
Oprykningsjubel og håndboldfeber på Stidsholt
15. januar 2014 - kl. 13:46 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I en tid, hvor håndboldfeberen raser i forbindelse med Håndbold-EM i Danmark, sker der også på Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole rigtig meget på håndboldfronten.
I søndags d. 12. januar sikrede begge Stidsholts to U-16 drengehold sig oprykning. Drenge A holdet sikrede sig med en 18 – 15 sejr over Ø. Brønderslev oprykning til 2. division, og efter en 38 – 29 sejr over Strandby/Elling skal Stidsholts drenge 2. division for første gang spille i 1. division.
Også Stidsholts fodboldspillere havde succes i weekenden. Skolen deltog med tre hold i Nordjyske Mesterskaber for efterskoler og vandt både A- og B-rækken og skal dermed d. 25. januar repræsentere Nordjylland ved Danmarksmesterskaberne i indefodbold for efterskoler i Hedensted. Stidsholdts pigehold blev nr. 3.
I det hele taget var den første uge efter juleferien præget af stor aktivitet på Stidsholt.
I lighed med landets øvrige efterskoler holdt Stidsholt onsdag d. 8. januar Åbent Hus på Efterskolernes Aften. Her besøgte omkring 35 familier skolen med henblik på at tilmelde deres barn til et efterskoleophold i de kommende år. De fik aftensmad, blev vist rundt på skolen af nogle af skolens nuværende elever og fik en orientering om Stidsholts tilbud af forstander Steen Jensen og skolens øvrige ansatte.
Og udover ovennævnte weekendaktiviteter på håndbold- og fodboldfronten deltog Stidsholts badmintonlinje i holdkampe i Skagen, på Signe Idrætsefterskole i Sønderjylland og på Stidsholt, og skolens svømmere var til stævne i Hjallerup.
I weekenden d. 18.-21. januar er elever og lærere på Stidsholts håndboldlinje til håndbold-EM i Herning.
Og lørdag d. 1. februar drager alle Stidsholtelever og lærere på en 6 dages skitur til Hafjell i Norge.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Oprykningsjubel og håndboldfeber på Stidsholt' til en bekendt