
Rodfrugternes dag på Pedersholt ved Dybvad
24. marts 2014 - kl. 16:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Foråret er en travl tid, også hos den økologiske Gårdbutik ZENAS-Pedersholt. Årets afgrøder skal planlægges, jorden skal pløjes, fræses eller bearbejdes på anden måde, og der skal sås afgrøder for den kommende sæson. Træer, buske og planter skal efterses og drivhuset skal klargøres.
”Samtidig skal vi have ryddet op i de afgrøder, vi høstede i efteråret”, siger Frank Zenas. ”De er flittigt blevet brugt her på Pedersholt, idet vi selv lever en hel del af vegetarisk mad foruden det økologiske kød, vi selv producerer. Vi har stadig en hel del gulerødder, pastinakker, persillerod, rødbeder, porrer og jordskokker tilbage, og derfor vil vi gerne indbyde til et kulinarisk arrangement her sidst på måneden:
Rodfrugternes Dag den 30. marts fra kl. 10 – 17 i teltet på gårdspladsen.
”Rodfrugter hører nok mest hjemme i gastronomien i efteråret og vinteren, men det er ikke så let at styre et sådan arrangement om vinteren, så derfor har vi valgt det tidlige forår, hvor vi alligevel skal til at rydde op i resterne og så nye afgrøder”, siger Frank Zenas. ”Historisk komme rodfrugterne til Danmark i løbet af 1500-tallet, hvor Christian II kom til Holland og blev så begejstret for dyrkningen af jorden der, at han tog nogle hollændere med sig til Amager, hvor de slog sig ned og begyndte at dyrke gulerødder, persillerod, pastinak og knoldselleri, – rodfrugter vi jo nu betragter som pæredanske.”
Rodfrugternes Dag på Pedersholt vil byde på en gastronomisk oplevelse med talrige smagsprøver på økologiske produkter, retter og andet med rodfrugterne som de absolutte hovedpersoner.
”Det vil dreje sig om vore egne økologiske produkter”, siger Frank Zenas. ”Fx forskellige vegetariske smørepålæg eller rodfrugtchips, som vi også har med en variant med lakridssmag. Også urtesennep er et af vore egne produkter, hvor persillerod er en af ingredienserne. På grund af de mange smagsprøver m.v. tager vi en lille entré til arrangementet, nemlig 30. kr. for voksne.
Til gengæld får man så også en dejlig oplevelse med sig hjem, for uden smagsprøverne i teltet, bliver der et lille foredrag om rodfrugterne og en lille markvandring på Pedersholt, hvis man skulle have lyst til det. Her vil Frank Zenas vise rundt og komme ind på de planter og træer, som anvendes i fødevareproduktionen på Pedersholt. Og man kan smutte en tur ind i gårdbutikken, hvor alle de økologiske produkter er på lager.
Frank Zenas slutter med at nævne en af de rodfrugter, der vil være mange smagsprøver på: nemlig jordskokken. Jordskokken har med sin fine nøddeagtige smag for alvor gjort sit indtog som fast ingrediens i køkkener og på spiseborde over hele landet. I de sidste fire år er der sket en sand eksplosion i salget af den lille rodfrugt. ”Vi har dyrket den i nogle år og bliver mere og mere glade for den. Så kom forbi og smag jordskoksuppe og jordskokcreme og meget mere”.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Rodfrugternes dag på Pedersholt ved Dybvad' til en bekendt