Ugens klumme:
Johannes sidste tid

25. januar 2014 - kl. 16:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

På de to hvide bænke, der står overfor hinanden i porten med det smukke bindingsværk, sidder der to gamle mænd. Den ene har en sommerhat af strå siddende på det tyndhårede hoved, et sirligt snoet overskæg og stærke briller. Han har kameluldstøfler på fødderne, og en hjemmestrikket trøje, hvor der er løbet en tråd ved det ene ærme. Den anden gamle mand, der sidder overfor ham, har en plettet kasket og en brun gammel vest med en blank urkæde dinglende fra den ene lomme. Han har rødrandede blå øjne og daggamle skægstubbe, og i sin ene gigtkrogede hånd har han en lige så kroget spadserestok. De to siger ikke noget til hinanden denne solbeskinnede majdag i 1980, og svarer da heller ikke Søren, da han hastigt siger goddag mens han går forbi gennem porten til De Gamles Hjem i Sæby.

Søren har lidt travlt, for han har en times middagspause fra sit nye job som kasserer hos SiD på Boechsvej, og han har også lige et hurtigt ærinde hjemme i sin lille lejlighed hos Robert Hansen i Algade 29. Men der er lige en han vil sidde ved en halv times tid – og hun bor på Alderdomshjemmet. Han drejer derfor til højre i gangen ind i den afdeling der mange år senere kom til at indeholde byhistorisk arkiv.
Han skal op af den smalle trappe til første sal, hvor en smal gang fører ham frem til det tredje rum, hvor der er påskruet et lille skilt med navnet: Johanne Margrethe Jensen. Her banker han forsigtigt på og en spinkel stemme siger på klingende vendelbomål: ”komm inden te”.

I sollyset fra vinduet i det lille rums skråvæg her oppe under taget sidder så Johanne – og lyser op med et smil da hun ser hvem der er gæsten. Rummet er varmt og luften lettere beklumret, og resterne fra middagsmaden står stadig på en tallerken på det lille spisebord. Rummet er ganske lille, og kun en brøkdel af Johannes og Valdemars møblement findes på værelset. Bedstefar Valdemar er død fem år i forvejen og Johanne er nu på vej til de 85, og er flyttet på Alderdomshjem, da hun ikke mere – ikke engang med sønnen Svend Sulbæks næsten daglige besøg – har kunnet klare sig selv i huset på Slagterivej.

Søren kommer som sædvanlig let i snak med sin bedstemor, da Johannes altid lyse sind, nysgerrighed og talelyst let får en samtale i gang. Men selv om Johanne stadig er snakkesalig og glad, så kan Søren godt se, at det er ved at gå ned ad bakke. Han kan ikke lade være med at lade tankerne gå i retning af sin barndoms minder om bedste.

Johanne er født i Sulbæk, men undfanget i Amerika. Hendes forældre, Thomas og Marie, vendte hjem efter et mislykket eventyr i det forjættede land og slog sig ned i Sulbæk, hvor også Johanne og hendes mand Valdemar boede, indtil de i starten af 1960´erne flyttede til Sæby.

Johanne har født 10 børn, og Søren husker hende altid som en lille, men kraftig og buttet kvinde, med en karakteristisk hjulbenet gang. Hendes øjne er meget blå, hendes hår har været lyst før det blev gråt og hvidt, og hun har altid ansigtet fyldt med smilerynker. Hun har sikkert været meget smuk som ung.

Søren tænker på bedstes hår: alle kvinder i han mors generation har kort permanentet hår, men Søren husker at han engang imellem, når han har været på ferie hos sine bedsteforældre, har beundret Johanne, når hun i tækkelig natkjole foran morgenspejlet har været i færd med at flette sit lange hår, der gik helt med til midt på bagdelen. Fletningen blev til en knold, som sirligt blev anbragt med hårnåle i nakken. Nu er håret tyndt og pistent, men knolden er der stadig. Øjnene er stadig tindrende blå, men sidder nu dybere i ansigtet, og mangler den sidste glød. Hun er også blevet tynd. Tøjet hænger løst på hende og hendes hænder er blevet magre og knoklede. Søren tænker på de mange gange, hvor han har afleveret en spandfuld selvfangede skrubber på Slagterivej. Skrubber kan være nogle genstridige krabater at få skindet rykket af, men fuld af beundring har han mange gange set bedste flå dem så let som ingenting – og mens far brugte en knibtang, så klarede Johanne dem med de bare hænder og en tør klud. Der er ikke mange kræfter tilbage i det håndtryk Johanne giver Søren sammen med et knus til afsked. Søren går atter ud på gangen i Alderdomshjemmet, og støder armen mod en brandslukker der hænger midt i den smalle gang. Søren kan ikke lade være med at tænke på hvad man mon ville stille op i sådan i bygning, hvis der vitterligt skulle udbryde brand – eller hvordan man bare ville kunne komme derop med en båre, hvis en af de gamle skulle få brug for at komme hurtigt på hospitalet. Her burde kommunen godt nok skride ind imod så ringe lokaleforhold – i stedet for at bruge så mange penge på den lystbådehavn, man netop var i gang med at lave nogle få hundrede meter herfra.

Johanne sov stille ind på Sæby Alderdomshjem den 21. juni 1980. I sit forsøg på at sende sin sorg ud i den store verdens endeløse hav af uretfærdigheder, skrev Søren et harmdirrende læserbrev til Sæby Folkeblad, hvor han ankede over de gamles kummerlige lokaleforhold, mens byrådet flottede sig med penge til en lystbådehavn. Havnen viste sig sidenhen at være en udmærket ide, og de ældres forhold blev der rettet op på kort tid efter, hvor første spadestik blev taget til Sæby Ældrecenter. Men Sørens politiske indignation var blevet vakt – og fik yderligere næring i kraft af hans nye arbejde hos SiD.

Ovennævnte historie kom til mig ved at kigge ud af mit kontorvindue fra mit nye hjem i Algade 6. Bindingsværksporten er der stadig, og Alderdomshjemmet ligeså – selv om bygningen i dag har andre funktioner. Men bygningen forfalder og trænger til en kærlig hånd. Disse mure gemmer på mange historier – også meget mere interessante end min egen lille erindring – og i respekt for disse historier, har vi en fælles forpligtelse til at vedligeholde disse bygninger. Ikke mindst når de er i kommunal eje!