
Fire dages marked i Lyngså
…
13. juni 2014 - kl. 10:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I dagene 26. – 29. juni løber Lyngså Marked af stabelen med masser af aktiviteter og tilbud i form af kræmmere, Frederiksens Tivoli, mad og musik samt underholdning.
Torsdag åbnes sidst på eftermiddagen, og traditionen tro starter markedet med et stort markedsbanko, hvor der er masser af præmier med blandt andet 12 kvarte grise.
Fredag spiller CURLY BAND fra 18.30 – 01.00, og flettet ind imellem opføres markedets populære lokalrevy. Selv om man ikke er lokalkendt, kan man sagtens få et stort og billigt grin ud af det. Der er fri adgang i det store markedstelt – og det gælder alle fire dage.
I revyen er det 4 garvede og en debutant, der ruller sig ud på scenen. Bente Thomsen, Søren Sig, Polle Ottosen og Ib Thomsen er scenevante fra tidligere markedsrevyer og dilettanter, mens sidste skud på stammen er Line Stæhr fra Sæby, der får sin debut på de skrå brædder på Lyngså marked.
Instruktører og tekstforfattere er Conny Thomsen og Michael Schioldan, begge Voerså.
Lørdag morgen lægges der ud med gratis rundstykker og kaffe til alle, der møder op i teltet, og om eftermiddagen optræder duoen TWO STEP fra Frederikshavn to gange på tivoliscenen. TWO STEP er blandt andet kendt fra tv-kanalen Charlie.
Lørdagsmotion skal der også til. Midt på eftermiddagen starter en firmafodboldturnering. Aftenmotionen tager 4PLAY sig af. Danseorkesteret spiller op til dans i teltet.
Søndag er markedets fjerde og sidste dag. Her er der også gratis rundstykker og kaffe til alle fra morgenstunden, og 09.00 rykker kirken ind med gudstjeneste i teltet forrettet af sognepræst Mette Volsgaard, Skæve.
Fra 11 – 16 går det med hiv og sving samt træk og slip, når Volstrup Harmonikaklub giver den hele armen med masser af kendte numre, hvor det er tilladt at både danse og synge med.
Harmonikaklubben bliver afløst to gange af populære Richard Ragnvald, der optræder på tivoliscenen, og efterhånden er ved at være fast tradition på Lyngså Marked.
Lyngså Markeds sidste gøremål er udtrækning af Lyngså Boldklubs tombola-hovedgevinster.
Ledige stadepladser
Har man tid, lyst og lejlighed, kan man endnu nå at tilmelde sig som kræmmer på markedet. Der er nogle enkelte pladser ledige, og henvendelse skal ske til Bente Thomsen på 20 86 59 12 eller på mailadressen bente.s@thomsen.mail.dk
Ingen skal sulte på markedet
Det sørger Syvsten Kro for. Torsdag serveres dansk bøf med bløde løg for kr. 60 -.
Fredag er det buffet med tun, skinke, frikadeller, 2 slags kartofler og salat for kr. 80.
Lørdag kan der købes højt belagt smørrebrød for kr. 25 -, og svinekam stegt som vildt for kr. 60 -.
Søndag serveres fra 11.00 stegt flæsk med persillesovs, og 16.00 kan der købes biksemad med spejlæg fro kr. 45 -.
For alle retter gælder; ingen tæller hvor mange gange man fylder på sin tallerken. Man skal bare spise sig mæt.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fire dages marked i Lyngså
...' til en bekendt