Ugens klumme:<br>Napoleon med kniven

Ugens klumme:
Napoleon med kniven

9. august 2014 - kl. 0:05 - af

Soeren-Visti_600x250Den 18. december 1934 er der fra morgenstunden tæt af damp i det meste af Sulbækhuset, og Johanne sveder med sit tørklæde om håret og sit forklæde om livet i sit lille køkken, hvor hun hastigt fylder brænde under den gruekedel, der står i hjørnet, og hvis vand som netop er ved at komme i kog. Hendes mand, Valdemar skynder på hende: ”Napoleon kummer no, så siej å blyw færdi, for haej har trawlt”!

Udenfor i den nattemørke decembermorgen skramler der en hestevogn ind på gårdspladsen – og på ladet er der et stort kar af træ, fremstillet hos bødkeren i Sæby – et skoldekar.

Napoleon er slagter og bor på Meldahlsvej i Sæby, og han har specialiseret sig i hjemmeslagteri for private – såvel småfolk som storbønder – og han har travlt herop til jul.

På grund af slagterens travlhed skal hans ankomst være velforberedt for at gøre besøget så kort som muligt, så derfor står Valdemar klar med en flagermuslygte på gårdspladsen, hvor slagtningen skal finde sted. Denne lygte er nødt til at være nok til at yde det nødvendige lys, for på daværende tidspunkt er der ikke elektricitet på ejendommen.

I Sulbækhusets lade har Valdemar fold til fire grise. Der er en so, der engang om året bedækkes, og nedkommer med obligatoriske 10-12 smågrise, hvoraf alle – på nær tre – bliver solgt som små. De tre resterende bliver fedet op, og sidst på efteråret sælges de to til levering på Slagteriet i Sæby, mens den sidste får lov til at blive ekstra stor som familiens ”julegris”. Og det er netop den, der intetanende nu bliver trukket ud fra sin lune sti og ud i det kolde vintermørke på gårdspladsen, hvor den kortvarigt misser med øjnene og bliver blændet af flagermuslampens lys.

Udover at bringe vandet i kog til at fylde i slagterens skoldekar, har Johanne også en anden opgave på dette tidlige tidspunkt af slagtningen. Egentlig hader hun denne del af processen, der har en tendens til at give hende kvalme, men det færdige resultat er basis for en af familiens livretter.

Hun står klar med en spand fyldt med pølsegryn, der mestendels består af grovmalede rugkerner. Når Napoleon stikker grisen, skal hun stå klar med spanden, så det dampende varme svineblod kan pulsere ud af grisens pulsåre og ned i grynene, hvor hun rører rundt med en stor ske, så blod og gryn blandes i en dejagtig, udelikat masse. Indholdet til julens blodpølse er således klargjort!

I mellemtiden er der kommet tilskuere til. De to ældste hjemmeboende børn, Svend og Helga, er stået tidligt op, og betragter fascinerede det blodige sceneri på gårdspladsen, der ikke bliver mindre spændende af, at bugen nu skæres op på grisen, så tarme og indvolde vælter ud.

Grisen er nu hurtigt klar til at komme i det skoldekar, som Johanne har fyldt med det kogende vand fra gruekedlen, og efter skoldningen skraber Napoleon grisen med sit specielle skrabejern og pudser efter med en kniv.

Herefter hænges grisen op i benene med hovedet nedad på en lille stige, hvor den skal hænge til dagen efter, hvorefter Johanne selv skærer den ud i passende stykker. Noget af kødet bruges ferskt julen over, og resten saltes ned til senere brug vinteren igennem.

Bearbejdningen af tarmene er et kapitel for sig, og børnene betragter med åbne munde og øjne på stilke, hvordan de tarme, der er velegnede til pølsefabrikation – medister- og blodpølse – klargøres.

Først presser Napoleon tarmindholdet ud i en afkrog af gårdspladsen, hvorefter ”vrangen” vendes ud af tarmene, for at fjerne den indvendige tarmhinde, der jo er forurenet af tarmindhold. Dette gøres med et redskab, der mest af alt minder om en af Johannes strikkepinde. Efter denne proces er der adskillige meter rensede tarme, der senere skal fyldes med noget af det fars, som Johanne laver af grisens mindre attraktive stykker, og som derfor ender i medisterpølse. Den blodige masse af pølsegryn fyldes i de tykkere tarmstykker og bliver til blodpølse.

Under processen funderer Svend over den fingerfærdighed, som Napoleons øvede hænder udviser. Det får ham til at tænke på nogen af de andre små opgaver, som Valdemar også plejer til tilkalde Napoleon for at få udført – og som i lighed med slagtningen også kræver fingersnilde og en skarp kniv.

Som før nævnt havde man i stalden en so, der var moder til hele ejendommens svineproduktion, og som en gang om året fik 10-12 smågrise – hvoraf som regel halvdelen var af hankøn.

Disse små hangrise skulle kastreres så hurtigt som muligt, og dette var Napoleon – der på det område også fungerede som en selvlært dyrlæge – også mand for at klare.

Dette foregik på den måde, at Napoleon bad Valdemar om at holde smågrisene, mens han selv foretog det for ethvert hankønsvæsens så fatale snit. Valdemar sad som regel på en skammel på gårdspladsen, mens han holdt et klæde over grisenes hoved, for at holde dem i ro. Imens sørgede familiens hund, Stella, for at holde sig i nærheden for – til Napoleons store morskab – med stor appetit at æde de små testikler, som han smed på gårdspladsen lige så hurtigt som hans kniv kunne fjerne dem fra deres oprindelige opholdssted.

Denne uappetitlige vane – der muligvis er normal adfærd for en hund – fik imidlertid helt nye dimensioner, da Napolelon så sidste sommer blev hidkaldt for også at kastrere familiens nye hund, Plet, der efterfulgte gamle Stella.

Plet var som bekendt en hanhund, og for at forebygge dens formentlig senere tendens til at ville strejfe, mente Valdemar, at en kastration ville være på sin plads.

Siddende på sin skammel – og med Plets hoved og forben solidt plantet i en gammel støvle – gjorde Valdemar og Napoleon klar til indgrebet, med Svend som interesseret tilskuer.

Om det var hunde eller smågrise, gjorde ingen forskel for Napoleon, og efter med stor øvelse at have drejet kniven, kastede han – som han plejede med grisene – testiklerne fra sig på jorden.

Plet blev så hylende befriet fra støvlen – løb et par gange rundt på gårdspladsen, hvorefter han vendte tilbage til udgangspunktet, hvor han i en hurtig mundfuld slugte de testikler, der for et øjeblik siden havde kunnet sikre hans slægts fremtid, hvis de havde beholdt deres oprindelige plads.

Da lo Napoleon, så hele hans store korpus rystede og udbrød til den pinligt berørte Valdemar: ”Ja så er vi wal lieg widt”!

Allerede dengang havde vendelboerne åbenbart et godt princip omkring humor: det behøver ikke nødvendigvis at være morsomt, når bare det er ulækkert!

 

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
Napoleon med kniven'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER