Ugens klumme:
Elses storvask

1. marts 2014 - kl. 0:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Else kigger bekymret ud af stuevinduet – det der vender mod vest. Det er i starten af april,og udenfor blæser det kraftigt fra sydvest. Et af disse for landsdelen meget almindelige forårsblæsevejr, der godt kan vare i flere dage.

Men da det har været et tørt forår, der oven i købet er startet sent, så er luften fuld af støv og fygesand. Bønderne på Sæbygårds marker, få hundrede meter fra huset på Aalborgvej, har fået tilsået sent i år, og afgrøderne har endnu ikke nået at spire, med det resultat at de magre jorde af vinden bliver hvirvlet op i luften, så selv forårssolen kommer til at stå i et sløret, brunligt skær.

”Det fyger ind af sprækkerne, til pølserne på rækkerne”, synger Søren glad, og trækker spor med sin pegefinger gennem den brune belægning i bunden af vindueskarmen. Sangen kender den 7-årige dreng udenad, fra de aftener hvor han har kunnet lokke Svend Sulbæk til at fiske de gamle sangbøger fra skabet frem, og få ham til at synge sammen med sine 2 drenge. Den 2-årige Anders som bare lytter, og Søren på 7 år, der med sin drengestemme ivrigt synger med. Men Else kan ikke rigtig se komikken, og det er der en god grund til!

Nede i vaskehuset står der nemlig 3 store zinkbaljer med tøj, der er sat i blød, og Svend har været ude at montere tørresnoren på de metal pæle der til daglig opbevares i haveskuret, men som de gange om året hvor der er storvask, hentes op og sættes ned i de cementblokke med forstøbte huller, som der findes i græsplænen langs hele husets sydside. ”Hvis dette vejr fortsætter, kan jeg ikke vaske i morgen!” siger Else bekymret til Svend, der netop er kommet fra Slagteriet og under eftermiddagskaffen har fået ild i den pibe, han ryger på indimellem cerutterne.

”De siger i Pressens Radioavis, at det løjer af til aften” siger Svend Sulbæk lidt trøstende, selv om han med sin baggrund fra landet bedre end de fleste ved, at uanset hvad meteorologerne siger om vejret på landsplan, så er det Nordjyske vejr tit noget helt andet. ”Jeg må nok hellere hente vaskemaskinen, som der jo er bestilt og betalt for – så må vi jo håbe på det bedste”!

Søren går med far ned til Kaalund Poulsen et par hundrede meter nede ad Aalborgvej. Kaalund er lidt af en tusindkunstner, der lejer mange ting ud, lige fra vaskemaskiner og gruekedler til gamle biler – sidstnævnte sælger han også indimellem, og der står et blandet sortiment af udrangerede modeller med prisskilte i vinduerne foran hans bopæl.

Vaskemaskinen, som Svend får lastet på en trækvogn med 2 gummihjul, er en halvautomatisk maskine af mærket ”Ferm” med påmonteret hånddrevet vridemaskine – langt fra nyeste model, men den mest almindeligt brugte på daværende tidspunkt (1964). ”Skal du ikke også have en gruekedel med?”, spørger den altid forretningsparate Kaalund – ”Jeg har en, der er gasdrevet – gasflasken er med i lejen. Den er hurtig til at bringe vandet i kog!”. Dette takker Svend dog nej til. I et hjørne af vaskehuset har familien nemlig deres gode gamle pålidelige ”Morsø” gruekedel af støbejern, der bliver fyret op med træ, og som ikke kræver nogle særlige foranstaltninger, uanset om det der Elses storvask eller vinterens grønkål, der skal koges!

De tager afsked med Kaalund, og slæber maskinen hjem i vaskehuset, så den er klar til næste dags strabadser. Familien går tidligt i seng den aften, da næste dag byder på hårdt arbejde for Else – allerede fra tidligt morgen. Udenfor er vinden ved at lægge sig, og en grinende fuldmåne – gul og uden støvslør – kigger ind på Søren, der ligger i sin udtræksseng på sit værelse og lader Ole Lukøje tage styringen over nattens drømme.

Else opgav sin tid på arbejdsmarkedet, da hun lidt uventet skulle have Søren i 1957. Indtil da havde hun sammen med mange jævnaldrende veninder haft arbejde på Skotøjsfabrikken i Søndergade midt i Sæby. Else kom aldrig til at arbejde ude igen, men blev – som almindeligt var på den tid – hjemmegående. Ikke at det var nogen dans på roser, da der på daværende tidspunkt manglede stort set alle de moderne hjælpemidler, der i dag er med til at forsøde vores fortravlede hverdag.

Udover disse åbenlyse mangler, så var økonomien også en ganske anden. For at få enderne til at hænge sammen, var en flittig og arbejdsom hjemmegående mor også en nødvendighed – og en sådan var Else. Der blev strikket masser af tøj til drengene, så dyrt købetøj kunne spares. Der blev syltet og bagt. Der blev lavet saft og strømper blev stoppet, og hullede bukser blev forsynet med lapper. Fodtøj der blev slidt, blev ikke smidt ud, men kom en tur ned til skomager Frilev Jørgensen i Grønnegade, for at blive forsynet med nye såler – og drengenes træsko blev forsynet med jernnæser, for bedre at holde til de aktive udendørs lege, hvor beholdningen af god fantasi kunne kompensere for manglen af købt legetøj.

Sådan var Elses og mange andre hjemmegående husmødres hverdag, der ofte bliver glemt når historieskriverne skal berette om verdens gang og mændenes bedrifter ude i samfundet og på deres arbejdspladser. Sørens barndom var arbejderklasse i tresserne – om end en privilegeret en af slagsen. Det kan han takke sin far for, der havde fast arbejde på Slagteriet gennem alle årene – faktisk til han blev 67 år i 1992. Og ikke mindst sin mor, da hun var det usynlige anker, der fik hverdagen til at fungere, og var der for sine to drenge – også med midler som moderne familier i dag ville opfatte som næsten umulige.

Senere kom kvinderne næsten alle på arbejdsmarkedet, hvilket gav øget velstand, men også behov for offentlig børnepasning og et betydeligt mere fortravlet familieliv – ikke mindst for de udearbejdende kvinder, der ud over jobbet også fortsat havde hovedansvaret for hjemmets vitale funktioner: mad, vask og rengøring. Og arbejderklassens mænd var jo ikke just bannerførere for ligestilling mellem kønnene på hjemmefronten – et faktum der måske kan give stof til andre historier på et senere tidspunkt.

Som slutning på denne lidt forsinkede hyldest til datidens hjemmegående husmødre, kan jeg fortælle at storvasken kom til at forløbe planmæssigt. Svend havde sørget for at slæbe brænde ind, og tænde op under gruekedlen inden han tog på arbejde på Slagteriet, så da Søren stod op, var Else i fuld gang med vasken, iført ternet hovedtørklæde, forklæde og gummistøvler. Vaskehusets vægge drev af fugt fra den dampende gruekedel, og vaskemaskinen havde fået påfyldt varmt vand og var i gang med sin første omgang tøj.

Bagdøren stod åben og lod solen skinne ind fra øst, mens solsortereden i tjørnehækken ved skraldespanden over mod Familien Ramlov, var fyldt med grønne æg og en rugende fugle mor. Fru Ramlov var også tidligt oppe. Ikke for at vaske tøj, men for at rydde op i sit drivhus, som var noget af et særsyn i datidens haver.

Vinden og støvet havde lagt sig, og snart kunne Anders og Søren gemme sig blandt de ophængte lagner på tørresnoren, eller bag soveværelsets madrasser, der var sat til luftning op ad husmuren. Og selv om mor havde travlt, så var der sørget for madder til drengene både til morgen – og til Svend, når han i sin timelange middagspause på Slagteriet kiggede hjem, for at se om alt var som det skulle være.

Og hvor mange af nutidens fortravlede forældre kan – uanset nutidens velstand og privilegier – tilbyde deres børn noget, der er ret meget tryggere og bedre end dette?