
Fire Sæby virksomheder nomineret til innovationspris
18. oktober 2013 - kl. 0:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Erhvervsråd har nomineret 11 lokale virksomheder til at deltage i den regionale innovationskonkurrencen TAG FAT, som sidste år blev vundet af Vestergaard Marine Service i Frederikshavn.
Region Nordjylland har for andet år sat jagten ind for at finde Nordjyllands mest innovative virksomhed. Sidste år blev den regionale finale vundet af Vestergaard Marine Service, og 11 nye lokale virksomheder er nu nomineret og har takket ja til at deltage i konkurrencen. Frederikshavn Erhvervsråd har nomineret følgende virksomheder: Offshore and Marine Contacts, Danish Yachts A/S, Saga Shipping A/S, Klostergydens Fisk, Nordjysk Bioenergi, Amanda Seafoods A/S, CH Marine Consult Aps, Hotel Viking, Sæby Svømmebad, Norkab A/S og Nordtronic A/S.
– Det har ikke været svært at nominere så mange af vores lokale virksomheder, fordi vi har et innovativt erhvervsliv. Vi er i vores område vant til at skulle kæmpe for tingene, og det kræver, at man er innovativ og fokuseret på at udvikle og optimere sin virksomhed. Vi har derfor en god tro på, at en af vores kandidater kan få sejren til Frederikshavn Kommune for andet år i træk, siger Karl Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsråd.
De nominerede skal besvare en spørgeskemaundersøgelse fra COWI, der skal måle innovationskraften i virksomheden. De tre virksomheder, der scorer højest, går videre i den kommunale finale. På baggrund af undersøgelsen og anbefalinger fra en innovationsekspert fra Aarhus Universitet kårer Frederikshavn Erhvervsråd den endelige vinder. Vinderen fra Frederikshavn Kommune skal i maj 2014 dyste med vinderne fra de andre nordjyske kommuner i den regionale finale.
Om TAG FAT 2013
Region Nordjylland lancerede i 2012 kampagnen TAG FAT. Formålet er at sætte spot på regionens mest innovative virksomheder – og på innovation som drivkraft til vækst. I Tag Fat – kampagnen får virksomhederne de rette værktøjer til at arbejde med innovation. Gennem konkurrencen spørgeskemaundersøgelse får de testet deres virksomheds innovationskapacitet og i en rapport får de kortlagt styrker og svagheder, så der er noget at arbejde videre med.
Læs mere her: www.tag-fat.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fire Sæby virksomheder nomineret til innovationspris' til en bekendt