Ugens klumme: Bombetogt langs Sæby Nordstrand

20. september 2014 - kl. 0:04 - af

Soeren-Visti_600x250Svend har i en alder af 8 år fået lov til at følges med storesøster Helga på en tur langs stranden helt til Sæby. ”No ska i håew kon å go på strajjen å kon te oen we havnen – å så ska i wæer hjæem te meije”, var mor Johannes formaning. Kun langs stranden, kun til åen og tilbage til middag. ”Ka i inth oss ta avisi mæ nier te Laurids?” spørger mor, mens ungerne er på vej ud ad døren.

De to søskende får således den godt brugte udgave af ”Vendsyssel Tidende” med under armen. Avisen kommer hver dag med en dags forsinkelse med posten, og da Valdemar og Johanne ”fæller” avis med naboerne – Laurids og Minna – er det en nu to dage gammel avis børnene skal aflevere.

Selv om vi er blandt fattigfolk, der kun lige har til dagen og vejen, er avisen en næsten livsvigtig ting, hvis man gerne vil følge med i verdens gang. Både radio og telefon er ganske vist opfundet, men anskaffelse af sådanne moderne bekvemmeligheder ligger ikke på det tidspunkt indenfor menigmands økonomiske formåen.

Laurids Svendsen er naboen mod sydøst, der bor i den sidste ejendom for enden ad den vej, der i dag kaldes ”Strandhusevej”. Efter ejendommen er der frit udsyn til havet.

Laurids Svendsen er vodbinder og driver sammen med sønnerne, Holger og Aksel, et yderst beskedent vodbinderi, der kun lige med nød og næppe kan give familien til dagen og vejen. Udover arbejdet med garnene drives der også landbrug fra ejendommen. Arbejdet med vod foregår – af mangel på anden plads – i stuen i den lille ejendom og i skæret til en simpel petroleumslampe – ofte til langt ud på aftenen – og i perioder i sommerhalvåret også ude i det fri.

Det er konen, Minna, der tager imod avisen. Hun er til daglig klædt i en kjole, der er syet af simpelt sækkelærred, og hun byder venligt børnene indenfor i det yderst spartanske hjem.

Men Svend og Helga har ikke tid til snak, selv om vodbinderfamilien er lige så flinke som de er fattige – de har jo et ærinde de skal nå inden ”meije”.

De fortsætter derfor på deres færd denne oktober formiddag i 1933. Men turen har et formål, som mor ikke har fået noget at vide om – og det kræver, at de også går over broen ved åen, når de engang kommer så langt.

De to børn når imidlertid ikke særligt lang mod syd på stranden, før der allerede sker noget interessant.

Onkel Theodor – der bor hos bedsteforældrene ganske tæt ved – er sammen med en kammerat netop ved at nå strandkanten i en lille ”kåg” med det vod, de to mænd har roet ud med, og har kastet fra borde mellem 2. og 3. revle. Herfra har de så langsomt roet tilbage mod land med voddet på slæb i det smukke og stille efterårsvejr. Nu er de omsider nået ind på stranden, hvor båden trækkes op, og hvor voddet nu skal hales ind – og der er noget der spræller!

Theodor sorterer sammen med sin medhjælper dagens fangst på strandens sand. Omkring hundrede fladfisk er det blevet til – de fleste af pæn størrelse og alle i den fine foderstand alle havets fisk er i om efteråret. Nogenlunde lige mange skrubber og rødspætter og som ekstra gevinst en håndfuld fine pighvar, der på den tid var en almindeligt forekommende fisk i netop dette farvand.

Efter at have betragtet fiskernes arbejdsvante håndtering af den friske fangst, begiver de to søskende sig videre mod syd – og gør ophold undervejs, hvor der er forekomster af opskyllet ”ravmåg”. Der skal altid være tid til at rode lidt efter de værdifulde klumper af forstenet harpiks, der kan sælges for gode penge, når der kommer en opkøber forbi.

Da de kommer tættere på Sæby – lidt nord for det senere Søbad – betragter børnene de to villaer, der dukker op ved siden af hinanden og ganske tæt på stranden.

Det første hus er et smukt træhus, tækket med rørtag, smukt rundet af omkring kvisten på førstesalen, hvorfra der må være en fantastisk udsigt ud over Kattegat.

”Stråhytten”, står der på skiltet ovenover hoveddøren – med reference til det flotte tag, som bedstefar Thomas Mortensen i sit job som tækkemand havde lavet for en halv snes år siden. Ved huset er der aktivitet, da en hestevogn er ved at blive belæsset med kufferter, tilhørende den familie der har tilbragt sommeren i huset.

”Stråhytten” er de senere år kommet tættere og tættere på stranden, hvor efterårets storme hvert år gør sine indhug i de vigende klitter. Børnene funderer over, hvor mange sæsoner mon familien har tilbage i deres sommerhus, før havet tager det – en forudanelse der yderligere bestyrkes, da de kommer til det næste hus.

”Villa Glee” er et solidt murstenshus med tegltag, der oprindeligt har været helårsbeboelse, men nu er det forladt. Havet er ved at underminere soklen mod øst, og det oprindeligt smukke hus på den helt utrolige beliggenhed, der hvor kysten slår et lille knæk før Sæby, er ved at forfalde – som et menneske, der på sine sidste dage afventer og resigneret accepterer sin uundgåelige skæbne.

Efter at have passeret de to huse, kommer der en række hvide badehuse på stranden, hvor sommergæsterne kan skifte til badetøj, før de via en lille badebro kan kaste sig i Kattegats milde bølger.

Også her er der mennesketomt, da noget så eksotisk som vinterbadning i 1930´ernes verden var en ret ukendt disciplin.

Omsider når de Sæby Å, og den gangbro der går fra stranden og ind mod havnen og Sæbys gamle bydel ved kirken. Johanne havde ikke givet dem lov til at gå over broen til havnesiden, men Helga mener ikke mor vil blive vred, hvis de alligevel går over broen – det var noget andet, hvis det var far, der havde udstedt forbuddet. Så ville de ikke have turdet.

Broen er en lille smule vakkelvorn, og der er meget vand i åen efter de sidste dages regnskyl, men børnene kommer sikkert over, og her på pladsen tæt ved broens sydlige ende, står den genstand Helga gerne vil vise sin lillebror: ”Bomben”.

Hornminen er malet rød og hvid i dannebrogsfarver, og er på trods af sit – i børnenes øjne – drabelige udseende ganske harmløs. I en lang række danske byer stod der lignende miner fra 1. verdenskrig. Disse var alle blevet tømt for sprængstof og tjente nu et andet formål, hvilket også inskriptionen på den metalplade, der pryder den kuglerunde mine med piggene, antyder.

Svend læser med et barns uøvede langsommelighed teksten: ”Før sorg og død, nu hjælp i nød”, står der. Og Helga forklarer, at minen nu tjener som en sparebøsse for at hjælpe børn og enker efter fiskere, der er omkommet på havet. Dette får Svend til at komme i tanker om den femøre, han har i sin bukselomme, som han for et par dage siden fik af bedstefar.

Han fisker mønten frem, rækker sig på tæerne og putter den i den revne, der er lavet til formålet øverst på minen. Efter at have beundret den røde ”bombe” yderligere nogen tid, vender børnene lydigt næsen hjemad – selv om de godt kunne have tænkt sig at se på havnen med fiskerkutterne, men så langt turde de trods alt ikke strække mors tålmodighed. Og så havde de jo også lovet at være hjemme til ”meije”!

Historien om de to huse ved Sæby Nordstrand fortalte min far mig for nylig, hvor vi fik en snak om løst og fast fra gammel tid. Jeg var nok klar over, at der i sin tid havde været en bebyggelse på stedet, da jeg husker, at den pågældende strækning i min barndom havde en havbund, hvor man under badning kunne komme til skade på de mursten og rester af fundament, der var i sandet mellem stranden og første revle. Formodentlig var det resterne af den stolte ”Villa Glee”, eller den smukke ”Stråhytten”, hvor der i en ikke helt fjern fortid havde boet mennesker med børn, der havde nyt sommeren og badet i et hav, hvis kystlinje stadig havde været at finde et godt stykke længere mod øst.

Havets kræfter er voldsomme, selv i det fredsommelige ”Kattegat”, og vi mennesker må indimellem tage op til vurdering, om vi vil kæmpe imod det uundgåelige – eller bruge vore kræfter på områder, hvor vores indflydelse trods alt er større!

En kommentar til “Ugens klumme: Bombetogt langs Sæby Nordstrand” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Ugens klumme: Bombetogt langs Sæby Nordstrand”

  • Peter Jæger Christensen

    Jeg kan faktisk godt huske at hornminen stod der midt på pladsen foran smedeværkstedet og skibsværftet, det må have været så sent som i halvtredserne. Den blev senere flyttet hen foran det dengang ny renoverede sømandshjem, hvor den efterfølgende stod en del år.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: Bombetogt langs Sæby Nordstrand' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER