Ugens klumme:
Sort/hvide helte

30. august 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Onkel Børge har fjernet bagbeklædningen på Svend Sulbæks fjernsyn, og tager et hurtigt overblik over det antal gløderør, der sidder i to rækker bag ved ”Arena” apparatets store grå billedrør.

Et af de små rør er blevet sorte og matte, og er uden tvivl skyld i, at skærmen i går aftes var blevet sort – lige midt i Otto Leisners pladeparade.

Otto præsenterer en aften om ugen de slagere, der spilles i starttredsernes danske hjem. Den evigt piberygende vært med det sorte, krøllede pomadehår og, pæne jakkesæt, sidder i en lænestol ved siden af en pladespiller på et bord, hvor også en Kaj Bojesen abe har sin faste plads. Hver gang han så starter pickup´en, toner en lille film frem – forløberen for nutidens musikvideoer – hvor kunstneren fremfører sin nyeste singleplade. Gitte Hænning ”Tag med ud og fisk”, Peter Belli ”Move On”, Kjeld Heick ”Ved landsbyens gadekær” og mange flere.

Men skærmen var med et smæld blevet sort – og en dunst af et eller andet brændt havde bredt sig i stuen. Så var der kun to muligheder: Wøhlk eller onkel Børge. Wøhlk er radioforhandler i Grønnegade, og det er her apparatet er købt, mens onkel Børge er arbejdsmand på Jernstøberiet, men selvlært radiomand og temmelig fingersnild.

Børge er altid førstevalget i sådanne situationer – for hvorfor betale dyre timelønninger for ting der kan klares over en kop kaffe i familien?

Børge prøver sig frem med nogle af de nye rør, som han har i sin lille kuffert med TV reservedele, og det lykkes – som ved flere andre lejligheder – at få liv i fjernsynet, og Sørens aften er reddet.

Om lørdagen er det nemlig blevet en tradition, at Søren får lov at blive lidt længe oppe efter at lillebror Anders er puttet, og sammen med mor og far ser han så ugens højdepunkt: ”Maverick”!

De kortspillende, elegante og hurtigt skydende ”Maverick” brødre var en amerikansk westernserie, der i en årrække gjorde sin sejrsgang verden over – og således også i Danmark og hos familien Jensen på Aalborgvej. Oprindeligt var der to brødre, ”Brett”, spillet af James Garner og ”Bart”, spillet af Jack Kelly, men i forrige afsnit havde de fået selskab af deres engelske fætter ”Beau”, spillet med vanlig elegance af Roger Moore – i en stil der senere blev videreudviklet i andre serier som ”Helgenen” og ”De uheldige Helte”. Det ville således næsten ikke være til at bære at gå glip af det næste afsnit, for genudsendelser brugte man ikke så meget i DR´s tidlige år. Men endnu engang havde onkel Børge reddet situationen – og blev med taknemmelighed budt på mor Elses æblekage som tak for hjælpen!

Ellers er der op gennem 1960´erne en lang række TV-programmer, der særligt følges af Søren og hans kammerater – og som bagefter diskuteres eller – for de mere action prægedes vedkommende dannede ramme og inspiration til senere leg.” Maverick” var oplagt som oplæg til ”cowboy og indianere”, og det samme var ”Bonanza” med brødrene Cartwright.

Senere kom der andre serier til. Blandt dem der var med til at lægge Sæbys gader øde, var den franske gyserkrimiserie ”Belphegor – spøgelset fra Louvre”. Livlige børnefantasier gik endog ud på, at der i det på den tid ganske nyopførte ”Ringparken” var observeret et spøgelse, der nøje passede til beskrivelsen i TV-serien!

I en årrække var der så ”Flygtningen”, hvor hovedpersonen, Dr. Richard Kible, med forpint indlevelse blev spillet af amerikanske David Janssen. En læge, der var uskyldigt dømt for mordet på sin kone, og derfor på flugt fra den emsige politikommissær Gerard, alt imens han forsøger at finde den enarmede mand, der i virkeligheden havde begået forbrydelsen. Spænding der holdt lørdag efter lørdag.

DR forsøgte sig også med egenproducerede krimiserier. ”Kan De li østers”, ”Smuglerne” og ”Strandvaskeren”, for blot at nævne de mest kendte, som alle var kærkommen lørdagsunderholdning til afløsning for de løbende amerikanske serier. Hvad disse tidlige danske serier manglede i professionalisme og ikke mindst i produktionsbudgetter, havde de til gengæld i entusiasme fra de populære danske skuespilleres side, og de var et tidligt forvarsel om de fremragende og verdenskendte senere danske serier, startende med ”Matador” i 1978 og helt frem til vore dage.

Mens Søren som den eneste, der i kraft af at være fem år ældre end lillebror Anders, får lov til at se TV sammen med mor og far om aftenen, så ser også lillebror med, når der er børneudsendelser om eftermiddagen.

Her er det Ingrid og lillebror, der er det store hit, og indimellem er det en mørkhåret og sortskægget Hans Henrik Ley, der fortæller og lægger musik til beretninger om cirkeline og skorstensfejeren, der gik en tur, samt flere af de årligt tilbagevendende julekalendere.

Også i børneunderholdningen var amerikanske udsendelser kærkomne indslag – både i tegneserieform og som drama. Lørdag eftermiddag var der i perioder ”Disneyland”, hvor udsendelsen altid startede med, at en velklædt herre i jakkesæt, pomadehår og et sirligt lille overskæg – Walt Disney, himself – præsenterede de tegnefilm, der fulgte efter med de kendte figurer. Alle selvfølgelig i pæn sort/hvid.

Også spændende engelske føjetoner om ”Skatteøen” og ”Robinson Crusoe” blev fulgt, og de sprudlende svenske serier over Astrid Lindgrens beretninger om ”Bulderby” og ”Vi på Krageøen” – alle med dansk tale af en ung Thomas Winding – var ren guf for ungerne.

Men Søren har en ganske særlig favorit, der ikke var specielt for børn. Det er en kraftig firskåret ældre mand med stærke hinkestenstykke hornbriller og et glat tilbagestrøget hvidt hår. Med gnæggende stemme og ivrigt tegnende på en god gammeldags papirplanche fortæller Dr. Ingvald Lieberkind om zoologiens mysterier, lige fra rurer og pæleorm til Amazonjunglens tapirer, jaguarer og alligatorer.

Drengen er fascineret af den gamle mands viden, der medvirker som ren gødning til en spirende og – skulle det vise sig – livsvarig interesse for natur, biologi og klodens udvikling. Interessen blev i øvrigt senere holdt ved lige af franskmanden Jacques Cousteau, der i lærerige udsendelser fortæller seerne om verdenshavenes hemmeligheder – og ikke mindst det miljø, der er under stigende pres af det sanseløst ekspanderende menneske.

Således var et udpluk oplevelserne fra min barndoms TV. Mine helte var i sort/hvid, lige som den verden de oftest bevægede sig i – og de personligheder de skildrede.

Senere fik TV og verden farver, og heltenes mere eller mindre pæne sider blev også en del af en mere nuanceret fremstilling i nutidens dramaserier. Men gud hvor var alting enkelt, dengang tingene bare var sorte eller hvide!