
Udstilling om de illegale flugtruter fra Sæby til Sverige
6. juni 2014 - kl. 9:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I perioden 7. juni til 30. juli kl. 10-16 vil der i ”For Retfærdigheden” i Sæby være en udstilling om de illegale flugtruter fra Sæby til Sverige under 2. Verdenskrig.
Fra midten af oktober 1943 og indtil januar 1945 blev flere hundrede personer transporteret over Kattegat fra Sæby til Sverige. Tyskerne havde besat Danmark, og de flygtende var alle på en eller anden måde eftersøgt af tyskerne. De største persongrupper, der flygtede over Kattegat, var personer fra modstandsbevægelsen, militærpersoner (fra august 1943), jøder (fra 2/10 1943), allierede flyvere, og politifolk (fra september 1944).
Natten mellem 23. og 24. januar 1945 slog tyskerne til i Sæby. De anholdt da et antal personer, som på den ene eller anden måde var involveret i illegale transporter over Kattegat fra det besatte Danmark til neutrale Sverige.
I alt blev 12 personer anholdt i Sæby. Det skete ikke uden dramatik, bl.a. blev en modstandsmand hårdt såret under aktionen mod lederen af organisationen i Sæby, skibsbygger Ditlev Pedersen. Også i omegnen blev der anholdt hjælpere og logiværter – og i dagene efter blev flere personer arresteret. Hermed stoppede den illegale rute fra Sæby. Men trafikken til Sverige ophørte ikke – sejladserne fortsatte, bl.a. fra Strandby, Skagen og Grenå.
De arresterede fra Sæby kom senere til Frøslevlejren og vendte hjem i dagene efter befrielsen. De fik en heltemodtagelse i Sæby, der bl.a. fejrede dem på byens torv, der i befrielsesdagene var det store samlingspunkt for Sæbys befolkning. Det var også her, de første engelske tropper blev modtaget med begejstring, en festmiddag og dans på torvet i de glade majdage i 1945.
Der er gratis entré til udstillingen.
En kommentar til “Udstilling om de illegale flugtruter fra Sæby til Sverige” under annoncerne.
Torsdag den 12. juni kl. 19.00 kan man høre mere om Nordjylland under besættelsen. Kenneth Kristensen fra Kystmuseet i Bangsbo holder foredrag om emnet i Retfærdigheden. Kom og hør mere om den spændende historie. Fri entre.