De unge er drivkraften i Frederikshavn Kommune

De unge er drivkraften i Frederikshavn Kommune

3. januar 2014 - kl. 11:00 - af

600 unge mennesker samlet i Arena Nord i to dage. Fra scenen præsenterer seks lokale virksomheder hver en virkelighedsnær udfordring, som de unge skal finde en løsning på. Nøgleordene er innovation, brobygning og kreativ tænkning. Velkommen til Drivkraft 14.

Når dørene slås op i Arena Nord den 15. og 16. januar 2014 er det startskuddet til en helt ny uddannelses- og erhvervscamp som Frederikshavn Kommune arrangerer i samarbejde med kommunens grundskoler og ungdomsuddannelser. Ophavsmanden bag Drivkraft 14 Niels Christian Andersen, UU Frederikshavn, forklarer om baggrunden for at samle de unge og virksomhederne under samme tag: ”Tilgangen til erhvervsuddannelserne har været støt faldende over hele landet, og det er et problem – ikke mindst i Frederikshavn. Derfor har vi med lys og lygte søgt efter en utraditionel måde at få sat fokus på problemet. Ideen til Drivkraft 14 har vi fået fra Fredericia, hvor der på fjerde år er afholdt et brobygningsprojekt mellem skolerne, ungdomsuddannelserne og erhvervslivet. Med Drivkraft 14 er målet, at flere unge får indblik i hvilke virksomheder og dermed jobs, der er i lokalområdet, hvilket er med til at kvalificere deres valg af uddannelse.”

Status i dag er, at Frederikshavn Kommune er udfordret på den demografiske udvikling. Fremover kan det betyde, at de lokale virksomheder får sværere ved at tiltrække lokal arbejdskraft, fordi de unge ikke har de kompetencer, som virksomhederne efterspørger. ”Frederikshavn Kommune ønsker at være en aktiv medspiller i forhold til erhvervslivets muligheder for vækst og rekruttering, og med Drivkraft 14 etablerer vi en platform for fremtidig iværksætterkultur og ungt vækstmiljø. Frederikshavn Kommunes erhvervsstruktur fordrer, at der er brug for mange ambitiøse unge med en erhvervsuddannelse. Og Drivkraft 14 giver mulighed for kobling mellem de unge og vores erhvervsliv”, fortæller Niels Christian Andersen.

Havnen er en arbejdsplads
En af de virksomheder, der deltager i Drivkraft 14, er Strandby Net. Direktør Lars Peter Jensen fortæller om grunden til, at hans virksomhed har sagt ja tak til at være med. ”Jeg synes, det er et spændende og godt arrangement, som Frederikshavn Kommune arrangerer. Det er vigtigt at få fat i de unge mennesker og vise, at der er et liv udenfor den akademiske verden og få gjort dem interesserede i eksempelvis vores job som vodbinder.” At være vodbinder er i dag en ufaglært profession, men sammen med Frederikshavn Kommune arbejder Strandby Net i øjeblikket på at få gjort uddannelsen faglært.

Lars Peter Jensen har dog ikke kun forhåbninger om, at hans eget erhverv bliver et mere populært valg hos de unge: ”Jeg håber på sigt, at Drivkraft 14 kan få en positiv effekt på alle havnerelaterede erhverv, især hvis vi skal overleve i Frederikshavn Kommune. De unge skal se havnen som en arbejdsplads.”

I løbet af Drivkraft 14 får de seks virksomheder og de 600 unge rig mulighed for at lære hinanden at kende. De unge skal i mindre grupper arbejde innovativt med en konkret løsning på en virksomhedsudfordring, som spænder fra markedsføringsstrategier over produktudvikling til udformning af nye koncepter.

Lars Peter Jensen har på forhånd gjort sig tanker om, hvad han forventer, at Strandby Net får med hjem fra Drivkraft 14: ”Vi håber, at de unge åbner vores øjne for nye og innovative ideer. Vi er måske lidt låste i vores tankegang, så vi har vores udfordring med for at afprøve, hvordan de unge synes, at vores ide skal markedsføres.”

Niels Christian Andersen lægger ikke skjul på ambitionerne med Drivkraft 14: ”Vi forventer, at Drivkraft 14 bliver en tilbagevendende begivenhed i Frederikshavn Kommune, så vi næste år kan byde velkommen til Drivkraft 15”.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'De unge er drivkraften i Frederikshavn Kommune' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER