Nyt Patientinddragelsesudvalg afløser Sundhedsbrugerrådet

Nyt Patientinddragelsesudvalg afløser Sundhedsbrugerrådet

16. august 2014 - kl. 9:28 - af

sygehus_vend_hjoerring_600x2501De nordjyske patienter har netop fået et nyt talerør overfor Regionsrådet i form af det nye Patientinddragelsesudvalg. De konstituerede sig 14. august og udpegede Jens Ibsen som formand.

Den nyvalgte formand Jens Ibsen fra Danske Handicaporganisationer og Landsforeningen SIND ser frem til arbejdet i Patientinddragelsesudvalget, der i år forventer at afholde fire møder.

– Jeg vil gerne arbejde for, at vi sikrer et endnu bedre samspil mellem alle aktørerne på sundhedsområdet. Jeg har oplevet, at patienter føler sig tabt i snitfladerne mellem både sygehuse og psykiatri, de praktiserende læger og det kommunale sundhedsarbejde. Her skal vi arbejde for at fremme den gode dialog og samarbejdet, siger Jens Ibsen.

Udvalget består af otte personer i alt, der er udpeget af henholdsvis Danske Patienter (3), Danske Handicaporganisationer (3), Ældrerådene i Region Nordjylland (1) og Ældresagen (1). Det nye patientinddragelsesudvalg konstituerede sig på et møde 14. august, hvor der udover formandsposten også skulle besættes en næstformandspost. Det blev Anni E. Olesen fra Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse.

Patientinddragelsesudvalget skal være talerør for brugerne i forhold til beslutninger i det regionale sundhedsvæsen på både det somatiske og psykiatriske område. Derudover vil Patientinddragelsesudvalget også fremadrettet skulle uddele den traditionsrige Patienternes Pris i samarbejde med Regionsrådet.

En vigtig sparringspartner
Regionsrådsformand Ulla Astman ser frem til samarbejdet med Patientinddragelsesudvalget, som hun ser som en væsentlig sparringspartner for Regionsrådet.

– De er patienternes og de pårørendes talerør overfor os, når vi træffer beslutninger om f.eks. praksisplan, sundhedsaftaler og sygehusstruktur. Det er vigtigt for os med officielt organ, der har til opgave at se tingene fra patienternes side.

Ulla Astman roser i samme åndedrag det gode samarbejde med det tidligere Sundhedsbrugerråd, som nu er afløst af Patientinddragelsesudvalget.

– Sundhedsbrugerrådet var nedsat af Regionsrådet, fordi vi gerne vil lytte til patienternes holdninger. Det nye udvalg her er nedsat med baggrund i en bekendtgørelse i Sundhedsloven, og vi er glade for, at nedsættelsen af sundhedsbrugerråd er gået hen og blevet lovfæstet, så der i dag skal oprettes patientinddragelsesudvalg i alle landets regioner.

Fakta om Patientinddragelsesudvalget
– Er nedsat efter Bekendtgørelse om Patientinddragelsesudvalg af 24. marts 2014 og afløser det tidligere Sundhedsbrugerråd.
– Dækker både de somatiske sygehuse og Psykiatrien, hvor Sundhedsbrugerrådet alene varetog interesserne på det somatiske område.
– Medlemmerne er udpeget af patientforeningerne for en fireårig periode, der følger Regionsrådets og kommunalbestyrelsernes valgperiode.
– Udvalget bliver sekretariatsbetjent af Region Nordjylland, men det er ikke en politisk eller administrativ del af Region Nordjylland.
– Tre medlemmer deltager i Indstillingsudvalget for Patienternes Pris sammen med to regionsrådsmedlemmer, hvor de skal vælge årets prismodtager ud fra de mange indstillinger fra patienterne.

Medlemmer af Patientinddragelsesudvalget
Danske Patienter:
Anni E. Olesen, Aalborg, (Kræftens Bekæmpelse)
Magda Bazuin, Støvring (Bedre Psykiatri/LMS)
Jørgen Lindskov, Aars (Parkinsonforeningen)

Danske Handicaporganisationer:
Steffen Winther, Godthåb (Dansk Blindesamfund)
Ulla Ringgren Nielsen, Grindsted (Scleroseforeningen)
Jens Ibsen, Aalborg (Landsforeningen SIND)

Ældrerådene i Region Nordjylland:
Torben Andersen, Skørping

Ældresagen:
Johannes Hvidegaard, Brønderslev

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nyt Patientinddragelsesudvalg afløser Sundhedsbrugerrådet' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger