
Sæby Apotek informerer om sengevædning
14. september 2014 - kl. 0:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En del forældre kender til at deres børn ikke kan holde sig tør om natten, det er en lidelse som har rigtig mange konsekvenser, for såvel barnet som familien. Det kan afholde barnet fra at deltage i ture med daginstitution/skole/spejder/sport fordi de føler sig flove over ikke at kunne undgå at tisse i sengen. De fleste børn vokser fra problemet, enten naturligt eller med hjælp fra træning, hjælpemidler eller medicin. For børn under 3 år er det op til halvdelen, som ikke kan ligge tør om natten. I 5 års alderen er det mellem hver 5 og hver 10. der har problemet, i 10 års alderen er det ca. 5 % og i 15 års alderen er det 1-2 %.
I hypofysen produceres hormonet vasopressin, som regulerer urinproduktionen. Under normale omstændigheder frigives mere vasopressin om natten, for at undgå at urinblæren fyldes for hurtigt. Når store børn kan have problemet, kan det skyldes, at dannelsen af vasopressin ikke helt følger med, hvad der er normalt.
Er barnet over 5 år begynder man at behandle for lidelsen. Dette er naturligvis en lægeopgave, men man kan selv hjælpe med. Undgå at barnet drikker for meget om aftenen. Sørg for at barnet får tisset af inden sengetid. Er det nødvendigt, kan man overveje, at vække barnet og få det på toilettet. Man kan også få et alarmapparat, som vækker barnet, når det begynder at tisse. Det kræver lidt træning, ikke mindst fordi børn der er sengevædere, ofte sover meget tungt. Læs mere om dette apparat på: http://www.leisner.dk/behandling-af-enuresis-med-alarm.html .
Lægen kan ordinere tabletter, som kan støtte den naturlige produktion af vasopressin. Disse skal tages til natten, og har en virkningstid på 6-14 timer. Tabletterne placeres under tungen, og der skal ikke indtages vand sammen med dem. Tabletten skal tages 1-2 timer før sengetid. Hver 3. måned bør man holde en pause, for at se om der er sket en spontan normalisering.
God week-end.
Sæby Apotek
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Apotek informerer om sengevædning' til en bekendt