
Mange taget dagen derpå
…
26. december 2013 - kl. 0:46 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hele 18 % af de dømte spritbilister blev taget dagen derpå. Tidligere undersøgelse har vist, at mange ikke er klar over, hvor lang tid det tager at forbrænde alkohol.
Har du været til en god fest eller middag, så sørg for at du har handlet ind til morgenmad og frokost til næste dag, så du ikke behøver køre til bageren. Der er nemlig stor risiko for, at du stadig har alkohol i blodet, hvis det var en våd aften. Dermed risikerer du at køre spritkørsel.
Det var der mange, som gjorde i 2012, viser tal fra de såkaldte Alkohol- og Trafikkurser, som dømte spritbilister skal på. Ud af 4461 adspurgte spritbilister fortalte 18 %, at de blev taget for spritkørsel dagen derpå.
– Mange er ikke klar over, hvor lang tid de er om at forbrænde alkohol. Det betyder, at de risikerer at sætte sig bag rattet og køre bil, selv om de har for høj en promille. Man bør være meget varsom med at køre bil dagen efter en fest, siger Vivi Dixen Møller, AT-koordinator.
I spørgeskemaundersøgelsen fra Alkohol- og Trafikkurserne svarer spritbilisterne sådan her, når de bliver spurgt, i hvilken situation de blev taget af politiet:
- Hyggetur: 23 %
- Dagen derpå: 18 %
- Efter arbejde: 17 %
- I forbindelse med bytur: 21 %
- Andet: 21 %
Du kan ikke danse din brandert væk
Der er mange myter om, at man kan blive hurtigere ædru ved at danse, løbe eller for eksempel drikke kaffe.
I en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i 2011 svarede 85 % af unge under 30 år ja til, at forbrændingsprocessen kan speedes op. Undersøgelsen viser samtidig, at denne myte lever i bedste velgående hos alle aldersklasser og er den mest udbredte blandt hele befolkningen.
– Det kan godt være, at du føler dig mere ædru efter en lille lur og en tår kaffe. Men det har absolut ingen virkning på din forbrændingstid at danse, løber, sover eller drikker kaffe. Når du først har drukket dig fuld, er der kun en ting at gøre. Nemlig at vente til din lever har forbrændt alkoholen. Og det kan sagten vare til langt op på næste dag, siger Michelle Lykke Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Undersøgelsen fra 2011 viser også, at omkring en tredjedel af trafikanterne undervurder, hvor lang tid det tager at forbrænde alkohol, når de har drukket. Derfor bør man maksimalt drikke én genstand, hvis man skal køre hjem samme aften. Alternativt bør man lade bilen stå også det meste af dagen efter en våd fest.
Så lang tid tager det at blive ædru (kilde: Danske Regioner):
Ved en familiefest, der varer fra kl. 19 – 03, drikker Jens Jensen 14 genstande i løbet af aftenen. Næste morgen kører han til bageren efter rundstykker.
Udregning mand 80 kg:
- Velkomstdrink: 1 genstand.
- Forret: 2 genstande.
- Hovedret: 3 genstande.
- Dessert: 1 genstand.
- Kaffe: 1 genstand.
- Efter middagen og frem til natmad: 6 genstande.
- I alt 14 genstande.
Forbrændingen går først rigtig i gang efter ca. 45 minutter. Derefter forbrændes ca. 1 genstand for hver time og 15 minutter. Dvs. fra kl. 19.45-03.00 (7,25 timer) forbrændes 5,8 genstande. Kl. 8.00 henter han rundstykker.
Der er nu gået yderligere 5 timer, og han har forbrændt yderligere 4 genstande. I alt har han nu forbrændt 9,8 genstande. Tilbage i blodet er 4,2 genstande, hvilket svarer til en promille på 0,93. Promillegrænsen er 0,5. Derfor kører Jens nu spritkørsel og får følgende straf, når politiet stopper ham:
- En betinget frakendelse af kørekortet.
- En bøde svarende til promillen gange med hans månedsløn.
- Krav om at gennemføre 10 timers Alkohol- og Trafikkursus samt at gå op til en kontrollerende køreprøve.
Fakta:
Fra 2008 til og med 2012 har 252 mennesker mistet livet og 1435 er blevet kvæstet i ulykker, hvor der har været en spirituspåvirket fører af et motoriseret køretøj (knallert, motorcykel, bil, varebil eller lastbil) involveret i ulykken. Det svarer til 20 % af dødsulykkerne med et motoriseret køretøj.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mange taget dagen derpå
...' til en bekendt