
Sæby – nu snart med en ny garnforretning
6. august 2014 - kl. 9:13 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den 15. august overtager Britta Pedersen lejemålet Vestergade 13, hvor Fresco tidligere har holdt til.
Britta Pedersen er 43 år, uddannet folkeskolelærer og har igennem længere tid været vikar på Nordstjerneskolen. Britta bor i Frederikshavn, er gift med Erik, som er fisker og har sin egen båd i Hirtshals. Sammen har de to drenge.
Britta fortæller: ”Jeg har fra flere kolleger, som bor i Sæby, hørt, at byen manglede en garnforretning, og den nye folkeskolereform har gjort, at jeg i et stykke tid har tænkt på at lave noget andet. Min mand og jeg talte meget frem og tilbage inden den endelige beslutning blev taget, men så gik det også stærkt. Vi tog til Sæby den 13. juli for at se på tomme forretningslokaler, og før vi fik set os om, havde vi besluttet os til at overtage lokalerne den 15. august.
Vi forventer at åbne den 4. september, og så skulle alt gerne være lavet om, så garnforretningen Wiberg Strik står klar”.
Lige nu arbejder Britta med alle de tekniske IT problemer – kasse, bogholderi osv., men den 9. august tager hun på messe i Vejle for at møde sine kommende leverandører – og der er nok at tage af – hele 42 stande er der på messen, ”så det bliver spændende”, slutter Britta.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby – nu snart med en ny garnforretning' til en bekendt