
Kommunens IT-systemer fungerer igen
19. august 2014 - kl. 10:36 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Søndag kl. 12 fungerede alt Frederikshavn Kommunes IT-udstyr igen, efter kommunen fredag den 15. august blev ramt af et totalt IT-nedbrud
”Efter en overordnet evaluering konkluderer kommunens krisestab, at kommunens beredskabsplaner i forbindelse med IT-nedbrud har fungeret tilfredsstillende”, siger beredskabchef Tommy Rise fra Frederikshavn Kommune.
”Kommunerne er jf. beredskabsloven forpligtet til at have udarbejdet planer for utilsigtede hændelser, der forstyrrer den daglige drift og påvirker serviceniveauet overfor borgerne. Således havde Frederikshavn Kommune også planer klar til at imødegå weekendens IT-nedbrud”, fortsætter Tommy Rise.
Beredskabsplanen blev hurtigt iværksat: nødtelefonnumre til akutte telefoner blev oprettet og andre nødsystemer og procedurer på kommunens vagtcentral blev sat i værk. Samtidig blev der sat ekstra bemanding på vitale og livsvigtige funktioner i hjemmeplejen.
Den samlede indsats på hændelsen, som kategoriseres i kommunes beredskabsplan til en kategori 2 hændelse, blev koordineret i den lokale krisestab.
Hændelsen skete fredag, og i weekenden har hele den kommunale administration lukket, hvilket naturligvis gjorde det nemmere at afbøde konsekvenserne for borgerne.
Søndag omkring kl. 12.00 var alle systemer reetableret og testet, hvorefter Frederikshavn Kommune kunne gå tilbage i normalt driftsniveau.
”Vi er meget tilfredse med det store arbejde, der tidligere er lagt i udarbejdelsen af beredskabsplanerne og den overordnede vurdering er som sagt, at planerne fungerede tilfredsstillende og efter forventningerne. Vores medarbejdere handlede med stor konduite og ansvarlighed i denne situation”, fastslår beredskabschefen.
Der vil efterfølgende blive fulgt op på planerne decentralt i de enkelte afdelinger i forhold til, hvorvidt der er behov for justeringer. I den forbindelse siger centerchef Mogens Kahr Nielsen fra kommunens center for IT, Digitalisering og Velfærdsteknologi, at de i den kommende tid vil være i dialog med kommunens IT-leverandører for at få afklaret de konkrete årsager til nedbruddet og hvilke forholdsregler, der skal tages for at undgå lignende situationer i fremtiden.
En kommentar til “Kommunens IT-systemer fungerer igen” under annoncerne.
… og i weekenden har hele den kommunale administration lukket? Du har vist glemt, at biblioteker har åbent!