
Livrente sikrer pensionen resten af livet
13. december 2013 - kl. 13:53 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efter indbetalingsloftet på ratepensionen er sat ned til 50.000 kr., og er livsvarig livrente blevet endnu mere interessant for mange danskere.
Hvor man tidligere kunne indbetale op til 100.000 kr. på sin ratepension, kan man i dag kun indbetale op til 50.000 kr.
Der er dog fortsat mulighed for at få fradrag for indbetalinger over 50.000 kr. Denne mulighed hedder en livsvarig livrente, og den kan oprettes, uanset hvor gammel man er.
”Den livsvarige livrente adskiller sig fra andre pensionsformer, fordi man kan købe den uanset alder, og fordi der ikke er nogen øvre grænse for, hvornår den sidste udbetaling skal finde sted. Med en livsvarig livrente slipper pengene aldrig op! Den garanterer, at man resten af livet har et fast beløb til rådighed hver måned som supplement til folkepensionen, og det er en tryghed, som mange sætter stor pris på,” forklarer områdedirektør i Nordjyske Bank i Sæby, Torben Schioldan.
Sikrer de efterladte
Det kan aftales, at udbetalingerne fortsætter til en eventuel ægtefælle eller samlever, når forsikrede dør. Ligeledes kan man sikre, en at ens opsparing bliver udbetalt til de efterladte, hvis man dør, før udbetalingen påbegyndes.
Ekstra favorabel for topskatteydere
”For de, der betaler topskat, er incitamentet til at etablere en livsvarig livrente endnu større. Man kan nemlig trække indbetalingerne fra i den ”øverste” del af indkomsten og der er ikke noget loft over, hvor meget der må indbetales,” pointerer, Torben Schioldan.
Når man går på pension og skal have pengene udbetalt, skal der betales almindelig indkomstskat af udbetalingerne.
Folkepensionens grundbeløb er p.t. på ca. 5.800 kr. Så der er et latent behov for at supplere op med privattegnede ordninger. Det gælder også, selvom man har en pensionsordning gennem sin arbejdsplads.
Fakta om livsvarige livrenter
• Alle kan oprette en livsvarig livrente
• Der er ingen max. grænse for indbetalingerne.
• Private indbetalinger fratrækkes i den personlige indkomst. Er indbetalingsperioden under 10 gælder særlige regler om fordeling af fradraget.
• På arbejdsgiverordninger fratrækkes hele indbetalingen i lønnen, inden skatten beregnes.
• Udbetalingerne fortsætter så længe man lever.
• Man kan sikre, at udbetalingen fortsætter til ens ægtefælle/samlever lever.
• Man kan sikre udbetalingen til de begunstigede i en aftalt periode, uanset om man selv eller ens evt. medforsikrede ægtefælle lever.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Livrente sikrer pensionen resten af livet' til en bekendt