
Birgit Hansen: Hvad fylder i valgkampen?
2. november 2013 - kl. 10:05 - af Henrik Christensen
Det gør kerneområderne, byrådets evne til at skaffe resultater, samarbejdsevne og så kommunens økonomi.
Her følger en slags status over, hvad der fylder i valgkampen. Men du kan nå det endnu. Der er fortsat mulighed for at konfrontere os og diskutere med os på de kommende valgmøder, og når vi er på gaderne. Vi lytter.
Valgkampen er i fuld gang og fra mit byrådsarbejde og fra duelmøder, vælgermøder og gadeaktiviteter, har jeg nu et godt indtryk af, hvad der optager borgerne. Det gør kerneområderne. Vi skal først og fremmest sikre gode pasningsmuligheder for børnene, der skal være kvalitet i skolerne, og lukker I skoler spørges der? Socialdemokraterne har sagt, vi skal følge området nøje. Et ansvarligt byråd skal sammen med skolebestyrelser, ledelse og forældre sikre skoler med kvalitet. Lad mig slå fast – vi har høj kvalitet. Men når området skal følges nøje, er det fordi børnetallet falder, og skoler med få elever kan være svære at drive. Hvis elevtallet falder i et område, og forældrene er begyndt at tage deres børn med til skoler i de større byer – ja så starter derouten. Vi skal nok bakke skolerne op, men det skal lokalområderne og forældrene også.
Bløder socialområdet eller ej? Det gør det! Borgerne er optaget af emnet, og det er godt. Det viser vores prioritering i budgettet var rigtigt, da vi afsatte 30 mio. mere til socialområdet. Der er nok at arbejde med for at sikre anstændige forhold for de ældre, de handicappede, de psykisk syge og ikke mindst for de ansatte.
Byrådets samarbejde: Borgerne gider ikke høre, byrådsmedlemmerne slås, ævle og kævle. De vil se et byråd, der rykker for vores kommune og skaffer resultater. Så kort kan det siges.
Kommunens økonomi: Kommunens økonomi er presset. Vi skal rette op. Effektivisering, afbureaukratisering/regelforenkling, en mere offensiv salgsstrategi vi skal sælge, hvad vi ikke umiddelbart har planer med. Det giver penge i kommunekassen, sparede driftsudgifter, og når vi får solgt noget, investerer private i vores kommune. Vi skal øge indsatsen mht. at få folk fra passiv forsørgelse til selvforsørgelse (investeringsprojekter), vi skal forebygge, så vi hindrer indlæggelser og genindlæggelser. Det giver god mening at forebygge, og vi sparer penge. Det er nogle af redskaberne, men der skal mere til. Det bliver en af byrådets fornemste opgaver.
Der er nok at arbejde med!
Det bedste i valgkampen er at opleve, at borgerne virkelig kerer sig om vores kommune og er så interesserede i, at vi sammen finder gode løsninger på kommunens udfordringer.
Sammen er vi nu en gang stærkest.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Birgit Hansen: Hvad fylder i valgkampen? ' til en bekendt