Ugens klumme: Hønseringenes tid

23. august 2014 - kl. 0:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Sæby Skoles skolegård er omkranset af et halvtag, så eleverne (og ikke mindst lærerne) tørskoet kan færdes mellem skolens hovedbygning og gymnastiksal og videre rundt til det anselige antal tilbygninger og barakker, der i 1967 udgør Sæbys eneste og stærkt overfyldte folkeskole.

Halvtaget yder også et velkomment ly for regn og rusk i efterårs- og vintermånederne, og således også på denne dag i oktober, hvor det lange middagsfrikvarter netop er begyndt.

Søren og kammeraterne har i hast slugt madpakkerne og drukket den uddelte skolemælk under opsyn af deres højtelskede lærer Jensen – den tredje klasselærer i løbet af lige så mange skoleår. Herefter har de skyndt sig ud i det halvdårlige vejr, for at lege en ny leg – der også er en konkurrence og et spil om indføling, præcision og fingersnilde.

Søren har dagen i forvejen gjort det forberedende arbejde. Bedstefar, Anton Toft, har med vanlig rundhåndethed under det ugentlige besøg udstyret ham med en daler i lommepenge, og med denne mønt i hånden har han været nede ved en anden Anton, ham der – sammen med konen – driver legetøjsbutikken ”Bambi” i Vestergade.

Her har han købt et par ark ”C-ringe” – eller hønseringe, som den korrekte og noget ældre betegnelse vistnok er – selv om dette legetøj i 1960´erne har udviklet sig temmelig langt værk fra de oprindeligt runde ringe, der blev brugt til at sætte om benene som afmærkning på høns og andet fjerkræ.

Nu dækker betegnelsen i stedet mange forskellige variationer af plastik ringe, der fortrinsvis er udformet som bogstaver, men også kan forestille mange andre symboler og figurer. Fælles for dem alle er, at de kan sættes sammen to og to, eller i lange kæder man kan have om halsen.

”Mjælk-Anton”, som bedstemor Johanne kalder legetøjshandleren, da han har en fortid som mælkemand, opbevarer sine hønseringe i en skuffe under butikkens disk. Her ligger de i store ark, som han så brækker i passende stykker efter sine ungdommelige kunders ønsker – og han har netop fået nogle nye varianter hjem i forskellige nye farver og udformninger.

Søren udvælger med omhu og interesse et bredt sortiment af hønseringe for sine 2 kroner, der trods alt heller ikke dengang er nogen større formue. Han får også 10 stk. af nogle ringe, udformet som ”kødben”, som han skønner måske kunne være velegnede til den konkurrence, han skal have med kammeraterne i skolegården de følgende dage.

Herefter begiver han sig hjem med sit indkøb, der nu skal brækkes ud af de oprindelige ark, og sættes sammen i den kæde af ringe, han i forvejen ejer og opbevarer i en plasticpose (rigtige drenge går jo ikke med kæder om halsen).

Det er således med dette nyindkøb han nu står i skolegården i middagsfrikvarteret sammen med Jeppe, Mogens, Per og Henrik, og er ved at gøre sig klar til dagens spil.

Der er trængsel under halvtaget i regnvejret. Udover grupperinger af drenge, der skal spille med hønseringe, er der også piger, der hopper i elastik efter en nøje planlagt skala af discipliner og sværhedsgrader. Ligeledes sjippes der på livet løs, så der et småt med plads under halvtaget, da der ikke er mange elever, der har lyst til at gøre gårdvagten – Damsgaard med alpehuen – selskab ude i regnvejret.

Drengene finder endelig en plads mellem de to døre til henholdsvis drenge- og pigetoiletterne, og så kan spillet begynde.

Fra toiletterne strømmer der indimellem dunster af hurtigt inhalerede cigaretter fra nogle af de store elever, der bruger frikvarterernes tissepauser til at stille den nikotinhunger, der først en del år senere officielt – med forældrenes tilladelse – blev tilladt at dyrke i skoletiden.

Reglerne i spillet med hønseringe er forholdsvis enkle, og der findes flere varianter af spil. Det spil der fortrinsvis benyttes i Sørens kammeratskabskreds går ud på, at man har hver et sæt hønseringe, hæftet sammen to og to, og man spiller op ad muren, således at den der formår at kaste sine ringe tættest på muren, har vundet første runde.

Dette giver ret til i anden runde at forsøge at ”klinke” modspillernes ringe, hvilket går ud på, at man med hånden skal skubbe til sine egne ringe fra den position, de har efter første runde. Hvis man så er i stand til at ramme de andres ringe, har man vundet de par man kan ramme.

De første tre runder, hvor Søren bruger sit traditionelle par – to S´er, der er hæftet sammen – tabes, så et eller andet må der gøres. Op af bukselommen trækker han derfor et par af de nyindkøbte sorte ”kødben”, og så vender heldet!

De slanke plastikringe formår at lægge sig helt tæt til muren hver eneste gang, og de næste ti kast vinder Søren til kammeraternes ærgrelse og forundring – og han kunne sagtens have fortsat sejrsgangen, hvis ikke klokken havde ringet ind til sidste time.

Næste dag havde han så troet, at triumfen kunne have fortsat, men her tog han fejl. Et par af kammeraterne havde allerede afluret teknikken og remedierne, og havde været hos ”Bambi” for at købe ”kødben”.

Monopolerne måtte også dengang vige for plagiaterne, og der dukkede jævnligt helt nye varianter af hønseringe op. Dels som samlerobjekter og dels til spil. Der kom ”dødningehoveder”, ”cykelryttere”, ”øloplukkere” og meget andet.  Men efter et par måneder skiftede trenden, og en anden legetøjsdille kom på mode.

Det var nemlig på den tid grunden for alvor blev lagt til den spirende materialisme og det forbrugersamfund, der i de efterfølgende årtier ville komme til at fylde en større og større del af den almindelige vesterlændings hverdag. Økonomisk vækst og materielt forbrug blev selve målet med tilværelsen.

Og allerede dengang var børn og unge de første lette ofre!