
Seniorsurf – Er du ikke på nettet endnu?
1. oktober 2013 - kl. 11:57 - af Henrik Christensen
Så kom og bliv inspireret onsdag den 9. oktober, hvor årets Seniorsurf-dag løber af stablen. Her får ældre i alle aldre mulighed for at udforske nettet på en sjov og tryg måde i selskab med andre nysgerrige seniorer og kompetente it-undervisere på landets biblioteker og datastuer.
Igen i år er skuespiller Lisbet Dahl ambassadør for Seniorsurf-dagen. Hendes indledningsvise skepsis over for det der med computere er nu erstattet af en udelt begejstring. ”Internettet er let, nyttigt og skægt”, er hendes mantra.
Selv om det i starten gik lidt trægt med at komme i gang, ordner Lisbet i dag både bankforretninger, planlægger ferier, køber sko (i læssevis) og holder kontakten til familie og venner via internettet. Det passer hende perfekt, at digital selvbetjening og digital kommunikation med det offentlige bliver en realitet fra 2015, så slipper hun nemlig for at bruge tid og kræfter på at rende ned til kommunen eller hænge som nummer sjok i telefonkøen.
”For mig har internettet åbnet en helt ny verden af muligheder, og det vil jeg gerne dele med andre. Jeg vil gerne fortælle dem, at internettet både er nyttigt og skægt. At det faktisk kan gøre dig mere selvstændig og uafhængig af andres hjælp. Det er lidt svært i begyndelsen, ligesom når man skulle lære at køre på cykel, men når man først har fået det lært, er det som om, at man aldrig har lavet andet”, siger Lisbet Dahl.
De fleste danskere ser på overgangen til et mere digitalt liv på samme måde som Lisbet, men der er også mennesker, som synes, det er svært. Det er derfor Ældre Sagen, Ældremobiliseringen, Bibliotekerne og Digitaliseringsstyrelsen igen i år afholder en Seniorsurf-dag, der skal vise de ældre internettets mange muligheder og give dem blod på tanden til selv at surfe videre. Og det er derfor, at Lisbet igen rejser rundt som Seniorsurf-ambassadør og besøger udvalgte datastuer, biblioteker og andre undervisningssteder rundt omkring i landet.
Åbent hus og digital quiz i lokalområdet
Rundt omkring i landet holder biblioteker, Ældre Sagens it-undervisningstilbud og Ældremobiliseringens datastuer åbent hus og inviterer ældre indenfor til en hyggelig dag i internettets tegn. Her får du mulighed for at deltage i en sjov digital quiz, som DR har udarbejdet, og som på en enkel og overskuelig måde introducerer nogle af internettets mange fordele og muligheder. Blandt dem, som gennemfører quizzen, bliver der trukket lod om flere flotte præmier.
Erfaringerne fra de mange it-undervisningstilbud, som landets biblioteker, ældreorganisationer, oplysningsforbund mv. udbyder, er, at når de ældre først bliver bidt af internettet, så får de hurtigt mod på mere.
Frederikshavn Kommunes Biblioteker inviterer også til Seniorsurf-dag, hvor vi holder åbent hus for ældre it-begyndere og hjælper ældre i gang med internettet på pc’er, tablets eller smartphones.
Samtidig deltager vi også i DR’s digitale skattejagt, som introducerer deltagerne for forskellige muligheder på nettet.
Du kan deltage i bibliotekernes Seniorsurf-dag på følgende steder og tidspunkter:
Frederikshavn Bibliotek onsdag den 9. oktober kl. 10.00 – 12.30
Skagens Bibliotek onsdag den 9. oktober kl. 10.00 – 12.30
Sæby Bibliotek onsdag den 9. oktober kl. 10.00 – 12.30
Hvis du har lyst til at høre mere om Seniorsurf-dagen, er du velkommen til at kontakte Annette Rugholt Carlsen på telefon 98 45 91 14 eller e-mail: anru@frederikshavn.dk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Seniorsurf - Er du ikke på nettet endnu? ' til en bekendt