
Fra sted til sted – Et lokalt landsbyprojekt
18. juni 2014 - kl. 15:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nu vil landsbyerne frem i lyset. I uge 31 går det løs, med aktiviteter rundt om i en del af landsbyerne i kommunen. Og alle er velkomne til at være med. Unge, gamle, turister, fastboende, besøgende og alle de andre.
Find en spændende aktivitet der passer til dig og din familie. Og kom og vær med.
Om ideen
Ideen om at lave synlige aktiviteter i landsbyerne er opstået i Distrikts Udvalget i Frederikshavn Kommune. Det er efterhånden ved at være noget siden ideen opstod. Men nu er vi ved at være på banen.
Tanken er, at vi gerne vil vise landsbyerne frem. Vi vil rigtig gerne, at folk kommer og besøger os.
Og bliver dette års ”uge 31” er succes, ja så er tanken, at fortsætte hvert år i uge 31 og gøre det til en tradition.
Om aktiviteterne
Vi starter aktiviteterne i den sydlige del af kommunen, i Voerså, Lyngså og Præstbro. Her kan du komme med på familiegåtur, sejle i kano, spille petanque, ride eller bare hygge ved grillen på Voerså havn.
Så bevæger vi os fra sted til sted op igennem kommunen. Til fx Ørtoft hvor du kan klatre, til Hørby hvor der er gåtur og frokost, til Gærum hvor du kan gå turer, cykle eller være med i sommerlege, videre til Strandby, hvor der er fisk som tema. Derfra går det nordpå til Jerup, hvor der er aktiviteter for de Islandske heste, gåturer, tur med motorcykler og musik i sommernatten, videre til Ålbæk hvor du både kan løbe, cykle, ride og gå.
Altså en uge med masser af bevægelse, hygge og sjov.
Samarbejde
Aktiviteterne er lavet som et rigtig godt samarbejdsprojekt mellem landsbyerne. Og ud over det, at landsbyerne har haft et ønske om, at vise hvor dejligt det faktisk er at bo i en landsby, så har projektet også gjort at landsbyerne er rykket tættere sammen. Nu kender de hinanden, nu samarbejder de og det får klart sin fordel ved senere projekter.
Følgende landsbyer er med i år: Voerså, Lyngså, Præstbro, Ørtoft, Hørby, Gærum, Strandby, Jerup og Ålbæk.
Find aktiviteterne
Vi har været heldige også at lave et samarbejde med Toppen af Danmark. Derfor er alle aktiviteterne at finde i hæftet ”Den gode historie” fra Toppen af Danmark. Du finder også aktiviteterne på deres hjemmeside.
Desuden finder du ildsjælene og deres aktiviteter på Facebook under ”Fra sted til sted”. Aktiviteterne kommer også snart på kommunens hjemmeside under ”Arrangementer”.
Pressemeddelelsen
Når vi sender pressemeddelelsen allerede nu, så er det for at folk kan nå at planlægge efter at være i nærheden i uge 31, hvis de er interesserede.
Og så tænkte vi også, at pressen selvfølgelig skulle have muligheden for at lave en dybere omtale eller artikel her hen over sommeren, hvis I lige står og mangler noget stof. Så kontakter I os bare. Der er masser af gode optaktshistorier, at fortælle fra landsbyerne inden det går løs i uge 31. I den uge er I naturligvis også velkomne til at komme og besøge os.
Yderligere information
Kontakt projektkoordinator for ”Fra sted til sted”
Hanne Lauritsen
hlau@frederikshavn.dk
Mobil 29 48 61 74
Eller repræsentant for landsbyerne:
Peter Lind-Bonnerup, Ålbæk, 26 271 272, plb@lbb3.com
Betty Steglich-Petrsen, Jerup, 2367 4251, betty.steglich@gmail.com
Anni Anndersen, Gærum, ae-boel@pc.dk
Gitte Mortensen, Lyngså, 2344 6642, klitgaardsvej8@gmail.com
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fra sted til sted - Et lokalt landsbyprojekt ' til en bekendt