
Voerså-spørgsmål til Byrådet
…
13. september 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Selv om der med Børne- og Ungeudvalgets beslutning forleden er lagt op til, at Stensnæsskolen i Voerså om et års tid mister sin overbygning, forsøger forældre fra kommunens sydligste opland på ny at rette byrådsmedlemmernes øjne på en række forhold i sagen.
Til byrådsmødet på onsdag stiller Fællesbestyrelsen for Stensnæsskolen, SFO og Børnehave i Voerså spørgsmål, som man ønsker politikernes svar på.
Man ønsker en bekræftelse fra byrådet på, at transportomkostningerne ved at flytte eleverne fra Stensnæsskolens 7.-9. klasse til Sæby er estimeret til mindst 850.000 kr. årligt.
Endvidere ønsker man bekræftet fra byrådets side, at omkostningerne ved at fordoble de åbne busruter mellem Sæby og Voerså vil føre til yderligere transportomkostninger, og forældrene ønsker at Byrådet belyser omkostningernes omfang.
Forældrekredsen ønsker endvidere oplyst, om Byrådet kan bekræfte, at den forventede gennemsnitlige besparelse ved lukning af skolens overbygning er på godt 630.000 kr. for hver klasse, ligesom man gerne vil vide, om byrådet kan bekræfte, at der skal optimeres mindst 2 klasser, før besparelserne ved at lukke Stensnæsskolens 7.-9. klasse muligvis overstiger kørselsomkostningerne.
Man ønsker også bekræftet af byrådet, at der frem til 2021 kun skal klasseoptimeres 0-1 klasse pr. år ved at lukke overbygningen. Forældrene peger på, at det andrager en udgift på 2.758.668 kr.
Der ønskes tillige Byrådets bekræftelse på, at Stensnæsskolen ifølge en analyse er placeret over karaktergennemsnittet i Frederikshavn Kommune, og at skolen i øvrigt ligger nr. 1 i kommunen målt på undervisningseffektivitet.
Endelig ønsker forældrekredsen, at Byrådet redegør for årsagen til, at Stensnæsskolens overbygning skal lukkes fra 2015, når det ikke resulterer i en besparelse, og når den faglige kvalitet af undervisningen er i orden.
Punktet er sat på i spørgetiden forud for selve byrådsmødet, der starter kl. 19.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Voerså-spørgsmål til Byrådet
...' til en bekendt