
Harmonikafinale ved åen
…
9. august 2013 - kl. 9:32 - af Henrik Christensen
Agersted Harmonikaklubs medlemmer er efterhånden ved at være kendte ansigter i Voerså og omegn. Hele sommeren har de brugt jollehavnen til øveaften hver torsdag. Sidste øveaften var torsdag 8. august, og denne gang var det den gamle krogrund ved åen, der blev brugt som øvested.
Byens foreningstelt, som var blevet brugt på Voerså Stadion i sidste uge i forbindelse med idrætsugen, blev stillet op på krogrunden, og folk valfartede til torsdag aften. Teltet var stuvende fuldt, og flere benyttede da også det gode vejr til at sidde udenfor på terrassen, og ved de opstillede borde og bænke på stedet.
Og spillet blev der med harmonikaer, trommer, kontrabas, guitar og forsang ved Reinhardt Frahm.
Publikum sang med for fuld hals, og bestemte ud fra sanghæfter på bordene hvilke numre der nu skulle spilles – og forslagene var mange. En smukkere finale klods op ad åen på sommerens øveaftener kunne man næsten ikke tænke sig.
I den lille bar i teltet, havde medlemmer af Voerså Borgerforening sørget for kaffe, te, øl, sodavand og kage, mens der udenfor blev bagt middelalderpandekager, der blev serveret med lækkert syltetøj til.
De fleste af publikummer, der sommeren igennem har opsøgt øveaftenerne, har været af det grå guld – folk i deres tredje alder, men de har alle hygget sig med sang og musik hver gang. Opfordringer skortede det da heller ikke på, da aftenen var forbi. En ældre kvindelig gæst fra Sæby mente da helt bestemt og håbede på, at der også næste år ville finde et samarbejde sted, så der kunne høres harmonikamusik i byen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Harmonikafinale ved åen
...' til en bekendt