
Skolepolitik på dagsordenen i Børne- og Ungeudvalget
4. marts 2014 - kl. 8:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommunes skolepolitik er ambitiøs og har som overordnet ambition, at ”Vi skal være bedre…”
Skolerne skal være ambitiøse for alle elever, og vi vil ligge over landsgennemsnittet i de faglige resultater
Motiverende og udviklende lærings- og undervisningsmiljøer
Skoledagen skal fremme elevernes læringsudbytte
Skolen bygger på evidens og lærerige samarbejder
Skolen skaber verdensborgere, der har øje for mulighederne i Frederikshavn Kommune
Målene, som skal nås ved at fokusere på læring, motivation og trivsel, indgår i den samlede skolepolitik, som er blevet udarbejdet af en arbejdsgruppe under Børn og Kultur. Politikken skal være retningsgivende for skolernes udvikling frem til 2017, tage afsæt i forventningerne til kommunens skoler og tillige understøtte indførelsen af den skolereform, som et flertal i Folketinget har vedtaget.
Det påtænkes, at skolepolitikken følges op af, hvad der betegnes som et administrativt realiseringspapir, der konkret forholder sig til, hvordan man sammen kan nå målene.
Børne- og Ungeudvalget drøfter forslagene på sit møde i dag. Det indstilles, at udvalget drøfter og derefter godkender forslaget til en kommunal skolepolitik for årene frem til og med 2017.
Endvidere skal B&U-udvalget drøfte ressourcetildelingen til det kommende års undervisning. Det vil indgå som led i den ny folkeskolereform samt Børne- og Ungeudvalgets beslutning den 5. november 2013.
Skolerne ressourcetildeling til undervisning vedrører primært timer til normalundervisning, holddeling og specialundervisning samt ledelse, aldersreduktion og inklusion af elever.
Beregningerne sker ud fra 5.433 elever i normalklasser, 57 elever i modtageklasser og 331 elever i specialklasser. I forhold til sidste år er der tale om et fald i antallet af normalklasser på 70 elever og 21 elever færre i specialklasser.
Det fremgår af sagsfremstillingen også, at den ny folkeskolereform indeholder krav om en øget mængde undervisning, hvilket medfører en stigning i antallet af ansatte med 24 stillinger i Frederikshavn Kommunes skolevæsen. Imidlertid er sammensætningen således, at antallet af lærere falder med 18 stillinger, mens det pædagogiske personale stiger med 42 stillinger. Økonomicentrets beregninger tyder på, at stigningen kan klares inden for den udmeldte budgetramme.
Det indstiller, at B&U-udvalget beslutter ressourcetildelingen til undervisning for det skoleår, som starter til august.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skolepolitik på dagsordenen i Børne- og Ungeudvalget' til en bekendt