
KV2013: Bedre sundhed via forebyggelse
31. oktober 2013 - kl. 12:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Anders Broholm, byrådsmedlem – Formand for sundhedsudvalget. Byrådskandidat for Venstre i Frederikshavn Kommune.
Kommunens sundhedsområde skal indrettes efter mantraet: Det er bedre at forebygge end at behandle.
Kommunerne har fået et stort ansvar for sundhedsområdet, når det drejer sig om forebyggelse, kronikerindsats og træning. Regionerne har fortsat ansvaret for den direkte behandling på sygehusene. Det er en god deling, for det giver kommunen et klart fokus på at forebygge.
I Frederikshavn er vi nået langt i løbet af de sidste år – vi har investeret kraftigt i sundhedsområdet med indsatser i sygeplejen, den direkte forebyggelse, træningen og kronikerindsatsen.
For at vi kan fortsætte med at være i front skal vi videre ad den vej. Derfor ønsker Venstre, at vi laver målrettede investeringer i at forebygge sygdomme og forebygge tilbagefald. Vi ønsker (og har finansieret i vores budgetforslag for 2014) en målrettet indsats i forhold til overvægt hos børn og voksne og samtidig vil vi lave en særlig sundhedsindsats for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Vi ved at det skaber livskvalitet at forebygge.
S og SF i byrådet vil desværre en anden vej på sundhedsområdet – de sparer i 2014 over 10 millioner på området og vil samtidig ikke være med til at investere i de forebyggende tiltag.
I denne byrådsperiode har vi investeret i at nedbringe ventelisten på genoptræning og træning fx efter en sygehusindlæggelse. Venstres ambitioner er imidlertid større. Vi foreslår straks-genoptræning, således vi helt fjerner ventelisten og iværksætter træningen så hurtigt som praktisk muligt. Det vil give bedre livskvalitet, hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet og mindske antallet af genindlæggelser.
Venstre ønsker fortsat at prioritere sundhedsområdet højt via smarte investeringer i forebyggelse.
En kommentar til “KV2013: Bedre sundhed via forebyggelse” under annoncerne.
Det lyder jo meget fint det der men men det hænger jo ikke sådan sammen for alle kronikere og sygdomsramte her i kommunen.
Kommunen har også sparet nogle tiltag væk. Blandt andet så er der skåret i tilskud til nogle insulinkrævende diabetikere som medfører flere indlæggelser på de medicinske afdelinger, nemlig hjælpen til undersøgelse for ketonstoffer. For at forebygge en indlæggelse er det nødvendigt at selv kunne tjekke blodet for ketonstoffer for os insulinkrævende diabetikere, så vi selv er i stand til at imødegå en indlæggelseskrævende syreforgiftning.
Vedligeholdelses træning for mange sygdomsgrupper er tilskuddet sparet væk i vores § 100 og ikke alle patienter er selv i stand til at betale for den vedligeholdelses træning. Ikke alle er i stand til at træne hjemme men har brug for vejledning af blandt andet en fysioterapeut for at træne, men det har vi nu heller ikke længere råd til. Men selvfølgelig et knoglebrud som følge af knogleskørhed er jo heller ikke her og nu kommunens udgift men regionens. På længere sigt bliver vi kronikere jo bare dårligere og for mere og mere brug for det offentliges = kommunens hjælp = udgifter på længere sigt.
Er det ikke billigere at forebygge end at udskyde udgifterne?