Red Barnet mangler indsamlere til Landsindsamlingen

26. august 2014 - kl. 0:06 - af

IMG_0920 Maj-Britt og BentSøndag den 7/9 holder Red Barnet landsindsamling. Brug et par timer af din søndag til at gøre en god gerning, få lidt motion og hyggeligt samvær sammen med en god veninde eller ven, dine børn eller din ægtefælle.

I 2014 er temaet for indsamlingen “Børn i katastrofer”. Pengene fra indsamlingen går blandt andet til at forebygge katastrofesituationer ved at styrke børns viden om, hvad de skal gøre, når en katastrofe rammer.

Som nødhjælpsarbejder for Red Barnet har Andreas Ring mødt børn i katastrofer og fået indtryk, der har brændt sig fast på nethinden. Han var blandt de første nødhjælpsarbejdere i Filippinerne som leder af akutte nødhjælpsarbejde i Tacloban, det hårdest ramte område. Han gik selv rundt i et inferno af ødelæggelse og uddelte forsyninger og hjalp, hvor behovet var størst.

Andreas husker en lille pige, der holder en bamse i sin ene hånd. Omkring hende er alting flået i stykker, rundt, revet op ved roden. Det, der engang var hendes hjem, er nu omdannet til en losseplads af huse, træer og vraggods. Og lig. Lokalbefolkningen er stadig i gang med at grave dem ud af ruinerne, seks dage efter at tyfonen Haiyan smadrede det østlige Filippinerne i november 2013.

”Sådanne indtryk får mig til at tænke over, hvordan det må være at være et barn i den situation og med de vilkår. Det gør altid et kæmpe indtryk på mig, når jeg ser børn lide. Børn er mere sårbare. Rent menneskeligt kan man simpelthen ikke undgå at føle sorg og frustration, når det er børn, der lider. Det er derfor at jeg har valgt at skifte et fast job i Konkurrencestyrelsen ud med jobbet som nødhjælpsarbejder.”

Maj-Britt Rosenfeldt og Bente Løhde har allerede meldt sig. Maj-Britt og Bente er veninder gennem mange år, bor begge to i sydbyen og har gået den samme rute de sidste 3 år. Maj-Britt arbejder til dagligt med marketing og billetsalg i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Hun har to piger på henholdsvis 17 og 15 år. Bente arbejder som bankrådgiver i Sparekassen Vendsyssel i Vrå. Hendes børn er 15 og 11 år.

”Jeg vil gerne bidrage til børn, der er udsat på en helt anden måde end mine børn”, fortæller Maj-Britt og fortsætter: ”Vi har nu deltaget i Landsindsamlingen i de sidste 3 år, så nu er det vist en tradition. Og så bliver vi altid modtaget med et smil”. Maj-Britts børn har også deltaget ved tidligere Landsindsamlinger. Bente fortsætter: ”Ja, vi har efterhånden samlet en del penge ind, som er gået til at hjælpe børn i skole i blandt andet Sierra Leone. Det er en nem og overskuelig måde at bidrage på. Og så får vi et par hyggelige timer sammen og lidt god motion”.

Stine Suhr og Magnus Mølgaard Christensen og har også allerede meldt sig. Stine og Magnus er gymnasieelever på Frederikshavn Gymnasium på den musiske linje. Stine spiller bas og Magnus spiller trommer. Magnus har spillet trommer, siden han var 10 år gammel. Når Magnus ikke går i skole, laver han sin egen musik i bandet Femo – et nyt up-coming band med udspring i musikskolen i Sæby. Der er flere fra bandet, der deltager i Landsindsamlingen og har gjort det i flere år. Det er første gang, at Stine skal være med til Landsindsamlingen, mens Magnus har deltaget 5 gange. ”Det er hyggeligt”, siger Magnus, ”Og så glæder jeg mig til at gå sammen med Stine”.

Vi mangler indsamlere – kom og vær med!

”Selvom vi hvert år har mere end 40 indsamlere, så er der rigtig mange ruter i Sæby, der ikke er besatte”, fortæller Tina Henriette Christensen, der er koordinator for Red Barnet i Sæby. ”Det er ærgerligt, for vi ved, at mange mennesker gerne vil bakke op om børnene. I gennemsnit indsamles der 1000 kr. på hver rute, og det beløb kan sende to børn i skole i Sierra Leone. Derfor håber vi, at vi kan få de voksne sæbynitter med ud at samle ind i et par timer. Tag din veninde, mor eller far, svigermor, mand eller børn med ud på en rute – det er faktisk rigtigt hyggeligt og det tager kun 2-3 timer”, slutter Tina. Udlevering af bøtter foregår på Sæby Turistkontor i Algade nr. 14 fra kl. 10 søndag den 7/9, hvor man bare kan møde op.

Mange lokale bakker op

Der er også god opbakning fra det lokale på selve indsamlingsdagen. Til indsamlerne er der lodtrækning om 4 fribilletter til Svømmehallen, 4 gavekort til Svends Pizza, 10 gavekort til Hedebo Minigolf, 2 chokoladegaver fra Torvets Chokolade, hårprodukter fra Salon I-Saksen og 1 gavekort til kaffe og kage fra Madam Smed. Indsamlere kommer hverken tørstige eller sultne hjem fra landsindsamlingen: Der er frugt fra Rema1000 og vand fra SuperBrugsen til alle indsamlere!

Faktabox

Tilmeld dig på www.redbarnet.dk eller ring til Red Barnet på 35 36 55 55 eller 30 12 31 12. Eller mød op den 7. september på Sæby Turistkontor, Algade 14 i Sæby kl. 10. Aflevering af bøtter efter indsamlingen og optælling foregår i Spar Nords lokaler fra kl. 13.00.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Red Barnet mangler indsamlere til Landsindsamlingen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER