
Ugens klumme: Afsked med Kaptajn Micky
29. marts 2014 - kl. 0:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Søren har tre tunge bæreposer med sig ind i butikken denne sommerdag i 1973 – og hvis den planlagte handel går som han håber, er der meget mere at hente der, hvor disse poser kommer fra.
Butikken er ”Annas Foto”, der ligger lige før Aalborgvej bliver til Grønnegade, men Søren skal ikke have taget et portrætbillede eller afleveret en film til fremkaldelse – og slet ikke have købt sig et kamera. Søren interesserer sig slet ikke for foto, selv om lillebror Anders senere ville blive en ivrig amatørfotograf, der selv fremkalder billeder på sit værelse hjemme på Aalborgvej.
Sørens ærinde går derimod i retning af den nyoprettede afdeling for antikvarboghandel, som er blevet en hastigt voksende del af Annas lille forretning.
Overalt står der kasser med gamle brugte bøger, ugeblade og tegneseriehæfter, som Anna opkøber med videresalg for øje – og Søren har noget i sine poser som måske kunne have hendes interesse.
Det er Anna selv der kigger med, da Søren hælder den første poses indhold ud på glasdisken, hvor man gennem ruderne kan se de udstillede kameraer og sortimenter af tomme forgyldte rammer. Ude bagved rumsterer husvennen, den flinke hr. Kaspersen med den store røde næse.
Søren er lidt beklemt ved at skille sig af med posernes indhold, da de indeholder mange gode underholdende timer – og flere af bøgerne og hæfterne er blevet læst flere gange, såvel af ham selv som hans mor Else og bedstefar Anton Toft.
Men der kommer tidspunkter her i livet – både før og senere – hvor man må prioritere sine interesser. Der kan ikke være tid – eller i dette tilfælde råd – til alt det man gerne vil, så man kan blive nødt til at foretage nogle smertefulde valg.
Sørens dilemma ligger i, at han nu er 16 år, er teenager og har købt sig en kassettebåndoptager for en stor del af sine konfirmationspenge – og selv om hans interesse for tegneserier endnu ikke er helt forbi, så er den blevet overhalet af hans interesse for popmusik. Han har også fået sig en knallert, der skal have såvel benzin som nødvendige reparationer, og da Sørens flair for mekanik er nærmest ikke eksisterende, så må disse eftersyn foretages hos Frede ”Fjelle” Jelsbak i gården ved vandmøllen. Og da han ikke har råd til alle tre ting, så må der foretages et valg.
Der er netop udkommet nogle nye albums med såvel Ringo Starr, George Harrison og Paul McCartney – tre styks indenfor en god måneds tid – så de fire ”beatlers” store produktivitet i de første år som solister har drænet Søren for sparepenge.
Og nu barsler også John Lennon med et nyt soloalbum, som Søren bare er nødt til at eje: ”Mind Games”. Søren samler med vanlig systematik nu på Beatles musik, og det koster penge – også flere end han har, her hvor han er på vej mod 3. real og således på vej ud af folkeskolen.
På Annas disk ligger nu derfor en næsten komplet samling af Kaptajn Micky bøger, som Søren har haft gennem en årrække – bøger han dels har arvet fra en fætter i Frederikshavn, og dels har købt selv hos Lilkær på Aalborgvej. 20 bøger i alt i særdeles fin stand. At passe på sine ting, det kan man hos familien på Aalborgvej.
Udover bøgerne er der mere end 100 fortløbende ”Wild West” hæfter omhandlende samme Kaptajn Micky og hans to fordrukne våbenbrødre, Fuzzy og Salasso. Uden at fortrække en mine byder Anna en flad halvtredser for hele molevitten.
Bærepose nr. 2 indeholder komplette samlinger af de første 30-35 numre af de danske udgaver af ”Dæmonen” (Daredevil) og ”Edderkoppen” (Spiderman). Enten har Anna ingen indsigt i det amerikanske Marvel-univers, hvis figurer senere ville blive Hollywood-filmatiseret på stribe, eller også er hun bare en iskold forretningskvinde, der står overfor en stor dreng, der helt åbenbart er indstillet/tvunget til at indgå en handel – uanset hvor dårlig den end måtte være. Nok en halvtredser blev budt.
Den tredje bærepose indeholder en blandet landhandel af gamle Anders And blade, Seriemagasiner og et par Jan bøger. Med et skuldertræk fra den barske Anna indbragte dette sortiment 25 kroner.
Med blødende hjerte og 125 kroner på lommen forlod Søren butikken og en del af sin barndoms historie, og startede sin knallert, for at hente ”Mind Games” hos radiohandler Wøhlk få hundrede meter derfra. Hovedparten af pengene var hermed brugt. Herefter blev knallertens tank fyldt med 4 % olieblandet benzin fra ”Fjelles” pumpeanlæg, og efter et par ”krassere” (hotdogs uden pølser) sammen med et par skolekammerater ved torvets pølsevogn, vendte Søren hjem for at høre sin nyerhvervelse på kassettebåndoptageren.
Det viste sig at ”Mind Games” var et af John Lennons få middelmådige albums. Og hver gang Søren den dag i dag hører titelmelodien, bliver han mindet om, hvilken formue den solgte tegneseriesamling ville kunne indbringe via internettet, hvis han havde beholdt den frem til den dag i dag.
Og historien er en grusom lære om, hvor dyrt det kan være at være fattig!
En kommentar til “Ugens klumme: Afsked med Kaptajn Micky” under annoncerne.
Jeg er ret sikker på, at den flinke hr. Kaspersen er Anna Kaspersens far, der hed Karl Kaspersen og som døde 103 år gammel i 1992.