
Apoteket informerer om dagen derpå
29. december 2013 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Om få dage kan vi markere at 2013 bliver til 2014, og for mange mennesker i Danmark betyder det indtag af mad og især drikke. Nogle får måske kigget lige lovlig dybt i flaskerne med alkohol, og glemmer at der skal skylles efter med tilsvarende vand.
Det kan næppe komme som nogen overraskelse at denne praksis ikke ligefrem er sund for kroppen. Alkohol virker i store mængder som en nervegift der bl.a. skader hjernens celler. Men også i mindre mængder er alkohol en belastning for kroppen. Alkohol påvirker det center i hjernen der styrer produktionen af urin. Mange vil nok nikke genkendende til hyppige toiletbesøg når der er alkohol i blodet. Langt de fleste symptomer dagen derpå skyldes dehydrering på grund af overdreven produktion af urin.
Vil man undgå alkoholens skadelige virkninger bør man holde sig til sundhedsstyrelsens anbefalinger: At børn IKKE drikker – og i dette tilfælde er man barn til minimum 15 år, at kvinder højst drikker 7 genstande og mænd højst 14 genstande om ugen og at man ikke drikker mere end 5 genstande på en dag.
Når det er sagt – må vi jo erkende, at man ikke altid følger disse grænser. Børn bør på ingen måde drikke. Kroppen er ikke udviklet til at kunne håndtere alkoholens giftvirkninger før voksenalderen. Er man voksen kan kroppen bedre håndtere afgiftningen. Man kan undgå mange af ”dagen-derpå” symptomerne ved at drikke rigeligt ikke-alkoholisk væske samtidig med alkoholen. En tommelfingerregel er 1 glas vand/sodavand etc. per genstand – foruden et glas vand at gå i seng på.
Der findes ingen mirakelkure mod tømmermænd. Skulle man blive offer for håndværkernes hamren, er det bedste at gøre at lindre symptomerne. Et smertestillende middel kan lette en del af det generelle ubehag og hovedpine. Apoteket anbefaler at man bruger paracetamol, da dette stof ikke irriterer maven. Paracetamol findes foruden som almindelige tabletter også som brusetabletter. Søvn og rigelig væske er glimrende midler mod den mathed der opstår når kroppen skal komme til hægterne igen. Hvis intet virker, kan man trøste sig med, at selv de værste tømmermænd oftest er overstået i løbet af en dags tid.
Til slut vil vi blot erindre alle om, at apoteket altid kan hjælpe med et godt råd.
Med ønsket om et GODT NYTÅR
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Apoteket informerer om dagen derpå' til en bekendt