Ugens klumme: Historien om den forkerte hund

2. august 2014 - kl. 4:26 - af

Soeren-Visti_600x250Svend har kendt Stella hele sit liv, og nu er hunden blevet 8 år og er halvgammel af en hund at være. Hun er vel knap så stor som en labrador og noget større end en foxterrier. Farven er brun med svagt aftegnede pletter, ørerne hænger på hver sin side af det brede hoved med den spidse snude og de vagtsomme, intelligente mørkebrune hundeøjne.

Racen er – som de fleste af fattigfolks hunde – ubestemmelig, og i sit otteårige liv har hun selv givet liv til adskillige kuld hvalpe af lige så blandet blod. Hunde strejfede frit omkring mellem gårde og husmandssteder dengang i starten af 1930´erne, og var kun sjældent lænket til deres bopæl. Så selv om Stella var den eneste hund man havde i Sulbækhuset, så lykkedes det den alligevel at blive bedækket med rimelige mellemrum af hunde fra naboejendommene, der lynhurtigt fik opsnuset, når der var en hunhund i området, der var i løbetid.

Dengang havde man ikke noget romantisk eller sentimentalt forhold til sine kæledyr, så når Stella nedkom med sine hvalpe, tog Valdemar de blinde og hjælpeløse småkravl, og kom dem i en sæk sammen med en passende stor sten.

Bag ejendommen slog Sulbækken et sving, hvor en strømhvirvel dannede et permanent dybt hul, og her blev de nyfødte hvalpe dumpet ned sammen med sæk og sten – og kort tid efter atter trukket druknede op og begravet. Samme skæbne overgik i øvrigt adskillige kuld nyfødte kattekillinger.

Nu var Stella imidlertid nedkommet med et nyt kuld hvalpe. Drengen Svend, der har nogenlunde samme alder som moderhunden, beundrer de 5 små pibende hvalpe, der begærligt får mælk hos deres mor. Svend har altid været glad for Stella, der har fulgt drengen i tykt og tyndt, og de to har et tæt bånd til hinanden.  Men der er en hvalp i dette nye kuld, som drengen synes skiller sig ud i flokken: en lille han, med en særlig aftegning omkring det ene øje. Svend døber ham Plet.

Han beder derfor for Plets liv, da hans far, Valdemar, skal til at gøre det, han altid gør med nyfødte hundehvalpe. Og af en eller anden årsag – måske på grund af Stellas fremskredne alder og begyndende småskavanker – føjer den ellers ubøjelige Valdemar sin søn i hans ønske. Men der er lige en enkelt og – skulle det vise sig – fatal tilføjelse: ”Wi ska kon ha jen huj hejr i huwst, så do må bestæem hwaffen jen det ska væer”!

Uden at tænke nærmere over det, gav Svend sin far løfte om, at han på et eller andet ikke nærmere defineret tidspunkt, måtte vælge om det var Stella eller hvalpen Plet, der skulle være husmandsstedets fremtidige hund. Valdemar tog de resterende fire hvalpe med sig i sækken.

Stella var således alene med sin ene hvalp, og der gik nogle uger og tiden nærmede sig, hvor Plet ville kunne klare sig selv uden moderen. I mellemtiden havde drengen fortrængt sit løfte til faderen og beundret og passet de to hunde, imens han selvfølgelig også havde passet alle de andre gøremål – herunder pasningen af ejendommens høns – som var blevet ham tildelt af far. Alle, stor som lille, måtte bidrage med det arbejde man nu engang efter alder var i stand til.

Men så kom dagen, hvor Valdemar bad sin søn tage endelig stilling til hvilken hund, der havde en fremtid som familiens firbenede følgesvend. Svend kiggede på de to hunde i kurven: den gamle mor med de begyndende grå hår, og den haltende, gigtplagede gangart – og den lille livlige hvalp, der sprang omkring og lavede alverdens ”hundekunster”.

”A will jaern behoel Plet”, sagde Svend, og Valdemar nikkede samtykkende. Beslutningen var definitivt truffet.

Nogle få hundrede meter fra Sulbækhuset bor bedsteforældrene, Thomas og Marie Mortensen, og en af deres sønner, Teodor, er ungkarl og bor hjemme. Teodor driver en del jagt og fiskeri fra kysten, og har således et gevær hængende derhjemme. Der er nogenlunde frit udsyn fra den ene ejendom til den anden – strandheden afbrydes kun af en række forkrøblede graner mellem Valdemars lille hus, og svigerfaderens noget større gård med tilliggende marker.

I solnedgangen trækker Valdemar af sted med den intetanende Stella, som tøjres til en pæl ved Marie Mortensens tørresnor. Teodor hilser på Valdemar, og han har sit nu ladte gevær under armen.

Hvad de to mænd ikke ved, er at Svend ikke – som forventet – ligger i sin seng endnu, men netop kommer ud af laden, hvor han har gjort sit aftentoilette ude bag køerne. I solnedgangens dæmpede lys ser han tydeligt de to mænd og hunden nogle hundrede meter derfra uden at tænke nærmere over det – indtil et skarpt knald fra et geværskud bryder aftenstilheden, og får en flok råger fra deres koloni ved bækken til at flakse skrigende op i luften.

Da går verdens grusomme realiteter op for den lille Svend, og i et splitsekund passerer alle hans første barndoms oplevelser sammen med Stella revy for hans indre øje, og han bryder hulkende sammen og råber: ”Åh nei – A troer det var dej forkert huj”!

Men det gjorte lod sig ikke ændre. Oplevelsen var kynisk og brutal for en lille dreng – og utænkelig i vores tid – men på landet i 1930´erne var tiden hård og brutal. Hverken menneske- og dyreliv havde ikke samme vægt, som i vore dage, og tab af begge dele var en del af normen, hvad enten der var tale om aflivning af husdyr, eller den forholdsvis høje børnedødelighed, der ramte næsten alle familier på et eller andet tidspunkt.

Der var ikke et korps af fagpersoner og krisepsykologer til rådighed for borgere, der blev udsat for traumatiske oplevelser. Disse hændelser måtte man i vid udstrækning bearbejde i de enkelte familier eller sammen med det netværk man nu engang havde omkring sig.

Men Svend lærte i en tidlig alder – som vi alle på et eller andet tidspunkt lærer – at nogle svære beslutninger af og til nødvendigvis må tages. Nogle gange virker de i beslutningsøjeblikket åbenlyst rigtige, men somme tider viser de sig med tidens gang at være tvivlsomme og måske direkte forkerte. Og så er der altid en ukendt faktor, der hedder moral og etik, som af og til glemmes i gerningsøjeblikket.

Vi kan alle komme i tvivl. Vi kan alle tage fejl. Men det er først når vi mister samvittigheden og holder op med at tænke over – og tage ved lære af – vore tvivlsomme beslutninger, at vi ophører med at være menneskelige.

Og i nogle situationer er beslutningerne ikke så fatale som i historien om Stella – og lader sig måske gøre om!

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: Historien om den forkerte hund' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER