv – selv om hans muskulatur og størrelse sagde et eller andet om, at han også nok også kunne vende en anden side til, hvis det blev nødvendigt.

Men der var et eller andet der nagede ham, kunne hans bror og børnenes far, Valdemar, mærke. Efterhånden som samtalen skred frem, kom problemet frem i lyset – og det havde noget med Christians arbejde i ”Retfærdigheden” at gøre.

Det var dengang almindeligt, at de indsatte i arresten udførte rimeligt straffearbejde, mens de afsonede. Der blev bundet børster til videresalg til grossister, og mindre snedkerarbejder blev udført for lokale håndværkere – og så bandt man selvfølgelig også måtter i stor stil. Det sidste var årsagen til Christians problem.

En grossist i Frederikshavn havde bestilt et større parti måtter til snarlig levering – og havde også afleveret råmaterialerne til produktionen ved arresten. Ved sådanne hasteordrer plejede Christian at bede fangerne om at lægge mindre presserende opgaver fra sig, og hellige sig det der hastede mest.

Men denne sommer havde folk holdt sig betydeligt mere i skindet end sædvanligt i Sæby og omegn, hvilket havde resulteret i en regulær underbemanding af fanger i arresten. Da der ikke var hverken dyrskuer, markeder eller byfester lige om hjørnet, var der desværre ikke var optræk til, at dette ville ændre sig lige med det første.

Arrestforvareren begyndte derfor med gru at indse, at han måske var kommet til at love måttegrossisten mere end han kunne holde – og det huede ham ikke, for Christian var en ordholdende mand, der satte en ære i at levere veludført arbejde til tiden.

Meget forsigtigt spurgte Christian derfor Valdemar, om han kendte nogle folk, der kunne hjælpe til med måttefabrikationen – mod betaling, selvfølgelig. Hjælpen kunne i givet fald bestå i at flette de tynde bast snore sammen til reb, som fangerne så efterfølgende kunne lave til måtter. Ved således at ”udlicitere” forarbejdet, håbede Christian at arrestens indsatte kunne overkomme resten og således levere måtterne til tiden.

Valdemar lod sin sprukne pegefinger løbe henover sit lille overskæg og kløede sig derefter eftertænksomt i nakken, efter at have lettet på sin fedtede kasket. Han ville hjertens gerne selv hjælpe sin bror, som han skyldte adskillige tjenester for den hjælpsomhed – også økonomisk – som han altid havde ydet familien i Sulbæk.

Desværre var Valdemar netop selv blevet hyret som arbejdsmand til et større byggeri i Sæby, og der ventede derfor mindst et par måneder med endog meget lange arbejdsdage for hans eget vedkommende. Men så fik Christian en ide.

”Det der fletværk troer A nok bøen ka laew” sagde han, henvendt til sin bror, der jo havde mange børn. Det kunne sagtens tænkes at et par af Valdemars børn– måske med den rette instruktion og opsyn – kunne være behjælpelig med at løse opgaven. Og pengene kunne familien jo altid bruge!

Og således gik det til, at Christian Jensen et par dage senere i sin smarte personvogn med bagagerummet fyldt op med ruller af bast, kørte ind over gårdspladsens grus og på strategiske steder toppede brosten, hvor han blev modtaget af Johanne og husets to ældste hjemmeboende børn, Helga og Svend.

Johanne kunne konstatere, at snorene til forveksling mindede om de snore som hendes far, Thomas Mortensen kaldte ”siimer”, og som han brugte i rigt mål, når han arbejdede som tækkemand.

Christian gav sig god tid til at instruere såvel børnene som deres mor i fletningens ædle kunst – og forlod ikke stedet før han var sikker på, at de magtede opgaven på en forsvarlig måde.

Således gik det altså til, at den sommer i 1935 kom til at stå i fletningernes tegn i Sulbækhuset.

Christian fik sin ordre til grossisten leveret til tiden – og Helga og Svend fik en god betaling for deres hårde arbejde.

Eller rettere sagt: familien fik betalingen, for dengang var der ikke noget der hed lommepenge til børn. Alle indtægter og udgifter var et fælles anliggende. Kun sådan var dagen og vejen nogenlunde tålelig.

Og hårdt arbejde bar oftest lønnen i sig selv.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
Straffearbejde for børn'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER