
BeneFiT Sæby indgår samarbejde med lokal diætist
14. marts 2014 - kl. 11:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Livsstilssygdomme er et stigende problem i samfundet, flere mennesker end nogensinde bliver ramt af livsstilsygdomme, som hjertekarsygdomme, diabetes, og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Al forskning viser, at det er meget vigtigere at forebygge, end det er at behandle.
BeneFiT Sæby vil meget gerne hjælpe med at forebygge disse livsstilssygdomme. Motion og kost er to af de vigtigste fokusområder for at modvirke disse sygdomme. De fleste har en hel del viden om kost og motion, men det kan alligevel være svært at fastholde de gode vaner, hvorfor det er vigtigt at lave en ændring af sin livsstil over en længere periode. Mange sæbynitter deltog i Sæby på Vægten, endnu flere ville måske gerne have været med, når man så venner, familie eller kollegers fine fremskridt.
”Mange steder har man hold med fokus på livsstil, hvor man motiverer og vejleder folk til at tage de rigtige skridt i deres udvikling. Vi har tidligere kørt hold her i huset med samme formål, og nu er det tid til at gøre det igen”, fortæller fysioterapeut Jim Knudsen fra BeneFiT Sæby.
For at optimere tilbuddet til deltagerne, har BeneFiT Sæby indgået aftale med den lokale kliniske diætist Margit Oien, der sammen med Jim Knudsen vil stå information og motivation til deltagerne på Livsstilsholdet.
”Det kommer til at give indholdet og holdet en kæmpe boost, at vi har indgået denne aftale med Margit Oien. Vi har naturligvis en masse viden omkring kost, men at få en diætist med på holdet er et ønske, som vi har haft i lang tid, men som nu er gået i opfyldelse”, siger klinikejer Kenneth Madsen.
Jim Knudsen fortæller, at deltagerne starter med en individuel samtale både med Margit og ham. Derefter vil der 27. marts være foredrag om kost og motion ved dem begge. Man kan i perioden, der er på 3 måneder, træne så ofte man vil hos BeneFiT Sæby, hvor fysioterapeut laver et individuelt tilpasset program. Der vil løbende være vejning og masser af muligheder for vejledning i forhold til kost og motion.
”Vi glæder os til at komme i gang”, siger Jim Knudsen og Kenneth Madsen samstemmende.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'BeneFiT Sæby indgår samarbejde med lokal diætist' til en bekendt