Fire skole- og børnedistrikter og rullende skolestart

Fire skole- og børnedistrikter og rullende skolestart

8. september 2014 - kl. 0:03 - af

FHK_Logo_cmykBæredygtigt Børneområde. Sådan lyder det nye mantra for fremtiden på skole- og børneområdet i Frederikshavn Kommune.

Et flertal i Børne- & Ungeudvalget bestående af Socialdemokraterne, Venstre og SF blev på et møde den 14. maj enige om ”Forslag til en reorganisering af børneområdet (0-16 år) i Frederikshavn Kommune”, og med afstemningen 6-3 forleden blandt udvalgets 9 medlemmer for de markante ændringer er vejen nu banet for, at byrådet inden for de kommende uger endeligt godkender planerne. Forslaget har endvidere været til offentlig høring de relevante steder.

SaebyAvis.dk skrev forleden om nogle af konsekvenserne ved beslutningen, bl.a. at skoler helt lukkes, og at andre får ændret status ganske betydeligt bl.a. med hensyn til indskoling og overbygning.

Ved den nye skolestruktur er det tanken i første omgang at nedlægge samtlige skoler og så lade nogle ”gen”opstå i ændret skikkelse. I alt er det planen at have 4 distrikter med én skole som udgangspunkt og dermed én fælles ledelse. En skole kan rumme flere matrikler. Hver skole udgør et distrikt med én ledelse, én skolebestyrelse, ét budget og én personalegruppe.

Det er hensigten, at ændringerne skal træde i kraft med skoleåret 2015/16. Inden da skal der afvikles lovmæssig procedure for nedlæggelse af skoler.

De 4 nye påtænkte store skole- og børnedistrikter vil bestå af: Distrikt Nord omfattende de nuværende skoledistrikter for Skagen, Ålbæk, Jerup, Strandby og Elling, Distrikt Frederikshavn Vest med Frydenstrandskolen og Nordstjerneskolen samt Heldagsskolen, Distrikt Frederikshavn Syd omfattende nuværende Bangsbostrand, Gærum og Ravnshøj distrikter samt Distrikt Sæby og opland med de nuværende skoledistrikter ved Sæby, Sæbygaard, Torslev, Hørby-Dybvad samt Stensnæs i Voerså.

Det er desuden planen at indføre rullende skolestart på alle kommunens skoler fra og med skoleåret 2015/16. Det betyder, at alle børn i den måned eller det kvartal, hvor de fylder 6 år, begynder i 0. klasse. Indførelse af rullende skolestart skal i høring i skolebestyrelserne, og forældrebestyrelser i dagtilbud kan afgive udtalelse, som vil indgå i den videre behandling.

Desuden foreslås det, at der på alle skoler indføres samordnet indskoling samt aldersintegrerede klasser fra 0.-3. klasse fra skoleåret 2015/16. Også sådanne planer skal i høring.

Et flertal i B&U-udvalget er enig om, at hele børneområdet i kommunen fra august 2017 inddeles i fire 0-16 års børnedistrikter, som skal ske ved en sammenlægning af dagtilbudsdistriktet (vuggestuer, børnehaver m.v.) og skoledistriktet i hvert af de 4 distrikter. Derfor vil mange af dagtilbudene gennemgå tilsvarende sammenlægninger som på skoleområdet.

Baggrunden for at ændre den nuværende struktur skal ses som et ønske om at skabe et fagligt, socialt og økonomisk bæredygtigt børneområde i Frederikshavn Kommune, ligesom det er nødvendigt at foretage betydelige besparelser på det kommunale budget.

Af visionen for de store indgreb og gennemgribende ændringer fremgår det, at det skal være godt og trygt at vokse op i Frederikshavn Kommune! Børn og unge skal kunne færdes i trygge, men udviklende rammer. Barnet, den unge og familien skal opleve en meningsfyldt hverdag i de kommunale tilbud, hvor medarbejderne er nysgerrige på barnets og familiens potentiale, og sammen skaber man grundlag for trivsel, sundhed, udvikling og læring.

Ønsker man at læse mere om indgreb, ændringer samt høringssvar, kan dette ske via dette link:

http://frederikshavn.dk/meetings/B%C3%B8rne-%20og%20Ungdomsudvalget%20(%C3%85ben)/2014/04-09-2014/Referat%20(%C3%85ben)/BUU-04-09-2014%20-%2000%20Referat%20med%20bilag.pdf

Tekst af Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Fire skole- og børnedistrikter og rullende skolestart' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER