
Læs denne uges Finansbarometer lige her
8. august 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Nye tal for industrien indikerer skrøbeligt opsving
Industritilliden er på sit laveste niveau i fire år
Dansk økonomi er på mange måder kommet godt fra start i det nye år. Den økonomiske vækst landede på 0,8 % i 1. kvartal i år i forhold til 4. kvartal 2013, og vi har samtidig set en bedring på både bolig- og arbejdsmarkedet. Samtidig er der indikationer på, at det private forbrug også er ved at komme i gang og forbrugertilliden steg til 10,6 i juli mod 9,3 i juni, hvilket er et utroligt højt niveau. Det var første gang nogensinde, at forbrugertilliden steg for femte måned i træk. Dette kunne indikere, at det økonomiske opsving for alvor har ramt dansk økonomi. Nye tal fra industrien peger dog i den modsatte retning. Industritilliden for juli, som blev offentliggjort i sidste uge, viste et fald fra -7 til -13, hvilket er det laveste niveau i fire år. Det er ikke en naturlov, at forbrugertilliden og industritilliden skal følges ad, men det er ikke sket før, at der er så stor forskel mellem de to tillidsindikatorer. Der er ikke umiddelbart en logisk forklaring på, hvorfor industrien ser så dystert på fremtiden, mens forbrugerne er så optimistiske. De kommende måneder vil vise, hvem der har ret med hensyn til den nære økonomiske fremtid. Vi hepper og håber på, at forbrugernes optimisme vejer tungest.
Stilstand på arbejdsmarkedet
Ledigheden har generelt været faldende over det seneste år, men steg for første gang i noget tid i maj måned. Juni-tallet viste, at bruttoledigheden var uændret fra maj til juni på godt 133.900 personer. Kigger man på dansk økonomi lidt for oven, er der ingen tvivl om, at det går en smule bedre end for et år siden, men der er omvendt heller ingen tvivl om, at det ikke går ret meget bedre. Fremgangen i dansk økonomi er dog stærk nok til, at man efter vores vurdering godt kan tillade sig at kalde det et økonomisk opsving, uden man dog kan kalde det for et stærkt økonomisk opsving. Vores vurdering er, at det skrøbelige opsving kommer til at fortsætte over de kommende kvartaler, og vi forventer i det lys yderligere fald i ledigheden. Over det kommende år forventer vi et fald på omkring 10.000 personer. Når opsvinget ikke er stærkere, end det er, kan det ikke afvises, at der kommer kortere perioder med svagt stigende ledighed, men generelt forventer vi altså at ledigheden vil falde. Faldende ledighed er en vigtig ingrediens i at gøre et opsving selvforstærkende. Når flere kommer i arbejde, stiger tilliden til fremtiden, hvilket trækker både forbruget og boligmarkedet op til yderligere gavn for beskæftigelsen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt