
Stor oplevelse med Lone Hertz i Baptistkirken
16. oktober 2013 - kl. 7:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
For nylig inviterede Volstrup Kirke, Sæby Kirke og Sæby Baptistkirke til en fælleskirkelig aften i Baptistkirken med Lone Hertz. Aftenens tema var ”Livskvalitet – og hvad det så er…”. Inden det hele begyndte, gik Lone Hertz rundt i salen, talte med folk og opfordrede alle til at finde pladser så langt fremme som muligt. Hun ville gerne have god kontakt til publikum.
De tre præster fra værtsmenighederne stod for henholdsvis indledning, ledelse af aftenen og afslutning; men det var Lone Hertz som holdt forsamlingen i sin hule hånd. Hun viste endnu en gang sin store kapacitet som skuespiller. De omkring firs tilhørere oplevede, hvordan en veloplagt Lone Hertz både holdt foredrag og fremførte en monolog om en enlig, alkoholiseret mor. Lone Hertz formåede blot ved at purre op i sit hår at blive til den person, hun skildrede. Det var stærkt.
Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål og drøfte emnet videre med Lone Hertz, som svarede velvilligt på spørgsmål og kommentarer. Dette indslag var også med til at give publikum en rigtig god aften.
Som afslutning deklamerede Lone Hertz Det Nye Testamentes ”kærlighedskapitel” i Paulus’ brev til korinterne så smukt og følsomt, at der blev helt, helt stille i kirkesalen.
Der var ledige pladser i Baptistkirken denne aften, vist så; men de, der var der, fik en stor oplevelse.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stor oplevelse med Lone Hertz i Baptistkirken' til en bekendt