Ugens klumme:
Bejleren

21. juni 2014 - kl. 0:05 - af

Soeren-Visti_600x250Så står han der i døråbningen – den unge mand som Thomas allerede har hørt en hel del om.

Egentlig ser han ikke ud af meget. Lille og spinkel, mørkhåret, med midterskilning og runde sygekassebriller, der måske skal kompensere for et nedsat syn og måske skal afhjælpe den kendsgerning, at han er temmelig skeløjet.

Thomas lader sit blik løbe henover knægten, der tydeligvis har taget sit pæne søndagstøj på, selv om en næsten ny vest ikke kan skjule, at skjorte og bukser er slidte og krøllede, og bestemt har set bedre dage – formentlig for flere år siden.

Thomas rækker hånden frem og siger med egnens dialekt: ”Komm innen te”, mens han giver den forsigtige unge mand sit faste håndtryk. ”Så er´et dæ, der er Walmar?”, spørger han med et glimt i øjet. Spørgsmålet bliver bekræftet med et lille genert nik og et ja.

Mens de kortvarigt trykker hænder, bemærker Thomas, at selv om den unge mand er lille af vækst, så er han af den senede stærke type, og hænderne er ru og arbejdsvante – og håndtrykket er næsten knusende fast.

Valdemar Jensen præsenterer sig og bukker – og ser sig forsigtigt rundt i Thomas Mortensens stue. Valdemar er 23 år og kommer fra små kår – hans far var teglværksarbejder fra Volstrup, men er død, og hans mor er enke, og bor i et lille hus i udkanten af Sæbygård Skov. Valdemar kan derfor nøgternt for sig selv konstatere, at den stue som han nu befinder sig i, vidner om en del mere velstand end hjemmet han kommer fra. Og hvad han på daværende tidspunkt ikke kunne vide: betydelig mere velstand end han selv i de næste 40 år ville komme til at opleve!

Selv om der ikke er voldsomt mange fine ting i Mortensens hus i Sulbæk, fortæller møblementet alligevel om, at Valdemar står overfor en (om end lille) gårdejer, og på det lille skrivebord i hjørnet, ligger den almanak som de fleste bønder køber for at kunne hitte rede på årets gang og mærkedage. Den er slået op på dags dato: søndag d. 19. april 1914.

Thomas fører ivrigt an i snakken, der hurtigt kommer omkring lidt af hvert: vejret, markerne, afgrøderne og hans bierhverv som tagdækker. ”Å hva lawwer så do”? Spørger han omsider Valdemar.

Valdemar kan fortælle, at han er arbejdsmand – mest ved diverse bygmestre, men også som daglejer på landet. Kort sagt: alt som bød sig. Han fortalte ikke, at han også var organiseret i fagforening og socialdemokrat – det måtte komme ved en senere lejlighed, for ikke alle bønder så med milde øjne på den omsiggribende uskik med at arbejdsfolk rottede sig sammen i foreninger.

Hvis Thomas Mortensen på sin side mente, at et job som løsarbejdende arbejdsmand ikke var noget særligt eller fint nok, så sagde han heller ikke det. Måske havde nogle hårde år i Amerika lært ham, at man generelt set ikke skal se ned på folk, eller på forhånd skue en hund på hårene. I stedet antager han sin mest muntre og imødekommende tone, og kalder i stedet på: ”Marie – komm lige herind og ta do bare Johanne mæ”?

Ude fra køkkenet kommer nu Thomas kone Marie – og for Valdemar det vigtigste – en ung pige med lyst hår og fletninger og meget blå øjne.

Johanne, der er 18 år og Thomas og Maries ældste datter, er genstanden for Valdemars besøg denne søndag eftermiddag. Hun er som Valdemar lille af vækst, men en køn pige, og har nok altid været Thomas øjesten.

Forældrene havde nok observeret, at der var noget fat med Johanne, der havde opført sig lidt mærkeligt den sidste tid. Men ked af det var tøsen jo heldigvis ikke – i øvrigt havde hun jo også faderens lyse sind og hurtige snakketøj – og det varede da heller ikke længe inden hun fik fortalt, at der vist var gang i et eller andet kæresteri.

Og som skik og brug bød sig – når sådan noget havde foregået i det skjulte i en passende tid – så havde Thomas bedt Johanne om at invitere den unge mand til eftermiddagskaffe. Og kaffen bliver derfor båret ind af en blussende og rødmende Johanne, der henkastet forsøger at vurdere, om faderen nu også synes om hendes udkårne.

Man kan sige meget om datidens bønder, men gæstfrihed var en dyd de fleste besad – og et godt kaffebord med hjemmebag og småkager var en selvfølgelighed, når der var søndagsbesøg.

Det lykkes den frimodige Thomas at få den noget mere ordknappe Valdemar tøet lidt op, og efter kaffen vil han derfor gerne besegle det nye venskab på traditionel bondemaner.

Han vender sig derfor fra bordet og åbner lågen til et lille skab, hvorfra han henter en flaske med brændevin og to glas: ”No ska vi ha en bette dram!”

Men Valdemars bemærkning til denne gestus fratog alligevel den meget snakkende Thomas mælet – om end kun for en kort bemærkning.

”Næj tak, a drikker intj spiritus”, kom det med fasthed i stemmen fra Valdemar.

Thomas måtte nu være hurtig for at undgå et halvpinligt optrin. Igen var det hans frisind og slagfærdighed, der reddede situationen – og igen var det nok erfaringerne fra USA, der jo var en smeltedigel af alle mulige religiøse og moralske observeringer – der gjorde udslaget.

Så mens Thomas lidt slukøret satte flasken uåbnet tilbage i skabet kom den forløsende kommentar: ”Ja-ja Walmar, sæl om do intj vil ha spiritus, ka vi vel være lie gue venner”! – og kaffekanden gik så i stedet en ekstra runde.

Og Johanne kunne ånde lettet op: Valdemar var accepteret af hendes far – og det var en forudsætning for at forholdet nu kunne gøres officielt.

Måske havde Thomas egen erfaring med, hvor svært det kan være at få sin hjertes udkårne fået ham til at udvise denne tolerance overfor en mand, der både var mere troende, havde en anden politisk observans og var af en lavere social stand end han selv.

For at bestyrke det gode forhold til Thomas kom brylluppet mellem Valdemar og Johanne til at stå den 18-12-1914 – samme dato som Thomas selv havde ægtet sin Marie i Iowa USA i 1891.

Valdemar og Johanne slog sig ned i Sulbæk få hundrede meter fra Johannes forældre – og grundlagde den slægt der blandt mange andre er ansvarlige for såvel Svend Sulbæk, som ham der er pennefører på denne lille beretning.

 

En kommentar til “Ugens klumme:
Bejleren” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Ugens klumme:
Bejleren”

  • Søren Visti Jensen

    Denne histore bragte os så 100 år tilbage i tiden, og indleder en række fortællinger, hvor min bedstefar, Valdemar Jensen, er den centrale person. Den næste historie “De Gamle Stiers Folk”, er gået hen og er blevet en af mine personlige favoritter – og det samme mener Svend Sulbæk, der fortalte den til mig, da han for nylig måtte tilbringe nogle dage på Sygehuset. I de kommende historier fjerner jeg det romantiske skær over de gode gamle dage – og afslører en tid, der nok kun er blevet god, fordi den er gammel – og vi har glemt de virkelige forhold. Rigtig god fornøjelse!

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
Bejleren'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER