
Verdens Bedste Nyheder kom til Sæby
15. september 2014 - kl. 0:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fredag morgen, den 12. september, kunne man få Verdens Bedste Nyheder ved Sæby Rutebilstation.
Røde Kors organisationen, uddelte små juice og en avis med et udvalg af årets største fremskridt i udviklingslandene.
Årets nyhed er, at ni ud af ti børn i udviklingslandene nu starter i skole. Af dem sætter lige mange drenge og piger sig nu på skolebænken, og antallet af børn, der ikke kommer i skole, er ifølge FN næsten halveret i forhold til 2000. Det betyder, at indsatsen har virket, og at verden faktisk kan afskaffe fattigdom og give børnene en bedre fremtid.
Det nordlige Afrika er en af de regioner, der er tættest på at nå målet. Mens fire ud af fem børn i landene nord for Sahara i 1990 blev indskrevet i folkeskolen, er tallet nu helt oppe på 99 procent, ifølge FN.
Flere end 1.000 frivillige i hele landet er med til at uddele Verdens Bedste Nyheder til danskerne. Bag den landsdækkende kampagne står FN, Danida og over 100 danske udviklingsorganisationer i et stærkt samarbejde, der skal oplyse danskerne om, at kampen mod fattigdom nytter.
Mere end 90 danske virksomheder spreder desuden de gode budskaber til deres medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Verdens Bedste Nyheder kom til Sæby' til en bekendt