Tyggegummibilleder og andre samlerobjekter

6. september 2014 - kl. 0:21 - af

Soeren-Visti_600x250I indkørslen til huset på Aalborgvej, hvor den frodigt voksende ligusterhæk viger pladsen et par meter, sidder Flemming og Søren på hug. Mens solsorten – med sin fine hørelse og skarpe gule næb – finder orm i Svend Sulbæks velplejede græsplæne til sine skrigende unger i den overfyldte rede i tjørnehækken mod vest, er de to drenge mere optagede af den bil, der er på vej med kurs mod vest.

I deres sandaler og korte bukser sidder de med hver sin blyant og skrivepapir, og gør klar til at føje endnu et nummer til den lange række af numre, de allerede har noteret ned på papiret. Numrene står skrevet pænt op i kolonner under hinanden. En lang kolonne og to mindre. En for almindelige nummerplader, en for ”gule plader” og en for ”papegøjeplader”. De fleste tal har forbogstaverne ”PA”, der antyder at de er fra den lokale politikreds, men også ”PH” (Frederikshavn) og PN (Hjørring), samt PD (Dronninglund) er rigt repræsenterede. Indimellem er der også en ældre sag med kun et enkelt bogstav – oftest et ”P”.

Flemming og Søren samler på nummerplader, og Aalborgvej er på daværende tidspunkt stadig hovedvejen der – som navnet siger – fører til Aalborg, mens den gennemskærer hver eneste landsby på sin vej, startende med Syvsten 6-7 kilometer mod sydvest. Her er biltrafikken derfor – selv i 1964 – forholdsvis livlig.

Det viser sig desværre til deres ærgrelse, at den bil der nærmer sig er den lokale handelsmand og tusindkunstner, Kaalund Poulsens” gamle Opel, som de to drenge allerede har noteret flere gange.

I stedet noterer de onkel Eriks nye røde fiat, der netop gør sin ankomst fra vest, og hvis nummer har forbogstaver fra noget så eksotisk som egnen omkring Viborg. Herefter er der dømt familiebesøg, og drengene må vente til en anden dag, før aktiviteten med at notere bilnumre kan genoptages.

Det var de mest utrolige ting, som børn i 1960´erne samlede på. På sit værelse havde Søren to albums med billeder fra de Richs-pakker, der i mange arbejderfamilier blev købt som tilsætning for at strække de dyre kaffedråber lidt længere. Billeder fra Danmarkshistorien, der i albummet – som man kunne bestille ved producenten – var ledsaget af belærende tekster om store mænd, historiske begivenheder og arkitektoniske bedrifter.

Medova The havde i mange år frimærker fra fjerne lande i sine pakninger, og Søren havde en omfattende samling af disse i et album.

Øl- og sodavandskapsler var også samlerobjekter for drengene, mens pigerne samlede på servietter.

Tændstikæsker var der altid en masse af i en tid, hvor næsten alle officielt og fuldt accepteret – ja næsten pligtskyldigt – efter konfirmationsalderen røg som en skorsten (og mange børn adskillige år før). De færreste havde en lighter på den tid, så de allestedsnærværende Tordenskiold tændstikker havde på bagsiden – den der ikke var prydet af Peter Wessel med permanentkrøller – forskellige serier med billeder, oftest af stolte sejlskibe fra søheltens længst svundne storhedstid. Også disse æsker havde Søren en kasse af under sin seng!

Da Søren senere kom i skole, var der nye samlerobjekter og nye kammerater at bytte med.

Dandy havde flere forskellige serier hvor man i tyggegummipakkerne indlagte nummererede billeder. Bag et tyndt fladt stykke lyserødt syntetisk smagende tyggegummi var der i pakkerne billeder – typisk i serier med omkring 100 forskellige. Så der skulle tygges godt igennem, hvis alle numrene skulle samles. De adskillige ”byttere” måtte man så udveksle med kammeraterne i håb om at gøre sin samling så komplet som muligt.

I et klart øjeblik havde Søren en mistanke om, at producenten med vilje kun publicerede et begrænset antal af visse af billederne, velvidende om, at de stakkels samlere så måtte købe endnu flere tyggegummipakker for at fuldende samlingen. En tidlig skepsis overfor forbrugersamfundets forretningskneb blev måske allerede på dette tidspunkt vakt?

Af nævneværdige serier af ”tyggegummibilleder” kan passende nævnes cowboybilleder, med kulørte serier af 1950´enes og 1960´ernes amerikanske helte fra TV og biografwesterns: Gary Cooper, James Garner, John Wayne, Lex Barker og Charlton Heston – for ikke at glemme den altdominerende flødebolle, som der var virkelig mange billeder af: Roy Rogers!

Efter cowboybillederne kom der en serie med billeder af alverdens dyr, redigeret af selveste Sørens forgudede TV favorit, Dr. Ingvald Lieberkind. Denne serie var betydeligt mere spændende – i det mindste i Sørens interesseverden.

Men også her var der en bestemt leopard, der var næsten umulig at opdrive, så den ellers altid meget systematiske Søren fik heller ikke her lejlighed til at melde fuldt hus med en komplet samling.

Der kom også forskellige serier med alverdens landes flag og fodboldbilleder. Men ved lanceringen af sidstnævnte stod Søren af ræset. Fodbold har altid været fuldstændig uinteressant for ham – som i øvrigt de fleste andre sportsgrene!

Så var billedserier af biler og motorcykler trods alt mere spændende, og de blev da også købt i stort tal.

Senere blev det tegneserieblade og grammofonplader og indspillede kassettebånd, der blev samlerobjekter for Søren og kammeraterne – indtil knallerter, arbejde og voksenliv omsider tog over.

Men der samles stadig på livet løs hos nutidens børn. Fodboldbilleder er stadig et hit. Og der har været Pokemon og forskellige rollespil omsat til billeder af skurke og helte, monstre og guder.

Der er dog på området sket et enkelt fremskridt. Det famøse lyserøde tyggegummi – der har medført at Søren den dag i dag får luft i maven alene ved tanken om tyggegummi – findes til alt held for nutidens unger ikke i pakningerne mere!

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Tyggegummibilleder og andre samlerobjekter' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER