Senneppens dag i Dybvad<br>…

Senneppens dag i Dybvad

2. august 2014 - kl. 0:31 - af

Sennep_600x250”Sennep har været kendt og brugt som krydderi og lægeplante gennem årtusinder. Faktisk er det måske verdens ældste krydderi. Det giver lidt respekt for planten”, siger Frank Zenas fra gårdbutikken og fødevarevirksomheden ZENAS-Pedersholt ved Dybvad.

Her er der i øjeblikket travlhed med det næste arrangement ”Senneppens dag”, der afvikles søndag den 10. august fra kl 13 til 17.

”Jeg kigger til min sennepsmark flere gange om dagen og ser frem til den dag, hvor min sennep skal høstes. Jeg har fra barndommen haft en stor forkærlighed for sennep”, siger Frank Zenas. ”Som barn købte og lavede jeg ofte det, vi kaldte ”kradsere” – som var pølsebrød med ketchup og sennep og for min del masser af sennep.

Så kærligheden til senneppen er gammel, men at jeg nu producerer sennep er alligevel lidt af et tilfælde. I min fritid er jeg lærer”, smiler Frank, der stadig er meget mærket af lærerlockouten sidste forår, og for tre-fire år siden var med en 7. klasse fra Sæby Privatskole på en lejrskole på Bornholm.

”Vi kom til Svaneke, hvor der var torvemarked, og der er der jo både Svaneke bolsjer, Bornholms Lakrids og Svaneke Chokolade, så ungerne fik en time der til handel og strøg til de butikker. Jeg kiggede mig om på markedet og fik øje på Bornholms Sennep, og så var jeg optaget.

Besøget og samtalen med Bornholm Sennep satte tanker i gang, og da jeg vendte hjem, sagde jeg straks til min kone, vi skal til at dyrke og producere sennep.

Siden har jeg eksperimenteret og lavet en hel del sennep, og har da også fået lavet mine egne opskrifter”, siger Frank Zenas, ”men det har været på købte, økologiske frø, men fra i år er det af egen sennepsfrø.  Og det har været lidt af et arbejde at komme hertil. Glimmerbøssen er en lille bille, der elsker gule blomster, og når nu min mark er økologisk, ja, så kan jeg så ikke sprøjte imod dem. Så min konsultation med fagfolk gav mig ikke megen opmuntring. Faktisk blev jeg af mange frarådet at så sennep. Men hvis jeg alligevel gjorde det, så skulle jeg så så sent som muligt, måske først midt i maj, mente man.

Jeg kender dog min sandede jord og vejret de sidste mange år, så derfor trodsede jeg sagkundskaben og såede midt i april. Og glimmerbøsserne kom, og de åd, og længe var jeg bange for, at de ikke levnede mig et eneste sennepsfrø, men det er dog gået anderledes, og selv om senneppen endnu ikke er høstet, så ser det ud til, at jeg får min del af frøene”, slutter Frank Zenas.

Der inviteres i hvert fald nu til Senneppens dag på Pedersholt. Alle er meget velkomne, og som ved de tidligere arrangementer i virksomheden ZENAS-Pedersholt, så vil arrangementet byde på en hel del smagsprøver på sennep og sennepsretter og give ideer til, hvor sennep kan bruges i hverdagen.

Der vil også være et foredrag om senneppen og dens virkninger og anvendelse. Det sker kl. 13 umiddelbart efter åbningen. Så vil der være smagsprøver og klokken 15 vil der være en lille tur til sennepsmarken, hvis den stadig ikke er høstet, elles bliver det en lille tur rundt på Pedersholt.

På grund af de mange smagsprøver – og der er mange – så tager man en lille entré for arrangementet, kr. 30,- for voksne.

Der vil også være åbent i gårdbutikken, der nu bugner af mange økologiske safter mv. samt økologisk oksekød.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Senneppens dag i Dybvad
...'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger