
Nordjyder tager de gode sundhedsvaner til sig
12. marts 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Færre nordjyder ryger, vi drikker mindre alkohol, bevæger os mere, mens det til gengæld kniber lidt mere med den sunde mad og med at holde vægten.
Det er nogle af konklusionerne på den store befolkningsundersøgelse ”Hvordan har du det – 2013?”, hvor godt 20.000 borgere sidste år svarede på de mange spørgsmål om sundhed, sygdom og trivsel.
Formanden for Sundhedskoordinationsudvalget i Region Nordjylland, Pernille Buhelt, finder det enormt positivt, at så mange nordjyder har taget sig tid til at svare på spørgsmålene.
– De mange besvarelser gør det muligt at indkredse de områder og befolkningsgrupper, der har det sværest, og hvor der er behov for en ekstra indsats – så en stor tak for det.
Undersøgelsen viser overordnet set, at det går den rette vej på flere områder. F.eks. er der nu godt 19.000 færre rygere i Nordjylland end i 2010. Det betyder, at 17 % af nordjyderne ryger. I 2010 var det tilsvarende tal knap 22 %.
Den gode udvikling på rygerområdet glæder næstformanden i Sundhedskoordinationsudvalget, Anders Broholm.
– Faldet i antallet af rygere vidner om, at forebyggelse kan betale sig, og at det virker bedst, når der sættes ind på flere fronter. Det være sig med nationale rammer og de forebyggelsestilbud, som kommunerne i stor stil tilbyder, så borgerne får lettere ved at træffe de sunde valg.
Mere motion men højere vægt
Der er også færre nordjyder med et højrisikoforbrug af alkohol, og færre nordjyder er fysisk inaktive i deres fritid.
Men undersøgelsen viser desværre også, at der blandt nordjyderne er rigtig mange overvægtige, idet 51 % er enten moderat eller svært overvægtige. Det tal har ikke ændret sig i positiv retning siden 2010 – i stedet viser undersøgelsen en lille stigning.
Anders Broholm mener, at indsatsen mod overvægt bør være et politisk fokusområde, og Pernille Buhelt er enig.
– Det handler også om at sætte allerede i småbørnsalderen, når eksempelvis den praktiserende læge eller sundhedsplejen kan se, at der er behov for en indsats, mener Pernille Buhelt.
Indsats mod social slagside
Et andet fokusområde, de to politikere er enige om, er indsatsen mod social ulighed. For selv om det går fremad med den sunde livsstil, så viser undersøgelsen også, at alt ikke er rosenrødt for nordjyderne. Det er ikke alle, der trives lige godt, og sundheden er ikke ligeligt fordelt.
Det er en af de problemstillinger, som Region Nordjylland og de nordjyske kommuner i løbet af 2014 skal drøfte i forbindelse med udarbejdelse af de kommende sundhedsaftaler mellem regionen og de nordjyske kommuner.
– Den nye sundhedsaftale bør tage fat om social ulighed i sundhed. Vi skal finde løsninger, der sikrer alle nordjyder et optimalt udbytte af sundhedsvæsenets tilbud, som ikke er afhængigt af uddannelse, social status eller geografi, understreger Anders Broholm, og han og Pernille Buhelt har givet hinanden håndslag på, at de i fællesskab vil arbejde for mere lighed i sundhed i de kommende år.
Resultater debatteres på sundhedskonference
Sundhedsundersøgelsen for 2013 bliver offentliggjort på en konference 17. marts på Hotel Hvide Hus, hvor alle resultater fra hele regionen og alle nordjyske kommuner kan ses og sammenlignes.
Her har politikere, embedsmænd, sundhedsprofessionelle og forskere mulighed for at udforske de nordjyske tal fra sundhedsprofilen. På dagen bliver slagets gang styret af hjerneforsker Peter Lund Madsen.
Fakta om Sundhedsprofil 2013
– Det er de nordjyske kommuner og Region Nordjylland, som i samarbejde med Sundhedsstyrelsen står bag sundhedsundersøgelsen.
– Spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” er sendt til 35.700 borgere i Region Nordjylland i alderen 16 år og op.
– 20.220 nordjyder har svaret – en svarprocent på 56,6 %
– Det er tredje gang, at Region Nordjylland, i samarbejde med de nordjyske kommuner, gennemfører en sådan befolkningsundersøgelse.
Læs mere om undersøgelsen på www.hvordanhardudet.rn.dk
Find fakta i den nationale database, hvor man kan danne sig et overblik over danskernes sundhed – www.danskernessundhed.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjyder tager de gode sundhedsvaner til sig ' til en bekendt